Broager, søndag d. 20. september
10 Alt, hvad som fuglevinger fik - 69 Du fødtes på jord - 163 Fuglen har rede // 36 Befal du dine veje – 440 - 729,5 Ham takker alle vi med sang - 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Benny Andersen har skrevet en novelle, som hedder Den skaldede mand. Det er en historie, som jeg gennem årene af naturlige grunde har fået en hel del sympati for. Det er også en historie, som passer fint til dagens evangelietekst.
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Hovedpersonen er en mand, som er ved at blive skaldet. Han har kun 8 hår tilbage, og nu hører man ham fortælle sin lidelseshistorie: Hans kone havde engang, da de endnu var unge og nyforlovede, i et øjebliks ubetænksomhed sagt til ham: ”Jeg håber, at du aldrig går hen og bli’r skaldet og tykmavet, det synes jeg ikke er så pænt”. Hun havde sagt det i forbifarten og med en spøgefuld tone uden at tænke nærmere over det, men manden havde husket det hele livet igennem.
Og han havde da også i mange år med nogen succes dyrket sport og forsøgt ikke at spise for meget, så maven havde forholdt sig indenfor nogenlunde rammer, selv om den i de seneste år, efter at han havde rundet de 50, var begyndt at stille krav om bedre pladsforhold.
Værre var det med håret. Allerede for længe siden var hårgrænsen vigende. Og månen og høje tindinger var mødtes og var sammen gået til angreb på den resterende hårpragt, som uundgåelig gik sit forfald i møde.
Og manden havde prøvet alt for at undgå hårtabet. Han havde smurt og gødet, æltet og iltet, vandet og drænet. Han havde underkastet sig besynderlige og besværlige behandlinger. Han havde udstået underlige, men stadig uvirksomme besværgelser og bestrygninger. Intet hjalp.
Og angsten for at miste konen red manden som en mare. Han fantaserede over, om hun i hemmelighed havde taget sig en elsker – en mankeprydet ungersvend.
Og så en aften så sidder manden og konen med hver sin avis og hygger sig og fortæller lidt om, hvad de hver især læser om og har bidt mærke i.
Men fra dette nulpunkt sker der noget underligt, for nu tænker fluen videre: ”Hvad er det da, der drager én mod disse trøstesløse himmelstrøg? Mon ikke grunden er, at intet her distraherer meditationen, at tid og rum her viger for en højere, ujordisk indsigt, hvor alt, som var og skal komme, står side om side for sjælens øje, som rækker langt videre end et flueøje? Da er det ikke så sært, at de store profeter og religionsstiftere altid opholdt sig fyrretyve dage i ørkenen, før de vendte tilbage og ændrede verden. Måske vil en flueprofet engang begive sig ud i denne ørken, som er evighedens spejl, og efter fyrretyve sekunders faste og meditation vende tilbage og stifte en ny religion, forkynde at vi skal elske vores næste, det vil sige alle andre fluer uanset hvilken art de tilhører, stuefluer, stikfluer, spyfluer, døgnfluer, kødfluer, ostefluer, blomsterfluer, hestefluer, bananfluer…”
Benny Andersens historie hedder som sagt ”Den skaldede mand”. Den hedder ikke bare ”Vær ubekymret”. Evangelieteksten i dag handler ikke bare om at være ubekymret. Ja midt i al talen om at være ubekymret for mange ting, skal man netop være bekymret for noget ganske særligt. Således hedder det ganske centralt: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.
Og det er i den sammenhæng, vi skal se opfordringen til ubekymrethed. Ellers kan opfordringer til ubekymrethed let være ganske malplacerede. Det kan fx ikke nytte noget, at jeg siger til min kone, at hun ikke skal bekymre sig om, hvad vi skal have at spise til aftensmad, hvis jeg ikke selv bekymrer mig om det. Børnene skal jo have noget at spise, og mindst en voksen skal tage sig af madlavningen. Regningerne skal betales, selv om fordelingen godt kan være sådan, at den ene betaler, og den anden bekymrer sig.
Men nogle bekymringer er altså vigtigere end andre. Om manden var skaldet eller lidt for fed, var ikke det vigtigste, men om konen elskede ham. Om konen elskede ham, ikke bare i pæn tilstand med eller helt uden hår, men også i den mindre attraktive mellemtilstand. Om konen elskede ham og virkelig ville have med ham at gøre, det var det væsentligste. Og han kunne jo ikke lave om på sig selv, men hun elskede ham alligevel.
Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Og det er den bekymring, som er så meget vigtigere end så mange andre bekymringer. Og Guds retfærdighed er, at Gud retfærdiggør. Vi skal ikke retfærdiggøre os selv. Vi skal ikke være gode nok eller populære nok overfor Gud. Vi skal ikke være elskværdige nok, for at Gud elsker os. For Gud elsker os uanset. Uanset enhver bekymring. Uanset, hvor små vi måtte være. Om vi så var græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, om vi så var fluer i et ganske lille univers. Gud elsker os alligevel og ”forkynde[r] at vi skal elske vores næste, det vil sige alle andre fluer uanset hvilken art de tilhører, stuefluer, stikfluer, spyfluer, døgnfluer, kødfluer, ostefluer, blomsterfluer, hestefluer, bananfluer…”
Først fra det perspektiv, hvorfra enhver selviscenesættelse og selvhævdelse er umulig, kan vi søge Guds rige og hans retfærdighed, men så skal alt det andet også gives os i tilgift. Amen.
