Lørdag d. 1. januar
Egernsund 14.00, Broager 16.00
712 (664) Vær velkommen, Herrens år – 106 (87) Af højheden oprunden er // 56 (47) Jesus er navnet mageløst – 356 (312) Almagts Gud, velsignet vær!
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
Årets første dag kan, selv om den ikke er det, måske føles som årets korteste dag, for nytårsaften er man længe oppe for at fejre årsskiftet med familie og venner. Dagens prædiketekst er tilsvarende kort. Kun et eneste vers består den af.
Det synes lidt fattigt med denne korte tekst. Det synes især lidt fattigt oven på de sidste dages begivenheder, som sådan har påvirket os alle sammen. Jeg tænker naturligvis på 2. juledags jordskælv og efterfølgende flodbølger, som har krævet så mange dødsfald i Sydøstasien. Og endnu har vi ikke set ende på elendigheden. Man har ikke tal på de døde, og nu truer epidemier og kaos oveni.
Hvad kan ordene om det lille jesusbarn sige os, når kaotiske billeder fylder vore sind? Måske kan ordene sige os mere, end vi først tror!
Hvad siger ordene da? Jo de siger på den ene side, at han var et helt almindeligt barn. Han var undfanget i sin mors liv, og voksede der i 9 måneder, indtil han blev født ligesom ethvert andet menneske. Som alle andre drenge blev han omskåret og navngivet 8 dage gammel.
På den anden side var der det helt særlige ved ham, at hans navn var blevet givet af en engel. Og navnet var Jesus. Det betyder Frelseren.
Helt almindelig og noget ganske særligt var han. Almindelig i den forstand, at han var ganske forsvarsløs, overladt livets genvordigheder, hvor krybben i den ubekvemme stald var første station, og korset på Golgatha var endestation. Undervejs var liv og virke. Vi kender mest til de sidste år af hans liv, hvor han samlede sig disciple og i ord og dåd forkyndte Guds for alle mennesker. Han fik tilhængere, men han mødte også modstand og blev svigtet af alle til sidst.
Noget særligt var han også. Der var noget over ham, som fik folk til at følge ham, til at lytte til ham, til at tro på ham. Han vækkede håb i mennesker, håb om frelse.
Alt er selvfølgelig ikke sagt i et bibelvers, men antydet er i det helt almindelige og det helt særlige, hvem Jesus er, nemlig sandt menneske og sand Gud, begge dele fuldt og helt. Begge dele på en gang…
Da Maria og Josef navngav deres søn og lod ham omskære, fik han pagtens tegn. De lod det sikkert ske, fordi det var skik og brug, fordi det var en smuk tradition, fordi det gjorde man. De gjorde det sikkert i taknemmelighed og med håb og bønner for det barn, som de havde fået.
Jesus fik pagtens tegn, den gamle pagts tegn. Men den pagt – den gamle pagt, hvor det var loven, som gjaldt, var der ikke frelse i, og derfor stiftede han den nye pagt. Han blev den nye pagt, da han gav sig selv og døde for at frelse verden.
Hvordan skal det forstås? Hvad skulle der frelses fra? Der skulle frelses fra alt ondt! Sådan er frelseshistorien. Den drejer sig ikke bare om en religiøs følelse, eller tanken om, at det hele nok skal gå alligevel. Nej, frelsen er gennemgribende, netop fordi alt det, som skal frelses for og fra er så altomfattende ondt og ødelæggende.
Ofte taler man kun om frelsen som noget personligt. Frelse er, at man får tilgivet sine synder, og det er rigtig nok. Det er også frelse, men det er ikke det hele. Frelse er mere end det. Frelse omfatter hele verden, alle tider, hele skabningen.
Frelseshistorien er i korte træk følgende: I begyndelsen skabte Gud verden, og den var god. Den var perfekt, og der var intet i vejen med den. Og så skete der noget. Der kom på en eller anden måde en slange i paradiset og oprør mod Gud. Det var syndefaldet. Fra da levede mennesket ikke mere i paradis. Og ikke bare mennesker var under og forandret af synden. Også verden, alt det uden for mennesket var under syndefaldet. Verden var forandret og ikke længere sådan, som Gud havde skabt den.
Tanken er os i grunden fremmed i vores moderne tider, fordi vi ikke kan forestille os en verden, som ikke følger naturlovene, sådan som vi kender dem. Kan I høre formuleringen: ”Naturlovene, sådan som vi kender dem”, uden en vågnende skepsis? Jamen er der da noget at stille op overfor naturlovene? Ligger de ikke fast? Hvor vover man da at stille spørgsmålstegn ved naturlovene!
Naturlovene og den almindelige erfaring hænger dog sammen. Solen skinner på jorden og opvarmer den. Vanddamp stiger op i luften, fortættes, bliver til skyer, bliver til regn og vander jorden igen. Når det fryser, får vi is og sne. Når det blæser, bevæger bladene på træerne sig, og når blæser det rigtig meget, får det selv store stammer til at svaje eller endog vælte. Alt det sker efter naturens love, efter naturens orden. Og vi stiller ikke spørgsmålstegn ved det. Det har vi heller ikke nogen grund til.
Men når jordens lavastrømme dybt i dens indre koger, og det gør de altid, giver det ind imellem udslag, når kontinenternes sokler støder sammen. Ofte lidt, nogle gange mere, en sjælden gang meget. Også det er hver gang i en eller anden forstand naturens orden, det følger jo naturens love.
Naturkatastrofer, også den i Sydøstasien, følger naturens love, og vi oplever det som meningsløs, kaotisk og ond ødelæggelse. Det ryster os. For en tid i hvert fald. Vi ser menneskelivets skrøbelighed. Vi opfatter, det som vi i grunden godt vidste, at vi kan blive fejet væk i et nu.
Skal vi da acceptere naturens luner? Tja, vi kan blive nødt til det. Vi må jo tage til efterretning, hvad der er sket. Men vi skal også sige fra i en vis forstand. Vi må efter bedste evne afhjælpe den nød, som er opstået. Og det kan vi, de fleste af os, ganske glimrende gøre ved give af det, som skulle sikre og hjælpe os, til dem, som virkelig er usikre og hjælpeløse. At give af vores overflod til de oversvømmede. Helt konkret og kontant at give vores penge bort, fordi de gør gavn hos modtagerne, fordi vi vil vise sympati og medlidenhed, fordi det kan give os mening og betydning midt i følelsen af meningsløshed.
Vi må også som kristne sige fra overfor naturens luner i den forstand, at vi må tro på, at det er den faldne natur med dens naturlove, som forårsager død og ødelæggelse. At det er ondskab, som går imod Guds vilje. Og når verden endelig bliver frelst, endelig engang bliver genløst, da skal det ikke længere være alle de dræbende lovmæssigheder, som gælder: Den lovmæssighed, at naturen ind i mellem skaber kaos og ødelæggelse i verden. Den lovmæssighed, at mennesker endnu oftere og endnu mere ødelæggende dræber hinanden i udslettende krige. Den lovmæssighed, at vi hver især efter naturens orden skal gå til grunde til sidst.
Ja, som kristne må vi sige, at vi allerede i troen ikke længere er under despotiske lovmæssigheder og love, bevogtet og spæret inde. For vi Guds børn i troen på Jesus Kristus og arvinger til Guds rige. Og i den tro må vi se døden i øjnene i fortrøstning til, at vi ved Jesu Kristi frelsergerning altid er i den levende Guds hænder. I den tro kan vi gå et nyt år i møde og se livet i øjnene i taknemmelighed over alle de gode gaver, som fremtiden måtte bringe. Amen.
