Broager søndag d. 27. maj kl. 10.30
290 I al sin glans nu stråler solen - 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb - 289 Nu bede vi den Helligånd // 294 Talsmand, som på jorderige - 439 O du Guds Lam - 321, 6-7 O kærlighed selv - 291 Du som går ud fra den levende Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Det gik over stok og sten derudaf. Hurtigt, men afslappet på de lige strækninger, men når så bakkerne og især bjergene kom, blev der skruet op for tempoet. Den ene stigning efter den anden blev overvundet med overbevisende kraft, og vi om ikke disciple, så dog proselytter, der sad hjemme ved fjernsynet, nød den berusende følelse af sejrens nærhed. Vejen til sejr var den bedste, der var vi jo med. Podiepladserne, en tredje- og en førsteplads, var også fine, men her blev det tydeligt, at det ikke var os, men ham, som havde vundet.
Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.
Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faren vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faren, for Faren er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faren og gør sådan, som Faren har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«
Tvivlen om sejrens renhed var til stede fra første øjeblik. Ingen entusiastisk sofa-atlet havde ikke allerede i 96, da Bjarne Riis vandt Tour de France, hørt en masse om doping. Og nu – tvunget af indrømmelsernes lavine – er bedraget blevet bekendt og beklaget.
Jeg skal ikke her vurdere, om indrømmelserne er fyldestgørende, eller om bodsgangen har været lang og ydmyg nok. Selv kan jeg dog ikke lade være med at bemærke, at jeg jo også er skyldig i bedrag i samme omfang, som min begejstring over sejren ikke lod sig dæmpe af min tvivl om midlerne.
Midlerne, det er derfor jeg nævner denne sag. Der var behov for midler for at komme videre, for at komme frem, for at nå toppen dengang. Selv, ved egen kraft kunne man ikke…
Også andre steder end i cykelverdenen og i elitesporten begiver mennesker sig af sted for at nå et mål, for at bevæge sig fremad sammen, for at komme nærmere Gud.
Sangeren Johnny Cash fortæller i en sange om nogle mennesker, der stræber efter at nå det højeste mål, at komme til Gud. Det er en sang, som findes på Cd’en ”Personal File”, den hedder ”Half A Mile A Day”. Nu skal I få den i min oversættelse:
»En aften efter en koncert vandrede jeg gennem byens gader og kom forbi en lille kirke. Gudstjenesten var egentlig forbi, men folk var begyndt at give vidnesbyrd. Det var som om, ånden den aften fik dem til at blive. Så jeg smuttede ind af døren og satte mig ved siden af en gammel dame på bageste række.Så vidt Johnny Cash og den gamle dames vidnesbyrd, som passer så godt til Jesu ord i dagens evangelietekst: ” Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.”…
En mand oppe foran stod frem og sagde: ”Jeg vil bare fortælle jer, at jeg er på vej mod himlen så hurtigt, som jeg kan, som en pil skudt fra en bue.” Så satte han sig ned. En anden mand stod op og sagde: ”Jeg sejler lige ind i himlen som et stort skib. For fulde sejl hen over bølgerne, og intet skræmmer mig eller hindrer mig i at komme sikkert i havn.”
Han satte sig ned, og en anden mand rejste sig op og sagde: ”Jeg flyver ind ad himlens porte på sølvvinger. Jeg svæver let hen over alle bekymringer og besvær lige ind i himlen.” Så satte han sig ned.
Den lille dame ved siden af mig rejste sig langsomt, og alle holdt vejret i stilhed. Hun vendte sig ikke mod prædikanten eller menigheden, men løftede sit blik mod himlen og bekendte:
Jeg søger Guds Søn og den himmelske løn
Jeg er på vej! Ka’ du se, jeg slider mig frem mod dig?
Ad modgangs stier og med snublende skridt,
Men jeg kommer frem - sådan lidt efter lidt!
På vejen til himlen kører ingen IC3.
Undervejs til det forjættede land kan alting ske.
Men jeg tror, at hvis jeg lytter til hans ord, og følger hans skridt.
Så kommer selv jeg i himlen lidt efter lidt!
Herre, når jeg lader dig lede, så må jeg holde farten nede,
Så jeg kan stoppe og gribe den, som jeg ser, er i knibe.
Og nogle gange, så er det mig selv, der er ude i noget skidt.
Og pga. mine fejl, kommer jeg kun frem skridt for skridt.
Ja, på vejen til himlen kører ingen IC3.
Undervejs til det forjættede land kan alting ske.
Men jeg tror, at hvis jeg lytter til hans ord, og følger hans skridt.
Så kommer selv jeg i himlen lidt efter lidt!«
Men nogle gange er ord ikke nok. Eller det drejer sig mere om at blive reddet op fra bunden end at nå toppen.
En præst, som skulle fortælle sine juniorkonfirmander om pinsen og Helligåndens komme, fortalte børnene om en oplevelse, som han havde haft ved havnebadet ved Islands Brygge i København sidste sommer. [I det følgende er jeg i høj grad i gæld til Jørgen Christensen, Frederiksborg Slots Sogn, ikke bare med hensyn til oplevelsen.]
Han har lige været ude og bade og var lige kommet op af vandet, da der bliver uro. Nogle peger ned i vandet. ”Hun blev dernede”, råber de.
En springer i, men kommer op, kan ikke se noget i det dybe mørke vand. Livredderne kommer løbende, og efter hvad der føles som evigheder, kommer de op med en stor pige, mørklødet, men helt bleg og livløs. Hurtigt får de hende op på kanten, giver kunstigt åndedræt. Trods det, at vi er flere hundrede badegæster, er der blevet helt stille, vi står med tilbageholdt åndedræt og ser dem kæmpe for pigens liv. Pludselig knækker hun sig, langsomt får hun farve, livet vender tilbage. I det fjerne høres ambulancen gennem stilheden.
Alle ånder lettet op. Få øjeblikke mere, havde det så været for sent?
En solvarm sommersøndag, hvor døden tog livtag med livet - en stor pige reddet af en livredders stærke lunger.
Nu ved jeg godt, hvad Helligånden er, udbrød en af juniorkonfirmanderne: Helligånden er Guds livredder!...
Ja, når ord ikke er nok, fordi vi måske ikke rigtig kan optage dem i os, må der mere til. Så må der Helligånd til, en kraft, der fylder os. Det er det pinse betyder. Pinse betyder nyt mod til de modløse disciple. Gud puster så at sige nyt liv i kludene på de mismodige: ”Jovist, Jesus har forladt jer, men livet er ikke slut, I er ikke Gudsforladte. I er ikke alene.”
”Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, havde Jesus sagt. (Vi hørte det før, da Sander blev døbt) Men få øjeblikke efter havde Jesus ikke desto mindre forladt dem for altid. Men så kom Helligånden, som gør, at Gud er ganske nær, og Jesus er samtidig med os. Som en konfirmand forklarede det: ”Helligånden, det er Gud i en anden forklædning”. Helligånden viser os Gud som den nulevende og nærværende Gud, der er midt iblandt os. Den Gud, der er hos os, også når vi er kommet ud, hvor vi ikke kan bunde, og når vi har mistet pusten eller er brændt ud…
Med pinsen er det klart, at kirke er ikke blot noget, man går i eller går til. Kirke det er noget, man er, for som kristne skal vi give troen og dermed kirken krop. En ånd uden krop er et spøgelse. Derfor lurer faren også, at kirken ender som en spøgelseskirke, hvis du og jeg ikke vil lægge krop til kirken. Vi skal ikke bare gå i eller til kirke, vi skal være kirke
”Rejs jer og lad os gå herfra”, siger Jesus til disciplene. Vi skal ikke sidde med hænderne i skødet og stirre op i himlen og vente på, at Gud gør et eller andet. Vi skal rejse os og være Guds medlivreddere i den verden som længes efter kærlighed, forsoning og medmenneskelighed. Men det kan vi ikke ved egen kraft og magt. En kirke uden ånd er en død kirke. Vi ender i mismod, apati og opgivenhed, hvis det hele kun kommer an på os selv.
”Rejs jer og lad os gå herfra”, lyder det til os i Guds hus. Og vi har sandelig altid noget at gå herfra med. Med løftet om Paradiset og opstandelsen i ryggen kan vi hver søndag begive os ud i livet i bevidstheden om, at Gud har åbnet en sprække ind til det allerhelligste og allerinderste af sit rige.
Ja, da døden langfredag tog livtag med livet nøjedes Gud end ikke med at åbne en sprække. Påskemorgen væltede Gud dødens sten fra indgangen til graven, og blæste nyt liv i den døde.
”Rejs jer og lad os gå herfra”, siger Jesus nu og her til dig og mig. Og vejen herfra kan godt blive langsom og besværlig, for sådan kan det også være, når man skal være Guds medlivredder. Når man skal være med at give kærlighed og sandhed ånd og krop.
Så skal jeg være parat til at give hånd til den, som jeg ellers ikke har lyst til at røre ved. Det betyder at dele sit brød med den sultne. Det betyder, at sige fra i stedet for fejt og frygtsom at tie, når man bliver vidne til uret og uretfærdighed. Det betyder opgør med ligegyldigheden. Det betyder at have ansvar lige så langt, som man har magt til at kunne ændre noget. Det betyder, at man rækker hånden ud mod den, som er ved at bukke under for tidens ubønhørlige krav. Det betyder, at man frimodigt og ærligt tør stå ved sin tro, også når det er nemmere at gemme sig i mængden. Det betyder aldrig at have fri eller kunne sige, at nu er jeg færdig, nu har jeg gjort mit, nu har jeg gjort nok. Det bliver alt sammen kun lidt efter lidt – Half A Mile A Day. Det betyder igen og igen at måtte tilbage til den paradis-sprække hvorfra lyset og livet strømmer i overflod fra Gud selv.
For det er kristenlivets evige dobbeltbevægelse: Gejsten, modet, håbet og troen, der kun kan hentes et sted, nemlig fra Gud selv, fra den livreddende Gud og så turen tilbage til livet: Så rejs jer, lad os gå herfra. Fortrøstningsfuldt og oplivede. Glædelig pinse. Amen!
