Broager kirke, fredag d. 24. december 2004 kl. 14.00 og 15.30
94 Det kimer nu – hilsen, bøn, læsning – 123 Her kommer, Jesus, dine små – læsning, trosbekendelse – 112 Kom, alle kristne // 104 Et barn er født – bøn, Fadervor, velsignelse – 121 Dejlig er jorden
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.Hver tid har sine billeder. Hver tid har sin måde at anskue tingene på. Og vi, som lever i en moderne tid, er vant til, at tingene går hurtigt.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Og så sidder vi igen her og hører, hvad evangelisten Lukas har at fortælle. Det samme juleevangelium har lydt i hvert fald i 17-1800 år, siden man fastlagde kirkeårets tekster og blev nogenlunde enige om højtidernes placering.
Forestil jer, at vi svæver højt oppe over Europa og ser Romerriget. Det strækker sig fra Belgien i nord til Pyramiderne i syd, fra Portugal i vest til Syrien i Øst. Og så zoomer vi ind på landet Italien og videre ind på byen med de syv høje, Rom. Og ind i billedet glider det store kejserpalads. Statelig og smukt er det. Vi hører Kejseren befale: ”Alverden skal skrives i mandtal! Jeg vil vide, hvor mange undersåtter jeg har, hvor meget skat jeg kan forvente at få, og hvor mange soldater jeg kan mønstre!”
Nu ser vi, hvor megen uro én mægtig mands befaling forårsager: Budbringere bryder op, heste sadles, skibe lægger fra land. I hastige klip ser vi, hvordan Kejserens ord spredes til alle verdenshjørner: Nordpå, vestpå, sydpå.
Og vi? Vi følger en budbringer mod øst. Fra Roms havneby, Ostia, sejler han forbi Sicilien, Malta, Rodos, Kreta og Cypern. Han går i land i Libanon og fortsætter på hesteryg rejsen gennem Libanons bjerge og skovene, som var der dengang, indtil han endelig når frem til borgen i Damaskus. Her er Kvirinius statholder. Kvirinius bryder kejserens segl og læser ordene: Folketælling, skatteudskrivning, soldater!
Og kejserens befaling bliver omsat til andre befalinger. Systemet er effektivt, men stift. Der er ingen klageinstans, der er ingen mulighed for at slippe udenom. Folk får at vide, at de skal bryde op og drage til den by, som deres slægt stammer fra. Der skal de lade sig indskrive.
Tømreren Josef har lige hørt hele smøren. Byens mænd var blevet sammenkaldt, og på torvet havde en embedsmand med par bistert udseende soldater bag sig læst befalingen op og udmalet kejserens straf mod ulydige. Bål og brand bliver der truet med.
Josef var tilflytter til Nazaret, i gang med at etablere sig og skabe et udkomme ved sit håndværk. Og han havde ingen midler til at snyde sig fra kejserens befaling, så han blev nød til at makke ret, bryde op og drage ud på den lange rejse. Og havde han så bare skullet gå de 250 km selv. Men nej, Maria hans gravide forlovede skulle også med.
Og så går de der – hun ridende på æselet og han ved siden af med et stift udtryk i ansigtet. Han kan ikke rumme vreden over kejserens uretfærdighed, bekymringen for den gravide Maria og rejsens strabadser, sammen med glæden og forventningen til det lille barn, som er på vej.
Og så ser vi for os, hvordan de efter flere dages rejse kommer frem til Betlehem hen under aften. Nu har de ikke flere kræfter, og veerne i Marias mave tager til. Og det virker som et slag i ansigtet, hver gang de hører: ”Desværre, der er ikke plads til jer! Alt er lovet bort, hver en seng besat!”
På en mark lidt uden for byen finder de en stald, som de går ind i. Her er der i det mindste ly for regn og blæst. Og dyrene, en ko og et æsel afgiver da en smule varme. Natten falder på.
Det er nat, men ind i mellem lyder der sagte klage. Maria har veer. Klagen kommer med kortere og kortere mellemrum. Og så en anden lyd, barnets første gråd. Det er en dreng. Han svøbes og lægges i en krybbe.
Nu vil vi gerne se lidt nærmere til den lille nyfødte, men scenen skifter. Først et blik ud over egnen, bakkerne omkring Betlehem, og der, ja, dernede ved et ulmende bål ligger der nogle hyrder, som vogter deres får.
Og så løftes vores blik mod himlen. Der er en engel, et sendebud, denne gang ikke fra kejseren i Rom, men fra Gud selv. Englen synes ikke bare at tale til hyrderne, men også til os. Han truer ikke med bål og brand som det første sendebud: Nej, ”Frygt ikke!”, siger han. Og dog forstår vi, at også dette sendebud har et budskab som er for ”alverden”.
For alle skal tælles op og skrives ind, ikke i en kejsers bøger om borgere, skat og soldater, men i Livets Bog – Guds eneste bog og hemmelighed. Og den lille nyfødte, lyder det fra englen, han skal føre menneskenes navne ind i bogen – navnene skal dér stå skrevet mellem alle de andre hemmeligheder om liv og lys, retfærdighed og glæde, frihed og barmhjertighed. Tro og sandhed.
Og nu ser vi, at englen ikke er alene, overalt på jorden og i himlen er der engle fra Gud. De lovpriser Gud, hemmelighedernes hemmelighed, sandhedernes sandhed, lysenes lys. Og salige er de mennesker, som skønner på det! For fred finder det menneske, som skønner på englenes budskab og i hjertet gemmer de glimt af herlighed, som budbringerne har bragt til jord.
Og hvem skønner på det og gemmer det i hjertet? Det gør hyrderne på marken. De følger lyset – både det på himlen, men også det, som er blevet tændt i deres sind – og de finder barnet i stalden.
Hyrderne er de første barselsgæster. Almindelige mennesker fra nabolaget. Anden gave end noget brød fra madkurven kan de ikke byde på. Senere kommer andre gæster, fra fjerne lande og fremmede folkeslag, men det er en anden historie.
Og hvad der ellers skete, skal vi ikke høre om nu. Vi skal bare sidde her sammen med hyrderne og englene og glæde os over denne nat, over barnet i krybben. Den nat, hvor den kristne tro tog sin begyndelse. Den nat, hvor Guds søn blev født.
Og mens billedet toner ud, og englene stadig synger, læser vi i rulleteksterne: Troen på Guds søn, Jesus Kristus, kan ikke males i ét billede eller vises i én film. Enhver tid må have sine billeder af ham, malet i tidens stil, møntet på mennesker i tiden. Men troen er den samme. Troen på at Han og ikke verdens magthavere er i centrum. Troen på, at Gud viser sig ikke i magtens skikkelse, men afmagtens. Troen på, at alle kan komme til ham og finde fred. Troen på syndernes forladelse, befrielse fra det onde og evigt liv.
Og til slut står der: Glædelig Jul, til lykke til hver og en, fordi Jesus blev født. Ære være Gud, i det høje og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Amen.
* Hans Ole Krebs Lange gav ideen til denne prædiken. Han lod en ørn svæve over Romerriget og fulgte så begivenhederne rundt i verden. Herfra er så film-mataforen udviklet.
