Arv og miljø, skabelse og syndefald

Prædiken til 1. s.e. trinitatis, Luk. 12,13-21 (ingen optagelse)
Broager Kirke, 19. juni 2022, kl. 10.30
745 Vågn op og slå på dine strenge – 41 Lille Guds barn, hvad skader dig? – 672 Jeg ved, på hvem jeg bygger // 294 Talsmand, som på jorderige – 440 O, Guds Lam uskyldig – Igen berørt – 11 Nu takker alle Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

Vi mennesker er et produkt af arv og miljø, siger man. Gennem mor og far arver vi vore forfædres karakteristika på en lang række områder både fysisk og psykisk. Men miljøet, som vi vokser op i, alt det, som er udenfor familien, har også stor betydning. Og kommer vi for langt væk fra vores familie eller fra de omgivelser, den kultur, vi voksede op, kan vi let føle os ensomme.

Dette gælder i øvrigt ikke kun mennesker. Det sker også for den lille abe Peter Pedal.

Peter Pedal – nu håber jeg, at jeg genfortæller det nogenlunde rigtig, for det er mange, mange år siden, at min mor læste bøgerne for mig – Peter Pedal stammer fra junglen i Afrika, men han bliver fundet af Manden med den gule hat, og sammen rejser de til det civiliserede Amerika. Her oplever Peter Pedal mange ting, og han laver mange ulykker.

I en af historierne har Peter Pedal hjemve, og da han en dag er alene i en lejlighed, hvor nogle malere har efterladt en masse maling, begynder Peter at male. Han maler og maler, og snart er lejligheden forvandlet til en jungle med planter og dyr, og nu føler han sig rigtig hjemme. Heldigvis bliver Manden med den gule hat ikke sur, for han bliver klar over, at Peter længes hjem efter det, som han kom fra – det, som var hans arv og oprindelige miljø.

Men arv er mere end det, som vi med rette kan forvente at få fra vores forældre eller have med fra vores hjemstavn. Arv kan være meget mere problematisk end som så. Om det en historie om to gamle mænd.

De gamle mænd var på sygehuset. De var slet ikke raske. De kunne ikke engang sidde rigtig op i sengen. Kun han, som var nærmest vinduet dér på tomandsstuen, kunne have hovedet løftet lidt, støttet af et par puder. Og han kunne se ud gennem vinduet, hvorimod manden, som lå længere inde i rummet, slet ikke kunne se noget.

Det var ensomt for dem begge at ligge der og være syge, men manden ved vinduet begyndte at fortælle den anden lidt om, hvad der foregik udenfor: “Der er en lille park dernede med en sø. Omkring søen går unge mødre med barnevogne. Nogle børn løber rundt på løbehjul og andre med balloner. Og man sejler med modelbåde på søen.”

Manden, som slet ikke kunne se ud, fulgte interesseret med i beretningen. Og hver aften glædede han sig til næste dag, hvor hans værelseskammerat ville fortælle ham nyt fra verden udenfor. Han fik at vide om vejret og skyerne på himlen. Han fik fortalt om et orkester, som marcherede på gaden på den anden side af floden så langt væk, at man ikke kunne høre musikken. “Men det må være marchmusik”, sagde manden ved vinduet, “for man kan ligesom se takten blive angivet af tamburmajoren og slået af manden med stortrommen.”

Ja, hvor så han dog frem til disse daglige beretninger, han, som ellers kun så op i det hvide hospitalsloft. Men hvor blev han også misundelig. Tænk, hvis nu han lå ved vinduet! Tænk, hvis han kunne få den plads og selv kigge ud! Tænk, tænkte han og begyndte at tænke den anden mand væk.


Den tanke forfulgte ham ind i den kommende nat. Natten, hvor manden ved vinduet begyndte at hoste og halvt vækkede den tænksomme mand. “Sikke han dog hoster”, tænkte han, “jeg kan næsten ikke sove!”

Og det var også ligesom, at han råbte om hjælp og sagde: “Hjælp mig! Træk i snoren, så lægen kommer herind!”. “Men nej, det kan han ikke have sagt. Jeg må have hørt forkert. Det er da ikke noget at forstyrre nogen for sådan en smule hoste. Desuden er vi jo gamle, og vi kan dø når som helst. Og døden skal jo have en årsag.” Sådan tænkte han, mens han døsede ind og sov videre.

Næste morgen var der uro på stuen. Manden i sengen ved vinduet var død i løbet af natten, sagde de. Og snart stod sengen tom. “Må jeg bytte seng?”, sagde den overlevende, “Jeg har brug for lidt forandring.” “Naturligvis”, sagde sygeplejersken. – “Og en pude under mit hoved.”

Således tilrettelagt lå manden nu der ved vinduet og kigge ud. Og til sin store overraskelse opdagede han, at det eneste, man kunne se ud ad vinduet, var lige ind i en mur!… *

Se det, som jeg har fortalt om her, er ikke bare arv og miljø. Det er også skabelse og syndefald. Billederne på væggen malet af Peter Pedal eller beskrivelserne af omverdenen fortalt af manden i sengen er nemlig ikke falske i sig selv, selv om de kun er billeder. 
For de er jo samtidig billeder af virkeligheden sådan, som den kan være, og sådan, som den ofte erbagved væggene og murene – virkeligheden skabt af Gud. De er billeder af om ikke paradiset selv, så dog en rest af paradiset. Og det, som får disse billeder til at blegne, er syndefaldet, som bl.a. er det, at mennesker begærer det forkerte, dyrker det falske og samler sammen kun til sig selv. At vi samler os skatte, men ikke er rige hos Gud.

Men hvad vil det egentlig sige, at vi skal være “rige hos Gud”? – For det er jo det, som det hele bør slutte med! Lad mig antyde det ganske kort: For, at vi skal kunne arve, må en anden dø for os. For, at vi skal se Guds Rige, må Gud vise os riget. For, at vi skal kunne følge efter, må en anden gå vejen først: Han, som er vejen, sandheden og livet. Amen.


* Via kommentar i Desparate Preacher. Sandsynligvis fra: The Window and Other Essays by G.W. Target. Gengivet meget frit.