Broager søndag d. 31. dec. kl. 14.00
712 Vær velkommen, Herrens år – 716 Guds godhed vil vi prise // 586 Stol du kun på dit Fadervor! – 356 Almagts Gud, velsignet vær!
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:[Menigheden begyndte spontant at sige med på teksten, da vi nåede til Fadervor. Herpå nogle bemærkninger om Fadervor som privat og fælles bøn].
Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«
Der er sket mange ting i året, som snart er til ende, og der vil ske mange ting i året, som kommer. Meget er det sammen, men noget er nyt. Noget, kan vi glæde os over, er sket, og til, skal ske, og andet kan vi være ked af og frygte for. Sådan er det altid, når man i sin nutid tænker over fortid og fremtid. Og dagene omkring årsskifter giver os særlig anledning til eftertanke, for nu kan man jo lægge det gamle års kalender til side og tage et år i brug.
Og vi i den kristne kirke tager altid noget nyt i brug med et Fadervor. Det er vores daglige bøn, som vi bruger til hverdag og fest. Det er vores dåbsgave, som vi kan starte og slutte vor dage med. Vi siger den i fællesskab og personligt – hver dag og ind i evigheden...
I stedet ønsker han, at man siger “lad os ikke gå ind i fristelse”. På den måde er der ingen tvivl om, at mennesket selv er årsagen til, at det giver efter for fristelser. “Det er mig, der falder,” siger Paven. “Det er ikke ham (Gud), der skubber mig ind i fristelse for at se, hvordan jeg falder”.
Pavens tanker om oversættelsen af Fadervor vakte en del debat, og så vidt jeg kan se, vandt hans ønsker ikke meget genklang i den danske debat. Retfærdigvis[!] skal det dog siges, at det ikke er tanker, som paven står alene med, og at man visse steder rundt omkring allerede i mange år har haft oversættelser af Fadervor, som går i nævnte, tolkende retning. Og det er faktisk en tendens, som man har haft i den katolske kirke i mange år siden 2. Vatikanerkoncil i begyndelsen af 1960’erne. Således kan man fx til katolske konfirmationer i Frankrig høre den apostolske trosbekendelse sagt i yderst moderne og stærkt fortolkende udgave [...].
Fortolkende udgaver af bibeltekster, bekendelser og bønner kan, synes jeg, godt være på sin plads ind i mellem. Det kan jo vække og ruske op i folks tanker, i ens egne tanker. Og jeg har da også ind i mellem med nye ords tilgang forsøgt at forkynde evige sandheder ind i tiden.
Men der er forskel på ind i mellem og altid. Der er grænse for, hvor meget og hvordan vi kan tillade os at ændre på og forbedre Guds ord.
Og problemet i pavens projekt er, at han ikke bare tolker Guds vilje, men også forsøger at bestemme over Gud. Og samtidig med det smider han i næsten konkret forstand barnet ud med badevandet, idet det er Jesu ord, som bliver rettet på: Jesus siger jo, at vi skal bede sådan, og paven siger, at vi skal bede anderledes.
Hvad er pavens problem, kan man spørge? Hvorfor roder han sig ud i det her? Jo, paven vil ikke have, at nogen i hans menighed skal tro, at Gud er en sadistisk marionetdukkefører, som sidder i sin himmel og trækker i trådene og sidder og griner, når han lader mennesker snuple og falde i livets absurde dukketeater.
Men hvor har han det fra, at Gud skulle være så vilkårlig? Vel er Gud i Det Gamle Testamente en nidkær Gud, det kan ikke nægtes, men det er hele tiden opvejet af, at Gud også er en barmhjertig Gud. Altid er der kærlighed bag alvoren.
Men på en eller anden måde lykkes det teologer at glemme det og læse mareridts Molok-gud ind i vores kærlige Guds historie. Det gjorde fx kætteren Markion, som ville rense kristendommen for Det Gamle Testamente. [...]
Og måske har gennem tiden især en ensidig tolkning af Abrahams næsten-ofring af Isak betydet en alt for dyster og alvorlig forståelse af Gud Fader, som man senere har følt, at man burde tage et opgør med.
Hvad er det med den ofring? [...] Jo, isoleret betragtet, er det jo Abraham, som skal ofre sin søn Isak. Og Gud lader Abraham gå linen næsten helt ud, [...] inden han stopper ham. For at teste Abrahams lydighed, mener man. Og det har Gud ret til, mener man. Og det er der en eller anden fornuft i, mener man. Også Søren Kirkegaard mente sådan og spandt mange kloge tanker over den sag.
Men problemet er blot, at man ikke kan læse denne afsluttende del af Abrahamhistorien uden at tage forhistorien med. [...] Nemlig det, at Abraham allerede havde ofret eller rettere forsøgt at ofre sin første søn. Det skete dengang, da han sendte trælkvinden Hagar og sønnen Ismael ud i ørkenen for at dø. Og det gjorde han uden at tøve. Og der er mange paralleller mellem de to scener og de to sønners næsten-død.
Og den allervæsentligste pointe i Abrahamhistorien bliver dog, at historien så slet ikke [...] har at gøre med Guds mere eller mindre rimelige ret til at være despotisk. Det handler om, at Abraham smagte sin egen medicin. At han havde taget sig sine friheder, og at han kom til at betale for konsekvensen af det. Næsten, for Gud var jo nådig!
Det andet problem for paven er fristelse. Fristelsen må eller kan ikke komme fra Gud, mener han. [...] Men så enkelt kan man altså ikke sætte det op. Det burde egentlig en katolsk biskop vide, for i den katolske kirke er man ikke så nuanceret mht. den frie vilje, som vi er i vores lutherske kirke. Vi kan nemlig finde på at sige, at mennesket ikke har nogen fri vilje. Det er dog en sandhed med modifikationer. Kort sagt har vi ikke nogen fri vilje til at sige til overfor frelsen. Her kan kun Guds frelseshandling og nåde være gældende.
Men ellers, bortset fra det, så mener hele den kristne kirke altså, at mennesket har en fri vilje. [...] Det har vi haft lige siden, at vi spiste af kundskabens træ i paradiset. Og lige siden er vi blevet fristet. Og i en vis forstand er vi nødt til at erkende, at sammen med friheden og den frie vilje kommer fristelsen også. Som en Guds gave næsten! For vi har fået den gave ikke at være viljesløse robotter, men levende mennesker af kød og blod, som kan leve og ånde og være og handle – også forkert en gang i mellem. Og Gud lader os gøre det. Og det skal vi ikke stille Gud til regnskab for! Det er jo næsten som om, at børn vil stille forældrene til regnskab for deres egen eksistens.
Men derfor kommer der jo også en lille tilføjelse til ordene “og led os ikke i fristelse”, nemlig “men fri os fra det onde.” Og på den måde siger vi altså tak for friheden med dens overvældende muligheder og konsekvenser, samtidig med at vi klynger os i tillid og fortrøstning til Gud som den, der alligevel i sidste ende frier os fra det onde. – Så vidt oversættelsen af en lille del af Fadervor…
Men de to vigtigste ord i Fadervor er jo de første, nemlig “Vor far”. Gud er vores far – vores kærlige far. Og ikke bare det – Gud Fader er også Jesu far. Og således er Jesus vores bror. Og i ham blev og bliver Guds kærlighed fuldkommen. Og i lyset af det skal alle ord i Fadervor ses. I lyset af det skal alle vore dage ses – i år, til næste år og altid. Gud ske tak og lov. Fader, Søn og Helligånd, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
- En hastig nedskrevet prædiken, i stedet for den påtænkte prædiken skrevet dagen før.
- Sammenhængen i 1. Mosebog og imellem næsten-ofringerne af Ismael og Isak kan findes beskrevet i min opgave “Fortællekunst i Genesis”, især i afsnittene Kiasmer og Fortællekunst.
