Broager Kirke, søndag d. 21. maj 2017 kl. 10.30
Oksbøl Kirke kl. 19.00
743 Nu rinder solen op af østerlide (Zinck) – 635 Vær stærk, min sjæl, i denne tid – 613 Herre, du vandrer forsoningen vej //379 Der er en vej, som verden ikke kender – 439, 1 O du Guds Lam! – 476 Kornet, som dør i jorden – 356 Almagts Gud, velsignet vær!
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus sagde: min far vil give jer alt, hvad I beder om, når I bruger mit navn. Det har I ikke gjort endnu, men det skal I fra nu af. Når I beder, vil I få det, I beder om, og I vil blive fulde af glæde.Hvad er bøn, og hvad be’r vi om? Be’r vi om hvad som helst? Be’r vi om det, som ligger os på sinde? Be’r vi om noget?
Indtil nu har jeg talt i billeder til jer, men der kommer en tid, hvor jeg i stedet åbent vil fortælle jer om min far. Den dag skal I bruge mit navn, når I beder til ham. I kan tale direkte til ham, og derfor behøver jeg ikke bede til ham på jeres vegne.
Han elsker jer nemlig, fordi I har elsket mig, og fordi I tror på, at jeg er kommet fra ham. Jeg kom fra min far til verden, og nu forlader jeg verden igen og tager tilbage til min far.«
Noget bør vi i hvert fald be’ om! Således fx, når jeg er til dåbssamtale med forældrene eller i det mindste moren til et barn, som skal døbes, så opfordrer jeg dem til at be’ aftenbøn med deres barn. Og jeg fortæller dem, at de skal be’ ganske enkelt om dem og det, som er omkring barnet og betyder noget for det:
De skal be’ for barnets søskende, for dem selv - barnets forældre -, for hunde og katte, for dagpleje og børnehave, for venner og bekendte. Og intet er for småt at be’ om eller for. Således kan det være en god ide at be’ for den karse, som barnet måtte have plantet i en æggebakke, og be’ Gud om at lade det vokse, og takke Gud for alt, hvad der gror, og for mad på bordet og husly og tøj at tage på.
Sådan siger jeg til forældrene, selv om jeg altid er lidt forlegen ved, at jeg ikke selv var helt grundig nok til det samme, da min børn var små.
Noget bør vi i hvert fald be’ om! Også selv om vi ikke altid er grundig nok til det. Det oplevede jeg i sidste uge. Min yngste søn var blevet konfirmeret Store Bededag. Og i mandags meget tidlig tog han af sted til blå mandag i Heide Park i Tyskland. Da han kom hjem sent om aftenen var han grædefærdig: han havde mistet sin telefon. Stjålet eller tabt var den; det vidste han ikke rigtig. Han fik et knus og fik at vide, at det var godt, at han var kommet sund hjem og ikke var kommet til skade i trafikken må motorvejen. Det var det eneste, jeg i mit stille sind havde bedt om. Og ærgelsen over den mistede telefon, hvad med den? Jo, den viste sig ubegrundet, for forsikringen dækkede tabet.
Noget bør vi i hvert fald be’ om! Sådan be’r vi naturligvis Gud om at holde hånden over og under vore børn. Men alligevel lader vi dem lære at gå og falde. At springe på trampolin og klatre i træer, at stå på rulleskøjter og ski. Og knubs gi’r det. Og oftest går det altsammen godt.
Således var konfirmandens storebrødre på lejrskole i København med deres 8.-klasser også i denne uge. Og de kom hjem sunde og raske allesammen. Selv om en af dem på vejen hjem var hoppet ned på togskinnerne i Fredericia, hvilket havde medført skældud og forsinkelse, så de 2 klasser ikke kom med toget, men måtte tage bussen det sidste stykke vej hjem. Og selv om - ifølge pålidelige kilder - en eleverne havde taget snus, så han havde kastet op, mens andre i smug både havde røget og drukket øl. Men alt i alt gik turen altså godt!
Jo, der er nok at bede om, hvis man har børn eller børnebørn. Og det er nok mest det enkle, nære og simple, som man skal bede om. For hvad har vi brug for? Hvad har vi brug for, når det kommer til stykket?
Jo, det kan jeg illustrere med resultatet af et lille forsøg, som vi forældre blev sat til at udføre, mens de store børn var i København. På den måde er skolen altså virkelig effektiv: Eleverne kom med 4 små bakker med vat og karse-frø. Og dem skulle vi så passe. Og en bakke blev vandet med rent vand, en bakke med 10% gødning, en med 50% gødning og en med 100% ren gødning.
Resultatet: Den karse, som kun fik lys og vand, voksede bedst, og meget gødning hindrede væksten fuldstændig.
Ja, nu er vi mennesker jo ikke karse, men stadig passer det på os, at vi har mest brug for grundlæggende, enkle ting i livet, lys, vand, varme, liv, vækst, omsorg og beskyttelse.
Og meget kan vi klare selv, men det sker også, at grænsen for ens egen formåen rykker faretruende tæt på, og ulykker truer. Herom en jødisk legende:
Det er, hvad bøn er: det er, at vi fortæller Gud vores egen historie. Og Gud elsker historier, ikke bare happy endings, men også tragedier. Ikke bare de gode historier, men også de ufuldkomne. Også det vi ikke lykkes med, også det, som vi ruger over. Også det, vi ikke bryder os om at tale om end ikke med vores nærmeste.Når ulykker truede jøderne, plejede den store rabbiner Israel Baal Shem Tov at gå ud et bestemt sted i skoven for at meditere. Her tændte han en hellig ild og sagde en speciel bøn. Og miraklet skete: ulykken blev afværget.
Senere, da hans elev, den navnkundige Magid af Mezritch, af lignende grunde havde behov for himmelsk indgriben, gik han ud til det samme sted i skoven og sagde: “Universets mester, hør mig! Jeg ved ikke, hvordan man skal tænde den hellige ild, men jeg er i stand til at sige bønnen”. Og igen sket miraklet, at ulykken blev afværget.
Senere igen, når Rabbi Moshe-Leib af Sasov ville redde sit folk, så gik han ud i skoven og sagde: “Jeg kan ikke tænde ilden, jeg lærte aldrig bønnens nøjagtige ordlyd, men jeg kender stedet, og det må være tilstrækkeligt.” Igen skete et mirakel.
Siden blev det Rabbi Israel af Rizhyn, som skulle afværge ulykker. Han sad i sin lænestol og støttede hovedet i hænderne og talte til Gud: “Jeg kan ikke tænde ild, jeg kender ikke bønnen, og jeg kan ikke engang finde stedet i skoven. Det eneste, jeg kan gøre, er at fortælle min egen historie, fortælle, hvad der er i vejen, og det må være tilstrækkelig.” Og det var tilstrækkeligt…
Og Gud ønsker at ændre historien, for Gud er historien og har en historie, som vi kender. Vi kender Gud gennem bibelens historie om Gudsfolket, som vi selv er en del af. Gennem historien om Guds søn, som kom til verden for at lære os om tilgivelse og helbredelse. Som kom for at tage skyld og afvisning og smerte og død på sig. Han gjorde det for vores skyld.
Og han lærte os, at vi måtte bede på mange forskellige måder, med faste formuleringer som i Fadervor, med velformulerede og overvejede bønner eller med dybe sukke og ordløse anmodninger om hjælp end ikke færdiggjort i tanken før afsendelse. Vi må bede. Vi må bede, fordi vi er et i Gud, et i Guds tanke om os i Jesus Kristus. Og vi må be’ i Jesu navn.
For Guds tanke om os og for os er, at vi skal høre ham til, selv når vi ikke formår at tænke på Ham eller noget som helst andet, når vi føler os ude over kanten i frit fald. For når vi når vores grænser, så er Guds kærlighed grænseløs. Og ”… ingenting kan skille os fra den kærlighed, Gud viser os gennem Jesus Kristus. Hverken død eller liv, engle eller universets magter, noget i nutiden eller noget i fremtiden, ingen kræfter eller noget i den højeste himmel eller den dybeste afgrund eller nogen skabning overhovedet.” Amen.
