Søndag d. 16. august. Broager 9.30, Dybbøl 11.00
411 Hyggelig, rolig – 298 Helligånden trindt – 352 Herrens kirke er på jord // 695 Nåden hun er af kongeblod – 440 O, Guds lam uskyldig – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 369 Du, som gir os liv og gør os glade
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
I mandags udsendte Danmarks Radio dokumentarudsendelsen “Christianias Børn”. Her fik man en beretning om fristadens skyggesider fra nogle mennesker, som var vokset op i særdeles utrygge omgivelser. Forældrene tog sig ikke ordentlig af børnene, fordi de selv eksperimenterede med frigørelse i form af sex, alkohol og stoffer. Og alt imens måtte børnene finde sig tilrette i et voldeligt miljø med mange kriminelle og psykisk syge. I en af flere hjerteskærende scener i udsendelsen konfronterer en af hovedpersonerne sin far med, at han blev forsømt, da han var en lille dreng. Men faren retfærdiggør sig med, at det jo heller ikke havde været let for ham at blive forstyrret hver gang, han havde taget “en dejlig dame” med hjem, som han ønskede at have fantastisk, tantrisk sex med.
Psykologen John Halse udtalte efter udsendelsen, at Christiania burde være “forbudt for børn”, når voksne var så selvoptagne, for gode forældre burde kunne tilsidesætte deres egne behov og lade barnets behov komme først…
Og hvad har det så med lignelsen om tolderen og synderen i templet at gøre? Ja, det er altså ikke for at sige, at vi her i kirken skal rose os over, at vi ikke er så slemme, som dem, der blev fremstillet i dokumentarfilmen - også selv om det nok er tilfældet. Det er heller ikke hænge Christiania som sådan ud.
Men det er fordi, at jeg med dette – godt nok grelle eksempel – ønsker at vise, at alle mennesker har en urimelig en tendens til at retfærdiggøre sig selv, når de står under anklage: “Ja, men det var fordi…”, “Tro ikke, at det var let for mig heller…” eller “Jeg var i det mindste ikke så slem som de andre…”
Og i den forbindelse har ordet “retfærdiggørelse” altså en entydig negativ betydning. Det betyder nemlig, at man taler udenom og ikke vil tage ansvaret på sig.
Det er formodentlig derfor, at bibeloversætterne i den nyeste autoriserede udgave af Bibelen skriver, at tolderen gik hjem som “retfærdig”. Fordi ordet “retfærdiggjort” ville virke for negativt. Men den mest ordrette oversættelse er altså “retfærdiggjort”. Farisæeren snakkede og snakkede sin sag, men det var tolderen, som gik hjem som retfærdiggjort! Og han blev ikke retfærdiggjort af sig selv, men af Gud, naturligvis…
Og sådan skal det også være med os. Vi skal ikke stole på os selv og vores egen retfærdighed, men vi skal blive retfærdiggjorte af Gud. Og det bliver vi ved at være realistiske og erkende vores fejl og mangler – det er det, som man i gamle dage kaldte at være bodfærdig og bekende sin synd – og så bede Gud om nåde…
Og hvor og hvornår skal vi så bede Gud om nåde? Se den her lignelse, som Jesus fortæller, foregår i templet. Og måske har Jesus ligefrem engang stået i templet sammen med sine disciple og set på folk der, og Jesus har så udpeget en tolder og en farisæer og fortalt sin lignelse.
Men nu er en lignelse jo en lignelse, og den skal ikke kun forstås konkret. Og måske har Jesus også fortalt den et andet sted, og i en anden situation. Måske er lignelsen en metafor for noget helt andet, hvilket ville være oplagt også for evangelisten Lukas, som skriver lignelsen ned længe efter, at templet er ødelagt af romerne i år 70.
Og hvad kan situationen ved alteret i templet så være en metafor for? Et billede på dommedag måske og et svar på, hvad man skal sige til Gud på himmelens domstol, den dag, hvor man skal stå til regnskab for sit liv…
Og det er er en vigtig dag og nok den ene af de dage, som nævnes i et citat af Mark Twain. Det lyder sådan her:
“De to vigtigste dage i dit liv er den dag, du blev født, og den dag, du finder ud af hvorfor.”
Mark Twains udsagn er er ikke så enkelt at forstå, for der er flere tolkningsmuligheder. Nogle vil måske sige, at det kun er mellem yderpunkterne, i midten, at man skal finde meningen med livet. Men på den måde kommer mennesker let til at tage udgangspunkt i sig selv. Fordi vi mennesker af natur er meget selvoptagne, så bliver vores svar meget egocentriske. Med vores humanisme placerer vi mennesket i centrum, og derfor bliver meningen med livet det, der gør mig allermest lykkelig.
Men det er altså ikke bibelens svar, for Bibelen siger, at Gud er altings ophav og altings mål. Også vores mål i sidste ende.
Og derfor er målet med livet ikke, at vi hver især først og fremmest skal gøre noget, nå et mål, opfylde en drøm eller endog gøre verden til et bedre sted. Vores primære mål er at blive gjort noget ved. Gud har skabt dig for at have nogen at huske, at give til, at velsigne, at elske, at nære, at frelse, at retfærdiggøre, at give sig selv til. Det er derfor, du er her…
Og det har naturligvis også betydning for livet imellem “den dag, du blev født, og den dag, du finder ud af hvorfor.” For lige midt imellem der må troen jo være…
Countrysangeren Jamey Johnson sammenfatter det sådan i en prosa-agtig sang, som hedder “I Remember You” / ”Jeg husker dig”. Her siger han:
Jeg har altid ment, at en af de vigtigste samtaler, du nogensinde får i dit liv, vil være første gang, du taler med Gud. – Hvad ville du sige?
Jeg husker dig helt fra søndagsskolen,
og fra siderne i bogen, som stod i reolen.
Jeg husker dig, fordi jeg tog ordene til mig,
og gemte dem i mit hjerte, fordi du kom fra dig.
Og en sten blev rullet bort, og alle takked’ stort,
den dag, da englene sang: Jeg husker dig!
Og når du står der med rystende knæ,
hvad håber du så, Gud svarer dig?
Jeg husker dig. Jeg var der, da du blev født.
Jeg holdt din mors hånd, og din fars ligeså.
Jeg husker dig. Jeg mindes selve dagen,
da du råbte i din klagen: “Gud, vær med mig!”
Og en sten blev rullet bort, og alle takked’ stort,
den dag, da englene sang: Jeg husker dig!
Og en sten blev rullet bort, og alle takked’ stort,
den dag, da englene sang: Jeg husker dig!
Amen.
