1. jun, Egernsund 9.30, Broager kl. 11.00
754 Se, nu stiger solen af havets skød - 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb/307 Gud Helligånd, vor igenføder - 598 O Gud du ved og kender // 68 Se, hvilket menneske - 439,1 O, du Guds lam - 321 v. 6-7 - 260 Du satte dig selv i de nederstes sted
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:”Det er vigtigt at I forstår hvad jeg siger!”, lyder slutningen af dagens skrappe og skarpe evangelielæsning, og jeg vil påstå, at der i det udtryk ligger den væsentlig pointe, at ordene ikke skal forstås umiddelbart, bogstaveligt, men at de rummer en gåde. Gådens løsning er for så vidt ganske enkel, men lad mig fortælle en historie først:
Der var altid mange mennesker i nærheden af Jesus. Nu vendte han sig om og sagde til dem: »Hvis I vil slutte jer til mig, skal I bryde med jeres far og mor, brødre og søstre og jeres kone og børn og opgive jeres eget liv. Ellers kan I ikke være mine tilhængere. Den der ikke tager sit kors op og er parat til at gå i døden med mig, han kan ikke være min tilhænger. Hvis en af jer vil bygge et tårn, vil han så ikke først sætte sig ned og regne på hvad det koster, så han kan se om han har råd til at gøre det færdigt? Ellers kommer han i den situation at han kun får lagt fundamentet og ikke kan gøre tårnet færdigt. Så vil alle de der ser det, håne ham og sige: ›Se den mand der ikke kunne gøre det færdigt som han begyndte på.‹ Eller forestil jer at en konge planlægger at gå i krig med en anden konge. Vil han ikke først overveje om han med sine ti tusind mand er stærk nok til at møde den anden der har tyve tusind mand? Hvis ikke han er det, må han sende en delegation af sted for at høre hvad fredsbetingelserne er, mens fjenden stadig er langt væk. Sådan er det altså: Ingen af jer kan være min tilhænger uden at give afkald på alt hvad han ejer. Salt er godt, men hvis det mister sin kraft, kan det ikke blive salt igen. Det kan ikke bruges til noget som helst, men er lige til at smide ud. Det er vigtigt at I forstår hvad jeg siger.« (D.N.A.)
En præst havde engang investeret alle sine sparepenge i en gård, som han ønskede at bo på, når han blev pensioneret. Og endnu mens han var aktiv i embedet, tog han hver uge af sted på sin fridag ud på gården for at arbejde. Og sikke et arbejde, det var. Han havde nemlig købt, fandt han snart ud af, hektarvis af krat og hede og kaninhuller, en hel del sumpet mose og nogle bygninger, som var meget forfaldne. Det var bestemt ikke nogen attraktiv gård, men præsten vidste, at den havde potentiale, og han holdt ud.
Da projektet var ved at være færdig, fik præsten besøg af en nabolandmand, som boede nogle kilometer henne ad vejen. Denne landmand så alvorligt på præsten, så lod han blikket søge rundt over marker og bygninger og så på præsten igen og sagde: ”Du, præst, det ser ud som om, at du og Gud virkelig har gjort et stort stykke arbejde her!”
Præsten tørrede sveden af panden og svarede: ”Det er interessant, at du siger sådan, men lad mig fortælle dig noget: du skulle have set dette sted, dengang Gud havde det helt for sig selv!”
Se, denne opbyggelige historie om den flittige præst er virkelig et eksempel på, at med flid og med dygtighed kommer man langt. Og uden kommer man ikke langt. Humoristen Storm P. har sagt det med disse ord: ”Intet kommer af ingenting, undtagen lommeuld”
Og så skulle man måske tro, at det er det samme, som Jesus taler om, når han fortæller, at når man skal bygge et tårn, så skal man sætte sige ned og beregne udgifterne først for at se, om man har råd til at bygge tårnet færdig. Ellers er det jo pinligt.
Og Jesus bliver ved, når han taler om en konge, der skal drage i krig mod en anden konge med flere soldater og være stærk nok til at møde ham. Og hvis han ikke er det, så er det bedre at forhandle fredsbetingelserne, inden den anden finder ud af, at han er den stærkeste.
Men så slutter Jesus med at fortælle, at salt er godt, men hvis saltet mister sin kraft, hvordan skal det så blive godt igen.
Men hvad er nu det? Det er jo noget helt andet end økonomi, for hvordan kan man gøre salt stærk igen? Og her er det naturligvis, at selv den mest tungnemme må opfatte, at Jesus taler i gåder.
Hvad er gåden da? Ja, se det kan nok være svært for os bibelsvage danskere at forstå. Vi er nemlig slet ikke sporede ind på de små finesser i det, som Jesus sagde til skaren den dag. Vi ser ikke så let tegnene i teksten, men de er der. Nu skal I høre:
Det her med at bygge et tårn, det drejer sig slet ikke om bare et tilfældigt bygningsværk. Nej, tårne var alt andet end tilfældige for dem, der lyttede til Jesus den dag. Tårne var problematiske, meget problematiske.
Fx var der Babelstårnet. Det var jo det mislykkede projekt, som menneskene havde sat i værk for at nå op til Gud. For at nå det guddommelige niveau helt selv ved egen kraft og snilde.
Og så var der jo også tårnet i Siloa. Det var et tårn, som var styrtet ned på den tid, hvorved en hel del mennesker var blevet dræbt.
Og endelig var der de tårne, som man byggede som vagttårne ved vingårde. Og for disse tårnes vedkommende var det væsentligste problem ikke tårnenes pris, men om man egentlig kunne modstå de fjender, som disse tårne var bygget til forsvar for.
Og så er der det med kongen, der skal drage i krig mod en anden konge. Men de mennesker, som lyttede til Jesus, var jo ikke konger. De kunne slet ikke eller burde i hvert fald ikke identificere sig med konger.
Og så er der saltet. Det, som intet menneske kan give kraft. Det har sin naturgivne kraft. Det er saltvand afdampet af solen. Det er blevet til ved Guds kraft alene, kunne man sige.
Ved Guds kraft alene. Ikke ved flid, håndelag og snilde. Det er pointen. Og derfor er historien om den flittige præst, hvor smuk og god og moralsk, den end er, altså i modsætning til Jesu ord, og alt det, som Jesus står for.
Og hvad så med det med, at man skal bryde med sin far og sin mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre, ja opgive sit eget liv? Ja, hvad med det, skal det også forstås på en anden måde end helt bogstaveligt?
Ja, det skal det i hvert fald! Sagen var nemlig den, at Jesus stod overfor nogle mennesker, som ønskede at følge ham. De ville være hans tilhængere, hans disciple. Men Jesus afviste dem. Han var nemlig klar over, at de i deres religiøsitet, i deres holdning var flittige selvbyggere. Folk, som mente, at de selv skulle opdyrke deres tilværelses frugtbare marker, og at de selv kunne dræne de sumpede skyggesider.
Og ikke bare det. Denne holdning begrundede de i det, som de kaldte ”fædrenes overlevering”. Det var loven, som de havde arvet, alt det, som deres far og mor havde fortalt dem om. Det at det går den godt, som har fortjent det. Det at ingenting kommer af ingenting, men at du selv skal gøre noget ved det.
Men Jesus afviste blankt den selvretfærdighed, dette religiøse selvbyggeri. Hans påstand var, at intet menneske kunne stå mål i det regnskab overfor Gud. At intet menneske i grunden kunne besejre det onde i sig selv eller den onde selv.
Dette forstod tilhørerne godt den dag, Jesus talte til dem. Senere, langt senere, forstod de meget mere, de, som havde lyttet til Jesus. De forstod det, da gåden blev helt løst.
Gåden var Jesus selv. Han var den konge, som gik i krig med ondskaben, da han tog sit kors op og lod sig korsfæste for menneskers skyld. Han var tilsyneladende i undertal, og det så ud som om, at han havde tabt, da han døde. Men det viste sig, at slaget fortsatte i dødsriget, og på tredjedagen opstod han som sejrherre. Han byggede tårnet til himlen for os.
Og hans disciple og tilhængere var ikke dem, der fulgte ham i døden, for det var der ingen af dem, der gjorde, men dem, som troede på ham. Og de lod denne tro være salt i deres liv, en usynlig, men meget virksom kraft, som gav håb og styrke og tro på Gud.
Og denne tro skal også være salt i vores liv, hvis bare vi vil forstå det. Amen.
