Broager Kirke d. 12. juni kl. 10.30
725 Det dufter lysegrønt af græs – 441 Alle mine kilder skal være hos dig – 291 Du, som går ud fra den levende Gud // 318 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige – 439, 1 O, du Guds lam – nadververs –11 Nu takker alle Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Men var det nu også så dum en tekst? Hvad med tekster som: “Mors dyt. Mor bestemmer farten!”? Eller “Den, som betaler for musikken, bestemmer også melodien”? Er det så også utidige og dumme udtryk?
Og hvad med kirken, som vi kalder Guds Hus, og hvor vi følger de regler, som nu engang er blevet bestemt? Her døber vi på dåbsbefalingen, som jeg læste op lige før. Og vi holder nadver, som den blev indstiftet af vor Herre Jesus Kristus.
Og Jesus selv, ja han fulgte sin fars vilje og var lydig og gjorde, som det var bestemt. Han blev pint, korsfæstet og døde, inden han opstod fra de døde på tredjedagen. Og det synes nogle mennesker, som bliver fornærmet på vegne af Jesus, at det er for meget og helt unødvendig. Og de vil gerne have standset salget af den slags kristendom, som lægger vægt på, at Jesus døde for vores synders skyld for at frelse os. De synes, at kirken er for meget Guds kirke og for lidt deres egen. De vil gerne selv bestemme farten.
Men så er det som om, at de mennesker ikke respekterer familien - hverken den jordiske eller den himmelske: at det er fars og mors hus, og at de bestemmer og ikke børnene. Og det netop og selvfølgelig for børnenes skyld. For gode forældre er, samtidig med at de bestemmer, opofrende overfor børnene og gør, hvad der er bedst for dem.
Og i forhold til Gud kritiserer man de indre gudsrelationer i troen på den eneste Gud som det evige fællesskab mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Og man forsøger at skabe splid i Guds treenighed. Fordi tanken er for paradoksal.
Men Gud er familie: Den hellige Treenighed er, at Gud i selve sit væsen er fællesskab. Og et fællesskab kan kun tænkes i et samspil mellem flere personer. Og det er fx beskrevet sådan, at Faderen er i Sønnen, Sønnen er i Faderen, og Helligånden bevæger sig sammen med Faderen og Sønnen i en svimlende kosmisk dans.
Men Gud - den Treenige Gud - er ikke bare sammen i sig selv som en lille, indesluttet kernefamilie, men også sammen med den verden, som Gud har skabt i kærlighed. Vi hører til i og er en del af samme familie. Om det en lille historie, der foregik i USA i 1950'erne:
Den unge amerikanske teologiprofessor Fred Craddock var på ferie med sin kone i Gailinburg i Tennessee. En dag spiste de frokost på en lille restaurant og regnede med at kunne spise i fred og ro uden af blive forstyrret. Men mens de ventede på, at maden skulle blive serveret, bemærkede de hvidhåret, gammel mand, som gik fra bord til bord og snakkede med gæsterne i restauranten. Professoren lænede sig frem og hviskede til sin kone: “Jeg orker ikke at snakke med ham!”
Men selvfølgelig kom manden også hen til deres bord. “Hvor kommer I fra?” spurgte den gamle venligt. “Oklahoma”, svarede de. “Dejligt at se jer her i Tennessee”, sagde den manden, hvorpå han spurgte: “Hvad arbejder du med?” (Det var Fred, der blev spurgt, for dengang var konerne almindeligvis hjemmegående). “Jeg er teologiprofessor og underviser kommende præster”. “Nåh, så du lærer dem, hvordan de skal prædike eller hvad? - Så har jeg en virkelig god historie at fortælle dig”. Og uden at blive opfordret til det, trak manden en stol hen til bordet satte sig ned. Professoren skumlede og tænkte ved sig selv - “Ja, perfekt, lige hvad jeg har brug for, endnu en historie fra de varme lande!”
Den fremmede begyndte: “Kan I se det bjerg derovre?” Han pegede ud af restaurantens vindue. “Ikke langt fra foden af det bjerg fødte en ugift kvinde en dreng. Han havde det svært under sin opvækst, for alle steder han kom hen, blev han stilet det samme spørgsmål: ‘Hey, du, hvem er din far egentlig?’. Om det var i skolen, hos den lokale købmand eller i kiosken, så stillede folk ham altid det samme spørgsmål: ‘Hvem er din far?’ Drengen plejede at gemme sig for de andre elever i frikvarteret af den grund. Han plejede at undgå at gå ind i butikker, fordi spørgsmålet sårede ham sådan.
Og da han var omkring 12 år gammel, kom der en ny præst til byen. Og så begyndte drengen også at komme i sidste øjeblik til gudstjenesten og smutte ud under sidste salme, så han slap for spørgsmålet: ‘Hvem er din far?’
Men en dag var den sidste salme så kort, at drengen blev fanget og måtte gå ud af kirken sammen med alle de andre fra menigheden. Da han kom til døren, lagde den nye præst, der ikke vidste noget om ham, hånden på hans skulder og spurgte venligt: ‘Min dreng, hvem er din far?’ Der blev dødstille i hele kirken. Drengen kunne mærke, at alles øjne var rettet mod ham. Nu ville alle komme til at kende svaret på det spørgsmål, som han ikke kunne svare på: ‘Hvem er din far?’
Men så fornemmede den nye præst, hvilken situation, drengen stod i. Måske var det Helligånden, der virkede, og hjalp præsten til selv at give det rigtige svar: ‘Vent et øjeblik!’, sagde præsten. ‘Jeg ved, hvem det er! Nu kan jeg se ligheden. Du er jo Guds barn!’ Med de ord klappede han drengen på skulderen og sagde: ‘Min dreng, du har fået en stor arv tildelt - gør krav på den!’ Og drengen smilede for første gang i lang tid og gik ud af kirkedøren som et nyt menneske. Han blev aldrig den samme igen. og når folk spurgte ham: ‘Hvem er din far?’ så svarede han dem bare: ‘Jeg er Guds barn’.”
Da professoren og hans kone senere spurgte servitricen, om hun vidste, hvem den gamle mand var, han, som var gået rundt i restauranten, var, svarede hun: “Selvfølgelig. Alle kender ham. Det er Ben Hooper. Den tidligere guvernør her i Tennessee!”
Så vidt den historie: Fars hus. Fars regler! Og en af reglerne er, at Gud er din far, og du er et Guds barn. Amen.
