Søndag d. 16. september. Egernsund, Broager og Rinkenæs
10 Alt, hvad som fuglevinger fik/328 Hvor Gud sit hus ej bygge vil - 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat!/69 Du fødtes på jord - 163 Fuglen har rede // 36 Befal du dine veje - 729,5 Ham takker alle vi med sang - 2 Lover den Herre/786 Nu går solen sin vej
Dette hellige evangelium skriver evangelisten MatthæusHimlens fugle og markens liljer. Himlens fugle og markens liljer er billeder på ubekymrethed. De bekymrer sig nemlig ikke, de arbejder ikke og de samler ikke forråd, og alligevel får de, hvad de har brug for. Gud giver dem det hele.
Jesus sagde: ”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”
Og deres eksempel skal vi følge. Vi skal ikke bekymre os for, hvad vi skal spise eller drikke, eller for, hvordan vi skal få tøj på kroppen. Det lyder mærkeligt. Hvad mener Jesus egentlig med det? Mener han så, at maden er ligegyldig, og at vi helst skal gå rundt i meget slidt tøj? Eller at vi alle sammen skal ligne meget tynde fotomodeller næsten uden tøj på? Nej, det er selvfølgelig ikke det, som det drejer sig om. Vi skal naturligvis bekymre os om maden og tøjet og boligen og en helt masse andre dagligdags ting, som opretholder livet og får dagligdagen til at fungere. Vi skal bekymre os i den forstand, at vi drager omsorg, at vi tager os af, at vi sørger for. Men vi skal ikke lade os opsluge. Vi skal ikke tro, at disse ting er de vigtigste i verden, for når de grundlæggende behov er opfyldt, så er det ikke så vigtigt at samle mere sammen, at hamstre og dynge på…
Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Guds rige. Også det er himlens fugle og markens liljer blevet eksempler på. Mennesker har nemlig ofte ment, at det netop var ude i Guds frie natur, at man kom Gud allernærmest.
Det har præstesønnen Badger Clark skrevet om i sit digt ”En Cowboys bøn”. Det er et digt, som er fremført af mange forskellige kunstnere bl.a. Johnny Cash. Det lyder sådan i oversættelse*:
Gud, jeg har ikke levet der, hvor kirker står,
jeg syntes, at verden i forvejen var så flot
den dag, du skabte den, i skabelsens vår,
da du så på dit værk og kaldte det godt.
Jeg ved, at mange i kirkerummet finder kraften,
mens lovsang stiger fra de troendes vrimmel.
Men jeg føler, du er så ganske nær i aften
i det blege stjernelys under åben himmel
Tak, Gud, fordi jeg må leve så godt,
og at du gjorde min verden så stor,
at jeg ikke behøver følge et skema, gå på akkord
eller henslæber mine dage på et kontor.
Lad mig blot leve mit liv i det fri
i pagt med solen og vinden og vandet
og giv mig arbejde fyldt med indre værdi
så ønsker jeg ikke noget andet.
Lad mig være hjælpsom overfor manden i nød
og med hjerte og sans for den lille.
Selv om jeg så tit gjorde noget, jeg fortrød,
så la’ ingen sige, jeg lod alt gå til spilde.
Gør mig stor som de åbne vidder
ren som vinden, der bli’r renset af bygen
ærlig som hesten, hvorpå jeg ridder
fri som høgen, der svæver højt i skyen.
Tilgiv mig, Gud, hver gang jeg glemmer.
Du kender til de skjulte grunde,
du ved, hvad der gnaver og klemmer,
forstår mig bedre, end selv min mor kunne.
Hold øje med alt, hvad der bli’r sagt og gjort,
og retled mig, så jeg kan vejen fornemme.
Ja, før mig frem uden at vige fra sporet,
der fører helt op til bjergets tinde.
Tag dit kors op. Det er dobbeltheden for os. Vi skal være ubekymrede som liljer og fugle i vores tiltro og tillid til Gud. Men vi er ikke liljer og fugle. Vi er mennesker, og vi skal bekymre os for vores medmennesker. Vi skal ikke spilde vore evner, men netop som medmennesker være store og rene og ærlige og frie.
Men at tage sit kors op er også at erkende sin egen uformåenhed. Vi formår ikke at være ubekymrede for det, som ikke burde bekymre os. Således tjener vi ofte ikke Gud, men dyrker mammon. Vi begærer materielle ting og giver afkald på åndelige værdier. Ja, det er ikke bare Gud, som vi ikke ser, vi glemmer. Vi glemmer endog vor næste og forsømmer vores nærmeste. Og alt imens løber livet os af hænde!
Livet løber os af hænde, og det er markens liljer og himlens fugle også billeder på. De er billeder på forgængelighed. Liljen visner. (Det tager for resten ikke så lang tid; de smukke liljer, som står på alteret, holder ikke ugen ud). Og fuglen, som svæver frit under himlen, lever kun en tid, før den styrter til jorden.
Og cowboydigtet, som i sin originale udgave endte helt oppe på bjergets tinde, det digt gav sangeren Johnny Cash i sin tolkning titlen ”O Bury Me Not” - ”Begrav mig ikke”. Og så reciterede han digtet, men til slut tilføjede han disse triste vers:
Begrav mig ikke i den ukendte jord,Hvorfor lavede Johnny Cash den tilføjelse? Hvorfor lod han ikke den fromme cowboy slutte på bjergets tinde? Hvorfor skulle han absolut begraves ensom og imod sit ønske ude på prærien?
lød de svage og bekymrede ord
fra de blege læber på en ung mand
dødeligt såret i præriens land
Begrav mig ikke, lød hans sidste støn.
Men vi tog os ikke af den dødes bøn.
En grav blev kastet, der ligger han
med hvilested i prærieland.
For at spare os for bekymringer tror jeg! For at sige klart og tydelig, at intet menneske af sig selv kan følge sporet og nå op til Gud ved egen kraft. For at sige, at døden kommer vi ikke uden om.
Johnny Cash lavede den tilføjelse, fordi cowboydigtet manglede det, som kommer uden om døden, det, som overvinder døden. Og derfor ville han ikke lade det stå i sin oprindelige form. Hvad manglede digtet da? Ja, det havde Gud, Gud som skaberen, Gud i naturen, Gud, som kender mennesket og har forståelse for det. Men det manglede Jesus. Uden ham kommer man ikke uden om døden. Uden ham er enhver bekymring, enhver gerning, enhver stræben mod himlen og Guds rige forgæves…
Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift, hedder det. ”Hans retfærdighed”. Hans retfærdighed det er det centrale. Hans retfærdighed er nemlig Jesus Kristus.
Og så: ”Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” Amen!
* American Recordings (1994) - Oh, Bury Me Not. Oversættelse: s.k.s.
