Broager Kirke, d. 30. september - høstgudstjeneste
729 Nu falmer skoven - 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb - 730 Vi pløjed og vi så’de - // 727 Gud, du fra dine de herlige højeloftssale - 439,1 O du Guds Lam! - 476 Kornet, som dør i jorden - 731 Nu står der skum fra bølgetop
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jesus spiste med alle mennesker. Ofte hører vi om, at han omgikkes fattige og socialt udstødte, men han var også sammen med eliten. Eliten på den tid var bl.a. farisæerne. Det var de mennesker, som kunne og ville holde holde tidens love og regler og sikkert også i høj grad gjorde det.
Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på.
Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Og Jesus provokerede eliten. Han stillede spørgsmål til deres holdninger og livsførelse og gjorde opmærksom på deres dobbeltmoral og hovmod. Således kunne de ikke sige Jesus imod, da han hævdede, at også de ville bryde buddet om ikke at arbejde på en helligdag, hvis der virkeligt var noget på spil. Og han påpegede det latterlige i, at man havde finere pladser til de særligt udvalgte, når man holdt selskab.
Og så tænker vi: Det har de vel nok godt af disse fisefornemme folk! Ved de ikke, at sabbatten er til for menneskets skyld og ikke omvendt? Ved de ikke, at der ikke er forskel på mennesker, og at alle mennesker er lige?
Og vupti, så er vi, der tænker sådan, selv blevet en slags farisæere, nogle, der ser ned på andre mennesker, fordi de ikke har fattet en brik af det hele.
Og vi har smidt barnet ud med badevandet. Sabbatsbuddet vil vi ikke kendes ved, og ydmyghed og stolthed har vi svært ved at tale om, idet den altid bliver mistænkelig: På den ene side må vi slet ikke være stolte, og på den anden side så bliver ydmyghed jo så let påtaget ydmyghed og således falsk.
Men sabbatsbudet er godt, og ligeledes er ægte stolthed og sand ydmyghed væsentlige goder.
Sabbatten, den ugentlige fridag er en gave. Den var en hviledag for Gud den syvende dag i skabelsens første uge, og den er en hviledag for os mennesker, som Gud har skabt til os. En dag til at få pusten. En dag til at finde roen. En dag, som skal være forskellig fra de andre i dagenes strøm.
Men i dagens strømlinede, moderne verden sætter vi ikke hviledagen, helligdagen særligt højt. Den er blevet et appendiks på ugen, den er sidste dag i weekenden.
Og man hører tit folk prale med alt det, som de har nået i ugens løb. Men man hører aldrig nogen prale med, at de intet som helst lavede om søndagen, men bare slappede af helt uden planer, helt uden selskabelighed, helt uden mål og hensigt.
Men den ugentlige fridag er en stor gave til mennesker, som lægger så meget vægt på, hvad de får udrettet, men helt glemmer hvem, der i grunden skabte det hele i første omgang: Skaberen, Gud, som pustede liv i det hele.
Helligdagen skal minde os om, at livet ikke afhænger af os. Helligdagen skal få os til at slappe helt af og forhindre os i at tillægge vores gerninger livsvigtig betydning. Det livsvigtige, livsånden, jorden og naturen, solens lys og nattens mørke, alt får vi fra Gud som en gave.
Selvfølgelig skal vi arbejde. Også gerne målrettet og flittigt. Måske endda slide i det. Men arbejdet er jo til for livets skyld og ikke omvendt. Og hvem bør ikke lade arbejdet ligge en gang i mellem for sine børns skyld, for sit ægteskabs skyld, for sin sjælefreds skyld?!
Og med hensyn til ægte stolthed og falsk ydmyghed, så skal man naturligvis rose den første og skose den anden. Ægte stolthed hvad er det da? Jo, det er vel glæden ved at handle i Guds ånd. At fornemme, at Gud har givet en en opgave. At være fornøjet over, at man udførte eller forsøgte at udføre opgaven efter bedste evne. At være lettet over, at man ikke lod dovenskab eller egne særinteresser få overtaget. Ægte stolthed er at lade alt det gode, som Gud giver, gro til fælles gavn.
Og ægte ydmyghed er omtrent det samme, nemlig at man giver Gud æren uden at gøre sig til gode ved det.
Stolthed og ydmyghed. Det er svært at tale om det. Det er svært at tale rigtig om det, og det er fordi den stolthed, der taler for meget, ligesom den ydmyghed, der taler for meget, er den falske.
Den sande stolthed og den sande ydmyghed gør ikke opmærksom på sig selv, men lever det stille og stærke liv, alt imens det liver stille og stadigt op omkring sig.
Hviledagen og den ydmyge stolthed er Guds gaver i åndelig forstand, ligesom vores høstudbytte er det i fysisk forstand. I grunden Guds gave, selv om landmændene og havefolket også skal have deres ros for udført arbejde.
Men her ved høstgudstjenesten giver vi først og fremest Gud æren og takken. Deri er vi alle lige, at vi alle må takke og glæde os over Guds gaver, hvad enten vi er meget aktive eller vi ikke overkommer så meget. Overfor livets brød kan vi kun stå med fremstrakte hænder. Som fattige stå sammen i den solidaritet, der opstår af at vide sig helt afhængig.
Om, hvordan en gave kan gøre mennesker fælles, handler denne lille beretning:
Må også her på Broagerland brødet fra kornet på marken og alle de andre afgrøder give os energi til sjæl og legeme. Og lad os på denne helligdag vende vore hjerter til Gud og slappe af fra alt vores eget og takke Gud for alle gode gaver. På en gang ydmyge overfor og stolte ved at modtage både daglig brød og helligt brød af Guds hånd. Amen.Det var efter krigen, hvor der var megen elendighed i Tyskland. Det var i Berlin. Apotekeren lå syg. En dag kom postbudet med en pakke fra en af apotekerens venner. I pakken lå et halvt brød. Det skulle apotekeren have, så han kunne komme til kræfter.
Men han tænkte, at inde hos naboen, en lærerfamilie, var der en lille pige, som var syg. Og han sagde til sig selv: ”Jeg er gammel, og hun trænger mere til brødet end mig.” Og så lod han brødet gå videre til nabofamilien.
Men nabokonen kom til at tænke på en gammel enke, som boede i en lille lejlighed øverst i ejendommen. Der var jo så koldt deroppe under taget, hvor enken boede. Brødet blev båret derop.
Men enken havde en datter, som boede nederst i ejendommen i kælderen. Hun var alene med 3 børn. Hendes mand var meldt savnet ved fronten. Enken vidste, hvor lidt mad de havde de 3 børn. Brødet blev båret derned. Men den enlige mor tænkte: Apotekeren, apotekeren er syg og gav os gratis medicin, da min lille pige var syg. Han har mere brug for brødet end vi.
Da apotekeren fik brødet, genkendte han det. Og han gemte brødet i et skab. Brødet var blevet helligt for ham, et tegn på den kærlighed, der skaber overflod ved at dele.
