Broager kirke d. 18. maj kl. 10.30
291 Du, som går ud fra den levende Gud - 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb - 296 Du, som den store pinsedag // 487 Nu fryde sig hver kristen mand - 473 Dit minde skal, o Jesus, stå - 356 Almagts Gud, velsignet vær
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Da jeg var barn, havde jeg en legekammerat på den anden side af gaden. Hans mor var hjemmegående og tog efter skoletid imod med marmelademadder og saftevand. Det nød også jeg godt af engang i mellem. Og nogle gange, når det skulle være ekstra fint, så fik vi kiksekage.
De elleve disciple tog af sted til et bjerg i Galilæa hvor Jesus havde sagt at de skulle mødes. Da de så ham, faldt de på knæ, men nogle af dem tvivlede på om det var ham. Jesus gik hen til dem og sagde: »Jeg har fået al magt i himlen og på jorden. Derfor skal I rejse ud til alle verdens folk og få dem til at følge mig. I skal døbe dem så de tilhører Gud, vores far, Sønnen og Helligånden, og I skal lære dem at gøre alt det jeg har sagt. Jeg lover at jeg er med jer så længe verden er til.« D.N.A.
Det var bestemt ikke rart, for jeg kunne ikke fordrage kiksekage, men dengang var jeg mere høflig end nu, så jeg spiste pligtskyldigt en smule af kagen…
Se, senere har jeg fundet ud af, at kiksekage kan laves på mange måder, og hvis den er lavet af rigtig chokolade, er den muligvis spiselig. Men sådan var min barndoms kiksekager ikke lavet. De var nemlig lavet med den oprindelige opskrift med palmin.
Palmin er et fedtstof udtrukket af kokosnødder. Det er helt neutralt i smagen, smager ikke af noget som helst, men er bare fedtet. Og det blander man så op med kakao og sukker for at lave en slags billig kunstig chokolade, som man kan lægge kiksekagen med. Skiftevis lag af den fedtede, brune masse og lag med firkantede mariekiks, indtil kagen fylder formen ud. Og så skal den stå og køle og blive stiv. Når kagen så er færdig, kan den tages ud af formen, skæres og spises. Palmin anvendes vist ikke så meget mere, men da jeg var barn, havde det sin faste plads i købmandens køledisk, og på de firkantede pakker stod der: ”Uberørt af menneskehånd”. Det var sådan et slags kvalitetsmærke: ”Uberørt af menneskehånd”.
Og jeg forstod det aldrig helt hvilket renhedsideal, der lå bag et sådant udtryk? Formodentlig handlede det om, at man ville forsikre kunden om, at ingen indfødt havde stukket sine brune fingre i det rene, hvide fedt.
Palmin. Hvorfor nævner jeg det? Jeg nævner det, fordi det er et ukristeligt fedtstof. Det er fylde uden indhold. Det er et åndløst, umenneskeligt produkt.
Og hvordan kom jeg til at tænke på det? Jo, det gjorde jeg pga. nogle ord i en salme, som altid har fascineret mig og stået absolut modsætning til palmin-sloganet. I skal få hele verset igen, for vi har sunget det:
Tunger af ild og dog prædiken mildHer er tanken den stik modsatte. Evangeliet skal bringes ud af apostlene. Det skal tales med menneskerøst, med menneskemund, det skal bringes i apostlenes spor, dvs. det skal bæres frem på fødder. Det skal ud til alle folkeslag. Alle steder, hvor mennesker færdes og sætter deres fødder – selv de dårligste og beskidteste og ringeste – alle steder skal evangeliet lyde. Evangeliet er bragt af menneskefod og rørt af menneskehånd!
giv dem, du salver og sender!
Saligheds ord i apostlenes spor
vandre til jorderigs ender,
så ingen menneskefod har rørt
pletten, hvor ikke dets røst blev hørt!
Og hvad er evangeliet da? Ja, det er netop også, at Gud ikke er et destillat. Gud lader sig således ikke koge ned og bestemme som en eller anden grundsubstans uden smag. Vi har fået lov at kende Gud som den treenige Gud. Som Fader og skaber, som Søn og frelser, som Ånd og levendegører.
Og i ingen af sine tre sider, sine tre personer er Gud uberørt af det menneskelige og tilbagetrukket i renhed. Det hedder jo, at Gud skabte mennesket i sit billede, skabte det som mand og kvinde til at have relation indbyrdes og med Gud.
Og Guds Søn, Jesus Kristus, blev født af en kvinde og levede et menneskeliv. Mens han selv gik på jorden var han sammen med alle slags mennesker, også mennesker, som af alle andre blev betragtet som urene. Og han rørte ved dem og helbredte dem. Ja, vi hører endog om, hvordan han en gang spyttede på sine fingre og med sit spyt åbnede en døvstums ører og mund. Særligt ophøjet og klinisk ren er det ikke. Særligt helligt er det ikke, hvis man ved hellighed forstår afsondrethed og berøringsangst.
Og selv blev Jesus rørt. Han blev omfavnet af sine kære. Folk kastede sig på jorden for ham og greb om hans kappe og fødder. De vaskede hans fødder, og en kvinde tørrede dem endog med sit hår.
Og til sidst blev han ikke bare rørt, men pisket og plaget og tortureret. Og han døde, men opstod. Og den tvivlende discipel fik tilbudt at stikke sin finger i såret i hans side.
Og Helligånden, som er Herre og levendegører. Helligånden, som virker gennem almindelige mennesker og almindelige menneskeord. Gennem syndige og ufuldkomne mennesker. På vores eget sprog. Med evangeliet, som aldrig skal stivne i forslidte udtryk, men som gerne lader sig nyoversætte, fordi betydningen er vigtigere end formen.
Gud er treenig og i indbyrdes dialog og relation. Og Gud vil også være i dialog og relation med os. Gud vil være vores far, vores bror, vores kraft.
Evangeliet er både tunger af ild og prædiken mild. Det er direkte og stærk tale, og det er sagte trøst. Evangeliet kan være krads. Det er det jo, når vi bekender og erkender og bearbejder menneskelig synd. Når vi åbner vores øjne op for verdens sande tilstand. Når vi ser virkeligheden i øjnene. Men når vi erkender problemet og problemerne, synden og syndefaldet, får vi øjnene op for, at vi mangler Gud, at vi må vende os til Gud, at vi må vende tilbage til Gud. Tilbage til Gud, som kommer til os med tilgivelse og åbne arme og hvisker til os eller råber med høj røst: ”Jeg er med dig alle dage, indtil verdens ende.”
Man møder sjældent kiksekage mere - heldigvis, men så vi har jo fået fast food i stedet for. Hurtige løsninger, som dog ikke mætter godt. Og det er ikke bare på det kulinariske og ernæringsmæssige område, at det står ringe til med kvaliteten.
I vores kulturliv, i vores politiske liv, i vores samfundsliv og i vores privatliv er der også alt for meget kiksekage eller fast food. Alt for mange destillater og lette løsninger. Alt for lidt fordybelse. For lidt menneskelighed, og måske især for lidt kristendom. Fordi der er en røst, som bør høres, og det både i det private og det offentlige rum. Fordi vi ikke bør være firkantede væsener med påskriften ”Uberørt af Guds Ånd”, men levende mennesker af kød og blod og ånd. Guds børn. Amen.
