Broager Kirke, d. 18. april. Hør prædiken...
466 Vor Herre Jesu mindefest – 179 Herren god, som uden grænser – 178 Han står på randen af sin grav // 458 Zion pris din saliggører – 440 O, Guds lam uskyldig – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 356 Almagts Gud, velsignet vær
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Det var ikke nogen helt almindelig aften i mandags, da der gik ild i Notre Dame Kirken i Paris, og store dele af den blev ødelagt. Det var ubehageligt at følge med i medierne, mens branden fortsatte i timevis. Og man har undervejs talt om kirkens store kulturelle og religiøse betydning. Og det er rigtig; den bygning betyder noget. Og vi må som kristne sige, at når én del af kirkens legeme forstået som samfundet af kristustroende lider, så lider hele legemet. Og så er der ikke den store forskel på, om vi er katolikker, ortodokse eller protestanter af forskellige slags. Og i den henseende er bygningen mere end en bygning.
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«
Mens de spist, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«
Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
Omvendt beror selve kristentroen ikke på en bygning, men på en person, Jesus Kristus. Han sagde om templet i Jerusalem: »Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.« Da sagde jøderne: »Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?« Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.”...
Det er ikke nogen helt almindelig aften, vi fejrer i dag/aften, men den vigtigste aften i hele det jødiske år: påskemåltidets aften.
Jøder var strømmet til Jerusalem fra fra alle verdenshjørner for at deltage i påskefejringen. Alle medbragte et levende lam eller købte et i byen. Og om eftermiddagen på denne dato, den 14. nisan, havde tempelpræsterne travlt. Lammene blev slagtet. Fedtet og indmad blev brændt på brændofferalteret, og blodet (som jøder ikke må indtage) blev ledt væk gennem et afløb. Kødet fik familierne tilbage tol aftnens påskemåltid.
Jesus og hans disciple lånte en sal til det formål. Der var en feststemning alle steder i Jerusalem; familierne var samlede, ligesom vi er juleaften. Påskemåltidet begyndte med en takkebøn og et bæger vin. Og så kom det øjeblik, da det yngste barn ved bordet stillede det faste spørgsmål: “Hvorfor er denne nat anderledes end alle andre nætter?" Det var stikordet til, at faderen i familien begyndte at fortælle den store bibelske historie om “dengang vi var trælle i Egypten, men Gud Herren førte os ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm”.
I husker måske fra bibelhistorien, hvordan israelitterne var slaver i Egypten og blev pint og plaget. Men Moses fik af Herren besked på at befri folket – føre det i samlet flok ud af Egypten og hjem til deres eget land. Det gik ikke så let, for Farao sagde nej, og der skulle ti plager til at få ham til at overgive sig. Den sidste af de ti plager var dødens engel, der gik fra hus til hus hos egypterne og slog alle førstefødte ihjel. Men Moses havde i forvejen givet israelitterne besked om, at hver familie skulle tage et lam og slagte det og stryge dets blod på dørkarmen ved indgangen til huset. Og de skulle holde måltid og spise lammet. Dødens engel ville så gå forbi de huse, hvor det frelsende blod var. Og ægypterne blev ramt af døden, men israelitterne gik fri.
De forlod Egypten med Moses i spidsen. De gik fra slaveri til frihed, og Moses beordrede: “Denne dag skal være jer en mindedag… på netop denne dato… I skal fejre den som en højtid for Herren, i slægt efter slægt”. Det var så det Jesus og hans disciple gjorde skærtorsdag aften. De fejrede påskemåltid til minde om, at slaveriet var overstået, og døden var gået dem forbi.
Alt det her er baggrunden for den nadver, vi fejrer i kirken. Det er ikke noget Jesus lige fandt på. Men han forvandlede det jødiske påskemåltid til den kristne nadver. Man spiste brød og bitre urter og helstegt lam, og man drak vin. Det nye Testamente fortæller, at Jesus var husfar i sin gruppe. Han tog brødet i sine hænder. Og så skulle han have sagt omtrent sådan: “Dette er elendighedens brød, som vore forfædre spiste i Egyptens land”. Men han sagde i stedet: “Tag det og spis det. Dette er mit legeme”. På samme måde tog han bægeret med vin. Og han skulle have sagt: “Lovet være du, Herre vor Gud, verdens konge, som skaber vintræet frugt”. Men han sagde: “Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse”.
Disciplene forstod nok, at her skete der noget, men de vidste ikke, hvad det var. For de vidste jo ikke, hvad der ville ske dagene efter: At deres Mester skulle gå gennem korsfæstelse, død - og opstandelse.
Det er ikke til at afgøre, hvor meget de først forstod, da Jesus brød det gamle ritual og gjorde sig selv til måltidets midtpunkt – da han forandrede det jødiske påskemåltid til den kristne nadver. Men vi véd, at han den næste dag blev korsfæstet, dvs. såret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Og vi véd, at han påskemorgen banede sig vej ud af graven og opstod fra de døde.
Jesus vidste, at tiden var kommet. Han vidste, at han var nået til højdepunktet i sit liv, samtidig med at han var nået til sit livs afslutning. Han skulle ofres. Menneskeofringer var ellers en gammel hedensk skik, der var strengt forbudt ifølge Moseloven. Men nu var der kommet en, der ville sætte sit liv til for andres skyld, ganske frivilligt, af kærlighed…
Scenen med Jesus sammen med de 12 disciple er et af de allervigtigste motiver i kristen kirkekunst. Vi har også den scene på vores altertavle (i Broager) / Især kendt er Den Sidste Nadver af Leonardo da Vinci.
 |
| Maria salver Jesu fødder Niels Larsen Stevns |
Det er mærkeligt at tænke på, at Judas var med i fællesskabet på linje med de andre, og at han modtog nadveren. Da han havde fået brødet, fór Satan i ham, skriver evangelisten Johannes. Og den nære vens forræderi var allerede forudset i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente: “Selv min ven, som jeg stolede på, og som spiste brødet med mig, har løftet hælen imod mig.” (Sl. 41,10; Joh. 13,18). Judas forrådte Jesus med et kys, og tog ikke imod den tilgivelse, som Jesus tilbød. Ved måltidet gav Jesus sig selv til alle sine disciple.
Lige som Israels folk under ørkenvandringen efter flugten fra Egypten havde modtaget brød fra himlen i form af manna, så fik de nu gennem Jesu offer det, de skulle lave af til evigt tid.
Og om vinen sagde Jesus, at det var hans blod. Pagtens blod. Det peger tilbage til pagtslutningen på Sinaj, hvor Moses stiftede en pagt mellem Gud og hans folk ved at ofre nogle dyr og så stænke blodet på Israels folk. Derefter blev der holdt et måltid.
Nu stiftes en pagt, hvor Jesus er den nye pagts offer. Indstiftet til syndernes forladelse som en opfyldelse af profetien fra Jeremias’ Bog: “Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.” (Jer. 31,34)
Den nye pagt er en nådens pagt. Den hviler ikke på vore gerninger, som den gamle lovens pagt, men alene på Jesu gerning, ham, om hvem vi ved, at han var lydig til døden på korset. Den nye pagt indebærer, at Gud nu kun vil se på sin Søn, på det liv, han levede, og på den død, han døde i vort sted.
Jesus er den hellige og rene, som i ét og alt har gjort sin himmelske Fars vilje. Han var villig til at lide straffen for vore synder, og han gjorde det. Der er ingen dom, der kan ramme os, når vi tager vores tilflugt til Jesus.
Ved nadverbordet er vi sammen med Jesus. Her er han trådt os ganske nær og kommer personligt til hver enkelt af os. Jesus giver os i nadveren del i alt, hvad korset rummer af nåde til syndere, af frelse til fortabte, af fred til fredløse, af liv til døende. Og i brøds og vins skikkelse modtager vi Jesu legeme og blod givet for vor frelses skyld.
Han holder intet tilbage, men giver os del i alt, hvad han er og har til os. Og vi kan ikke gøre andet end at takke ham af hjertet. Ja, ...
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
