Broager kirke d. 7. September kl. 10.30
403 Denne er dagen, som Herren har gjort – 448 Fyldt af glæde over livets under – 49 Ingen er så tryg i fare // 414 Den mægtige finder vi ikke – 439,1 O, du Guds lam – 369,6 Du, som åbner døren gennem døden – 675 Gud, vi er i gode hænder
Der var engang* en begyndelse, da tiden og verden blev skabt. Og engang i fremtiden vil denne verden få en ende, når Kristus underlægger sig alt, og Gud bliver alt i alle.Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.
Men i mellemtiden, imellem begyndelsen og enden, er vores tid. I vores tid, i denne verden er der nogle, som græder, og nogle, som ler. Der er hele tiden nogle, der råber, og nogle, der hvisker. Nogle bliver opløftet og andre nedtrykt. Igen og igen er der glæde nogle steder og sorg andre steder. Dagligt er der nogle, som finder, mens andre mister. Hvert sekund fødes nogle, og andre dør. Hele tiden.
Og i dag hører vi om et bestemt øjeblik mellem liv og død. En situation, hvor Jesus med vilje har trukket tiden ud. Et tidspunkt, hvor nogle græder, nogle håber, nogle tror og nogle skælder ud. Det er tiden mellem død og opstandelse. Det er tiden til at fortælle Guds folk, hvordan det skal gå os i mellemtiden.
Jesuses gode ven, Lazarus, havde været meget syg. Og, da Marta og Maria sendte bud til Jesus om det for at få hjælp, så skyndte Jesus sig ikke at komme. I stedet for ventede han hele to dage, før han begav sig af sted til Bethania. Da han endelig ankom, havde Lazarus været død i 4 dage og var allerede blevet begravet, sådan som man var nødt til at gøre på den tid under disse himmelstrøg.
Først kom Marta og derefter Maria til Jesus. Og de hilste ham, men bebrejdede ham også og sagde: ”Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” Og det havde de ret i, men deres anmodning om hjælp var tilsyneladende ikke blevet hørt.
Kvinderne troede dog stadig på Jesus og hvem, han var, men deres problem var, at han ikke var nået frem i tide til at frelse Lazaruses liv.
Vi ved ikke altid, hvorfor Gud gør de ting, som han gør. Og sagen kan sikkert betragtes på mange måder, men i dag vil vi betragte det ud fra denne ene vinkel: at Gud vil med denne historie vil lære os noget om, hvad det vil sige at leve i mellemtiden, og hvad vi skal gøre her og nu:
Vi ved, at der er meget godt og smukt at sige om vores verden. Men vi lever også med erfaringen af en falden verden med fejl og mangler, med umenneskelighed og direkte ondskab. Bibelen lover os, at en dag, så skal alt blive godt, det faldne skal blive genoprettet, og vi skal blive hele igen. Men indtil den dag lever vi i mellemtiden, her og nu, og venter på at se alle vore håb blive opfyldt senere.
Vi forventer at gense vore kære, som er gået forud i døden. Vi forventer, at de sår og ar, som vi bærer rundt på indeni og udenpå, bliver helet fuldstændig. Smerter, som vi har følt, uretfærdigheder, som er overgået os. Vi forventer at vi engang skal slippe for at skulle slås med vores egen syndefulde, egoistiske natur, så vi ikke skal kæmpe sådan for at vælge det rigtige. Vi forventer at komme Gud nær, at blive rørt at Gud, at se Gud ansigt til ansigt. Uden at vores hårdhjertethed og de mure, som vi bygger op omkring os selv, skal komme i vejen. Alt dette og meget andet forventer vi skal ske. Det er vores håb i mellemtiden.
Også for Jesus på vej til Lazaruses grav er det en mellemtid. Gud havde ikke behøvet at sætte Jesus ind i tiden på den måde, men det gjorde Gud.
Jesus befinder sig på et tidspunkt mellem liv og død, den død, der venter ham på korset. Og selv om han vil opstå igen, ligesom han oprejser Lazarus, så ændrer det ikke på den smerte og lidelse og død, som han må gennemgå for vores skyld.
Hvad viser Gud os så om ventetiden før død og opstandelse? Hvad gjorde Jesus?
En af de ting, som Jesus gør, er at græde. I mellemtiden er der tårer. Ligegyldigt hvor stærkt vi tror på Guds løfter, og hvor fast vort håb er, så må vi stadig græde. Og når evangelisten Johannes fortæller, at Jesus brast i gråd, så skal det endda forstås sådan, at han hulkede voldsomt og var rystet i sin grundvold. Men gråd er ikke mangel på tro. Marie og Marta og Gud selv i menneskeskikkelse græd over den smerte og sorg, som vi må lide i mellemtiden. Indtil videre er det i orden at græde.
Og når vi er til begravelse, selv når det drejer sig om et menneske, som døde mæt af dage og i fuld og fast fortrøstning til Guds løfter, eller når vi oplever noget uretfærdigt, eller når vi hører om frygtelige ting i medierne, så må vi græde. Der er meget at græde over i vores liv. Jesus vidste, at han havde magt til at oprejse Lazarus. Og han vidste i øvrigt også, at Lazarus var sikker og frelst i himlen hos Gud på det tidspunkt. Og alligevel græd han.
Vi lever med håb om fremtiden og fortrøstning. Men her og nu lever vi også i en forvirret og kaotisk verden. Sådan er vores verden jo og vi med den. Og derfor må vi indimellem bryde ud i tårer. I mellemtiden er der gråd.
I mellemtiden er der også arbejde at gøre. For selv om Jesus gav Lazarus livet tilbage, så var Lazarus kun den ene, og han var stadig dødelig. Og Jesus havde stadig korset foran sig.
Men det er værd at bemærke, at Jesus gav andre opgaver at udføre. I mellemtiden skal Guds folk arbejde.
Jesus kunne have oprejst Lazarus på mange måder, men han valgte at gøre det på den måde, at han bad andre om at rulle stenen fra graven. Han valgte at oprejse Lazarus stadig viklet ind i ligklæderne, og han bad andre om at vikle ham ud og befri ham for dem – en ubehagelig opgave i øvrigt.
Sådan er Gud. Gud ønsker menneskelig medvirken til at nå sine mål. Det er ikke noget, Gud behøver. Det er noget, Gud vælger.
Jesus bød sine disciple og os at følge ham. At elske, som han elskede. At tjene, som han tjente. At give vores liv for eller i det mindste at målrette vores liv mod andre. Det er en alvorlig opgave.
Vi bliver indbudt til at være Guds medarbejdere, når mennesker skal reddes og tilgives og frelses. At være en del af Guds kirke og hjælpe med at rulle sten væk og fjerne ligklæder fra mennesker, som er begravet i frygt eller ensomhed – forfejlede, opgivende og sårede. Vi kan ikke oprejse mennesker til nyt liv i Kristus, men Gud lader os hjælpe.
Gud lader os hjælpe. Og Gud kalder os til det. Det er også at være kirke, og det foregår ikke bare om søndagen. Således er kirken Guds ide og Guds invitation til at være med i noget, som er større end os selv og det, som bare lige foregår i vores eget liv. Kirken er der, hvor vi skal vokse i tro og erfaring og gerning. Og undervejs skal vi fortælle om det til andre, som så måske også finder svar hos Gud - svaret på alle deres spørgsmål og længsler.
Kirken er den og dem, som vil mætte de sultne og forbinde det brudte og tale livets ord og ofre sig. Kirken er der, hvor vi bevidner livet i dødens skygge og imødeser frelsen med håb og fortrøstning uden i øvrigt at sidde med hænderne i skødet. I mellemtiden er der arbejde at gøre
I mellemtiden er der tårer. I mellemtiden er der arbejde at gøre. Og i mellemtiden er der håb. Der er håb.
Når jeg hører om gode gerninger, vokser håbet i mig. I denne uge lyttede en tålmodig og medfølende person til en ven. I går fik en mor det bedste frem i sit barn. Den anden dag så en nabo efter en andens hus. Forleden reddede en kirurg en mands liv. For nylig forhindrede en politimand et mord. I dag blev et venligt ord talt. En tog nogle dage fri for at pleje en slægtning. En søster og en bror blev gode venner igen. En far blev tilgivet, og en par fandt atter sammen. Når som helst vi oplever eller hører om glæde, godhed og fællesskab, får vi en forsmag på det, som skal komme.
Og vores fremtidshåb, vores endelige håb retter sig mod den dag, da Jesus skal kalde os til sig fra denne mellemtid til det altid, hvor den sidste fjende, døden, er tilintetgjort, hvor Kristus er konge, og Gud er alt i alle.
I mellemtiden lever Guds folk i håbet om, hvad der skal komme. Og det tager sig ikke af, at andre ikke tror eller håner eller betvivler, at det skal blive sådan.
At håbet kan møde modsigelse, illustrerer denne lille fortælling om en snegl:
På en råkold, blæsende forårsdag begyndte en snegl at kravle op i et kirsebærtræ. Nogle fugle i en busk i nærheden kvidrede og lo af den. ”Hej, din dumme snegl,” skræppede en af dem, ”hvor tror du, at du er på vej hen?” ”Hvorfor kravler du op i det træ?” kaglede nogle andre. ”Der er ingen kirsebær på det.” ”Det skal der nok være, når jeg når derop,” svarede sneglen.
Sådan var det med Jesus, dengang han gik ind i Jerusalem ikke længe efter, at han havde oprejst Lazarus fra de døde. Da gik han beslutsomt ind imod konflikten og hadet, hen til beskyldningerne og løgnene, til pisk og tæsk og tornekrone og nagler og sværd. Og der var dem, der kæftede op: ”Hej, du tåbelige menneske, hvor tror du, du er på vej hen? Hvorfor hænger du fra det træ? Ingen er med dig. De er alle stukket af, og du er helt alene. Hvor er dine disciple og venner nu?”
Men han blev ved med at hænge der, og han fortsatte ind i døden. Han sprang ikke fra. Han frelste ikke sig selv. Han fortsatte ind i døden og graven, fordi han vidste, at hvis han kunne gå igennem til den anden side, ville vi, når tiden kommer, kunne følge efter og opnå alt det, som han ønsker for os.
Guds folk kan blive latterliggjort i mellemtiden. Guds folk kan skændes indbyrdes og bebrejde hinanden for at være for dårlig til at tro og tjene og håbe. Men heldigvis er Gud sammen med os i mellemtiden. Gud er med os og græder og arbejder og håber på, at vi vil være med.
Og mens vi kryber af sted - i sneglefart, uden at kunne se målet – så vil Gud sørge for, at vi nok skal smage den himmelske frugt.
I vores tid i denne verden er der nogle, som græder, og nogle, som ler. Der er hele tiden nogle, der råber, og nogle, der hvisker. Nogle bliver opløftet og andre nedtrykt. Igen og igen er der glæde nogle steder og sorg andre steder. Dagligt er der nogle, som finder, mens andre mister. Hvert sekund fødes nogle, og andre dør. Hele tiden.Men giv aldrig op. Bliv ved. Hæng på. Glæd jer og vær forhåbningsfulde, for en skønne dag skal vi møde Jesus og høre de himmelske trompeter. En skønne dag skal vi høre Guds stemme. En skønne dag vil vore tårer blive tørret bort, vort slid være forbi, vore håb blive opfyldt. En skønne dag vil vi være helt og holdent hjemme hos Gud. En skønne dag. Amen.
* Denne prædiken er i store træk efter en prædiken af Rev. Joy Yee, pastor of Nineteenth Avenue Baptist Church in San Francisco
