Søndag d. 10. oktober 2004. Egernsund 9.30, Broager 10.30. Hør prædiken...
743 Nu rinder solen op af østerlide – 750 Nu titte til hinanden de favre blomster små – 292 Kærligheds og sandheds Ånd // 321 O kristelighed – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 696 Kærlighed er lysets kilde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«
Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
Der er noget fascinerende ved træer. Man kan stå der og betragte et enkelt træ. Betragte dets grene – ja hvert enkelt af dem – følge deres krogede eller knoglede bevægelser. Følge dem fra deres udspring på stammen og så beundre deres vej op og ud – for nogles vedkomne, synes man, helt op i himmelen. Og til sidst springer de ud som store hænder, der favner i tusindvis af blade. Og disse blade – sammen udgør de træets klædning sommeren igennem, og hver for sig indeholder de ved det mønster, der findes i dem, selv små træer.
Fascinerende er også, hvordan træerne favner tiden og evigheden. Hvert forår springer nye, friske, lysegrønne blade ud. De vokser og modnes, og nu, når efteråret er kommet, bliver de gule, røde og brune, falder af træerne og ligger – på de gode efterårsdage i hvert fald – sprøde og indbydende i skovbunden lige til at træde på eller endog smide sig i.
Bladene falder, men træerne bliver stående i årevis, nogle i flere menneskealdre. Og hvad de træer har oplevet, er altid spændende at tænke på…
Træer er også symboler. Stamtræet er symbolet på vores slægt, billeder på dem, vi hører sammen med, dem, vi hører til. Fra os selv kan vi følge generationerne tilbage: mor og far, fire bedsteforældre, otte oldeforældre osv. Altid dobbelt så mange for hver generation. Når man kommer længere tilbage i tiden mangler der efterhånden flere og flere; optegnelserne er mangelfulde, men de var der!
Fra en fjern, fortidig slægtning kan vi også læse mønstret ned gennem tiden. Her er linierne mere krogede, og nogle grene større og stærkere end andre ligesom på et træ. [Og helt ude i enden af grenene er der de små, nye spirer, som vi glæder os sådan over.]…
Tigerdyret bliver trist, og hans venner prøver at hjælpe ham. De klæder sig ud som tigerdyr i stribet tøj og hopper rundt så godt, de kan. Men tigerdyr er de jo ikke.
Stædigt hopper Tigerdyret ud i en kold vinterstorm for at lede videre. Men de andre dyr bliver bekymrede og får sat en eftersøgning i gang, og til sidst efter mange forviklinger finder de Tigerdyret. Nu indser han, at hans familie hele tiden har været hos ham, nemlig hans gode venner dyrene, der ikke bare vil lade ham forsvinde, men holder af ham. Han indser, at det ikke er ensheden, striberne og hopperiet, der er det vigtigste. Derimod er det venskabet, omsorgen og kærligheden imellem dem, der gør, at de hører til og har fællesskab…
Jesus havde fællesskab med sine disciple. Et par af dem var måske fjerne slægtninge, men ellers var de ikke direkte i familie. Og dog havde de et yderst tæt fællesskab. Da Jesus vidste, at han snart skulle dø, og at hans tid på jorden, hans tid sammen med disciplene skulle slutte, satte han sig ned sammen dem og fortalte dem, hvad han havde tænkt så meget over. Vi har hørt noget af det i dag. Det stammer fra det lange afsnit i Johannesevangeliet, som kaldes afskedstalerne.
”Jeg er vintræet, I er grenene”, siger han, og fortæller om den tætte livssammenhæng, der er mellem den. Han ønsker, at de skal høre sammen. Det er faktisk hans testamente. Han ønsker, at de skal leve det, som han skal dø for, nemlig kærligheden. Han ved, at hans kald, hans opgave ender i døden, men han ved også, at det er for livets skyld. Og det liv skal disciplene føre videre. Det liv, hvor fællesskab, venskab, omsorg og kærlighed råder.
Det er fuldstændig som i en familie. Her ønsker forældrene også af børnene, at de bliver omsorgsfulde, gode og rare børn, som hjælper deres kammerater og er gode venner. Først og fremmest ønsker de det for børnenes skyld, men mon ikke også de ønsker at gøre verden bedre?
Og skulle det ikke kunne lade sig gøre? Ligegyldig hvor medtaget, forurenet, uretfærdig og fyldt med strid verden er, har vi dog alle i det mindste i det små muligheden for at handle sådan, at forholdene ændres til det bedre og ikke til det ringere. Det er at bære frugt.
Men det er ikke kun familiens træ med forældrenes opdragelse, gode eksempel og drøm om en bedre verden, som vi skal bygge på. Det sande træ, når det gælder verdens frelse er altså Jesus, hverken mere eller mindre. Og det træ er vi blevet indpodet på i dåben, det træ er vi blevet grene på.
Det er givende, og det er krævende at være gren på det træ. Det er krævende, fordi Gud vil, at kærligheden og sandheden og retfærdigheden skal råde mellem mennesker.
Og alt sammen har det sin pris. Kærligheden gør sårbar: den, som elsker meget har jo også meget at miste. Den, som konsekvent holder sig til sandheden, kan ikke smyge sig uden om ved selv at lyve, men bliver stadig let offer for andres løgn. Og den, som elsker retfærdighed, kan ikke se til den anden side og lade stå til, men må gøre en indsats og risikere noget ikke blot for sin egen skyld, men også for andres.
En digter har sagt det sådan: ”Som vintræsgrene til Kristus bundet, / af Kristus brugt, / skal vi i hverdagens nærkamp bære / Guds nådes frugt.” (412,3).
Det er givende at være gren på det træ, fordi vi ikke sidder der alene. Fordi vi ikke behøver at være ens, fordi vi ikke behøver bære den samme frugt. Det er givende, at der kræves noget af os. Og det er givende, at vi ved, at selv om der kræves mere af os, end vi kan leve op til, så er vi dog stadig elskede og værdsatte grene på træet. Og det er givende at være grene, for så skal vi jo ikke være noget helt af egen kraft, men vi får kraften givet. Vi får kraften givet i Guds ord og med Guds ånd og i dåben og nadveren.
Og skulle kraften mangle ind i mellem i vinterstorm og mørke, i sjælens afmagt, i frost og øde, så lad os sige til ham, som kaldte sig det sande vintræ:
Bliv hos mig, kære Herre Krist,
at jeg kan frugter bære!
Du er min rod, jeg er din kvist
og kan dig ej undvære;
du vintræ i Guds urtegård,
fra dig jeg saft og styrke får,
kan uden dig ej trives. (610,3) ....
