Bær dine byrder med Jesus i hjertet!

Sidste s. i kirkeåret 2018, Matt 11,25-30. (Ingen optagelse)
Broager kirke, d. 25. november.
355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre – 68 Se, hvilket menneske – 332 På Jerusalem det ny // 672 Jeg ved, på hvem jeg bygger – 439, 1 – 277, 4-5 – 431 Herre Kristus, dig til ære slutter vi vort kirkeår
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
    Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« 
Hvor meget kan et menneske bære?

Da jeg var ung fyldte jeg engang en rygsæk med det allermest nødvendige og rejste på stop til Grækenland. Jeg havde et lille telt, en sovepose og et liggeunderlag, samt – stort set – en tandbørste og noget tøj. Rygsækken vejede under 10 kg.

Jeg havde kun det allermest nødvendige med, troede jeg. Men jeg blev klogere, for på et vandrerhjem i Athen vaskede jeg noget af mit tøj og hang det til tørre, og mens jeg var ude i byen for at se mig om, blev det stjålet. Og jeg måtte klare mig med, hvad jeg havde tilbage af tøj, og det gik ganske fint.

Inden jeg skulle hjem, købte jeg forskellige ting bl.a. et vævet bomuldstæppe på et lokalt marked. Og jeg købte også en hel del flasker af den lokale alkohol. Den var billig, og jeg var grådig. Og flaskerne blev rullet ind i tæppet og stukket i rygsækken. Jeg regnede med, at man ikke ville stoppe en rygsækrejsende i tolden hjemme i Danmark. Rygsækken vejede nu 24 kg og var tung at slæbe på. Hvor barnligt, tænk at jeg gad! Men jeg kom uantastet gennem tolden.

Hvad skal man fylde sit liv med? Hvad skal man fylde i livets rygsæk? Oplevelser, samvær og glæde naturligvis! Og jeg havde da også en god rejse den sommer. Men hvad fylder vi vores liv med? Ting og sager. Ting og sager af forskellig værdi.  “Guld, sølv, ædelsten, træ, hø [eller] halm”, som apostlen Paulus nævner.

Men altsammen skal vurderes på dets sande værdi og betydning – også i længden. Ikke bare i ugen efter Black Friday, når de bestilte varer kommer med posten. Og har nogen gjort et godt køb med god rabat, så skal de ikke høre bebrejdelse fra min side. Men mon ikke en og anden i skyndingen har købt ting og sager, som der slet ikke var behov for?

Ja, hvor meget kan vi meningsfuldt hobe op i vores liv? Kan vi ikke gå for langt, som i denne legende af Leo Tolstoy*:
Der var engang en bondemand, som ønskede at besidde mere jord. Men han ikke havde penge til det. Flid og arbejdsomhed var ikke nok til at spare op. Spekulation og spil havde heller ikke hjulpet. Nu var der kun heksekunster tilbage, og derfor påkaldte han djævelen.

Og da djævelen stod foran manden, spurgte han ham om, hvad han ville? “Det handler om jord”, svarede manden. “Jeg vil gerne have rigtig meget jord!”

Og så forhandlede de – djævelen og manden. Og selvom manden ikke havde nogen penge at betale med, var djævelen forhandlingsvillig og ville sælge alt det jord, som manden havde behov for, mod en ringe betaling: “Hvis du sælger din sjæl til mig, skal du få alt den jord, du har brug for. Din sjæl mod alt den jord, som du kan nå at løbe rundt om fra solopgang til solnedgang.”

Næste morgen ved daggry mødtes de. De sikrede sig, at de var enige om betingelserne, og da solen viste sig i horisonten om morgenen, løb manden afsted. Det var hans agt at løbe rundt og ud hele formiddagen og videre rundt og tilbage mod udgangspunktet hele eftermiddagen, så at han, når dagen var omme, ville have løbet rundt i den perfekte cirkel og have omkredset så meget jord som muligt.

Manden løb og løb, og godt gik det. Men ved middagstid kneb det ham at gøre cirklen mindre. “Det er dog ærgerlig”, tænkte han, ”at gå glip af god jord ved at vende for tidlig tilbage. Mon ikke cirklen kan gøres lidt større?” Og sådan afveg han flere gange fra sin plan og gjorde cirklen større og større.

Og hen under aften, da solen lå lavt på himlen, havde manden langt hjem – for langt egentlig. Og udmattet var han. Men betingelsen for at få jorden var at nå tilbage til udgangspunktet inden solnedgang. Og nu for overhovedet at nå det satte han kursen direkte tilbage. Han løb over stok og sten. Han pustede og stønnede. Han så den nedgående sol gløde svagere, og dens skive begyndte at synke i horisonten.

Men han nåede det lige. Han nåede frem inden solnedgang. Og djævelen holdt sit løfte og gav manden alt det jord, som han havde brug for. Det var nu ikke ret meget. Kun 1x2 meter i 6 fods dybde, for manden døde af sine anstrengelser, han døde, fordi han havde begæret for meget, fordi han havde solgt sin sjæl til djævelen. Og nu fik han, hvad han havde brug for, et gravsted…
Hvor meget kan et menneske bære? Det er jo ikke kun jordisk gods, som vi mennesker skal bære rundt på. Det kan også være problemer, modgang, sygdom, alderdom og død. Ja, det ikke bare kan være, det vil være. Ingen har levet uden, og ingen vil leve uden. Det ved vi godt.

Men det er ikke det, som Jesus taler om i dagens evangeliestykke, når han siger: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Situationen er nemlig, at Jesus her taler til alle de mennesker, som har brug for ham. Til alle dem, som havde mistet modet, fordi Johannes Døber var blevet smidt i fængsel. Til alle dem, som ikke havde nok i sig selv. Til alle dem, som levede et normalt liv, og som ikke kunne følge med i alle mulige farisæiske regler om det perfekte liv. (Det er lige før, vi hører om aksplukningen på en sabbat). Til alle dem, som ville høre på Jesus og lade deres liv forandre.

Og forandringen for os består i, at Jesus har indgået en pagt med os. Den blev undertegnet den dag, da vi blev døbt. Da blev vi tegnet med korsets tegn til et vidnedsbyrd om, at vi skal tilhøre vores korsfæstede Herre Jesus Kristus. Han bar åget fuldt ud, og vi må leve under det – ikke som byrde, men som frelsestegn. Vi må tage det til os.

Hvad kan et menneske bære? Jeg så engang – det var på den nævnte rejse til Grækenland – en ældre kvinde komme hen ad fortorvet med et par tasker i hænderne. Hun havde nok været på indkøb. Pludselig standsede hun og vendte sig mod en bygning. Det var en kirke. Og hun satte taskerne på fortorvet og slog korsets tegn for sig. Så løftede hun taskerne op og gik videre. Jeg ved ikke, hvad den kvinde ellers gik og bar på, men jeg kunne se, at hun gjorde det med Jesus i hjertet. Amen.


* Hvor megen Jord har vel et Menneske nødig? af Leo Tolstoy, 1888 og senere.