Livet er ikke et lotteri, men en Guds obligation

14. s.e. trinitatis 2018, Joh 5,1-15.
Broager Kirke d. 2. september. Hør prædiken...
6 Lyslevende fra Himmerig – 441 Alle mine kilder skal være hos dig (uanset ingen dåb) – 388 Herrens røst var over vandet // 157 Betesda-søjlernes buegange – 440 O Guds Lam uskyldig – 472 O Jesus, søde Jesus – 375 Alt står i Guds faderhånd
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
    Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.
“Barndommens land” hedder et digt af Benny Andersen, som døde d. 16. august. Han sov stille ind, mæt af dage, 88 år gammel. Det er ganske vist, men det er også lidt fattig at beskrive det med sådanne lidt stivnede vendinger, når nu Benny Andresen selv havde et sprudlende og nyskabende sprog.

Barndommens land er en aftensang for et barn - en sang, som ikke beskriver verden objektivt, vurderende, men subjektivt, set fra barnets synsvinkel og – tilsidst – også fra fortællerens.
Barndommens land.
Tidens mælketand.
Verden er ny for dit øje.
Folk er to-tre meter høje
så de må bøje sig
ned til dig.
Og så fabuleres der om fluen og myren og skruptussen. Og om solen, der stikker, ligesom hvepse og bier. Og om at slå sit ben på en kampesten og få pustet på skrammen. Og verden er stor, når man ser på “Moder Jord”, men også lille set nede fra græsset, hvorfra selv et fuglefløjt er meget højt. Og barnet putter sig under sin dyne og gaber og sover snart.

Og fortælleren, Benny Andresen, velsagtens slutter med ordene:
Barndommens land.
Nu er jeg en mand.
Tit har jeg lyst til at love
solskin og dejlige skove.
Men der er lang vej igen.
Sov, min ven.
Ja, livet er kort og vidunderligt, når man ser det i det rette perspektiv. Og vi går, om alt går vel, gennem forskellige aldre og livsfaser, men mon ikke barndommen og voksenlivet er de to vigtigste og i en vis forstand de to eneste?

Men hvori adskiller så det at være barn sig fra det at være voksen? Man kunne nævne, at det fx ikke er særligt klædeligt, hvis en vokser kaster sig skrigende ned på gulvet, bare fordi man man ikke får sin vilje. En voksen er nemlig en, som tager ansvaret for egne handlinger og selv får tingene gjort. Som har sin egen indkomst, og som godt er klar over, at pengene ikke altid og kun kan bruges på luksus og fornøjelser, men også skal anvendes fornuftig til fornødenheder. Man kan så at sige træde ud af sig selv og se tingene i perspektiv…

Anne Maria Johansen
Den syge ved Betesda dam
Men det kan man jo ikke altid. Og selv voksne er altid deres opgaver voksne og kan trække sig tilbage fra verden, når den bliver for stor og uoverskuelig. Det er måske også tilfældet med denne her mand, som vi hører om i evangeliet i dag. Han ligger syg og venter på en helbredelse, som kun kan ske, hvis han kommer først ned i vandet, efter at det er blevet bragt i oprør. Men han har ingen til at hjælpe sig, så det sker ikke. Og det er ikke sket i 38 år. Hans nummer i det lotteri er aldrig blevet trukket ud.

Og så spørger Jesus manden, om han vil være rask, som om manden var et dovent barn eller en ugidelig teenager, som ikke kunne tage sig sammen. Og mande svarer ikke direkte på spørgsmålet, men svarer ligesom udenom. Han kommer med sin sædvanlige klage: “Jamen, det er fordi dit og dat og frem og tilbage, og der er ingen, som kan hjælpe mig!”

Men Jesus svarer blot: “Rejs dig op. Tag din båre og gå!”. Og det gjorde manden så. (Og det er det første og måske det største mirakel: når et menneske hører efter og tager sig sammen!?)

Og han gik så rundt med den båre, som måske havde været hans krykke i overført betydning, hans undskylding, som havde båret ham så længe, og som havde fastholdt ham i det, som måske var en konkret fysisk sygdom, eller måske var det en psykisk fastlåsthed. I hvert fald bar han båren og gik rundt i byen. Han var endelig stået op.

Og måske gik han rundt på må og få – som om han ikke rigtig var vågen endnu. Og folk, som så ham gå rundt med en båre, syntes, at det var noget rod, at han gik rundt med en båre på en sabbat. (Og det kunne der være noget om, hvis man ikke vidste, hvilken tilstand han før havde været i. Nu var han i det mindste kommet op).

Men manden, som havde været så vant til at sige: “Jamen” og “de andre”, han sagde igen nærmest viljesløst barnlig: “Jamen det var en anden, som jeg ikke ved, hvem er, som helbredte mig. Og han sagde, at jeg skulle tage båren med.”

Da Jesus så senere møder manden, er han ikke færdig med at opdrage på ham, men siger, at han skal tage sig sammen og ikke synde mere, for at ikke noget værre skal ramme ham…

Hvad er det for en historie, vi her hørt? Er det en historie om, at Jesus gør en syg mand rask? Ja, det er det. Men det er måske også historien om at blive voksen.

Spørgsmålet er: Vil du, tør du? Er du villig til at gå ud i livet, at tage livets flertydighed på dig? At se på tingene fra flere perspektiver? At handle efter din bedste overbevisning? At bære din egen vægt?
Når vi forlader vuggen, barnesengen, teenageværelset eller båren, kan vi ikke længere forfalde til barndommens uskyld. Vi må tage ansvaret for vores eget liv på os - både for det, vi gør, og det, som vi undlader at gøre. Når først kaldet har lydt, er det ikke længere muligt at få friplads til livet. Vil du? Du skal!...

Men det også et ansvar, som nogle gange kan blive så tungt, at vi ikke selv kan bære det, hvorfor vi ønsker os tilbage til barndommens land, hvor det var tilstrækkeligt at sige: “det var ikke med vilje”.
Men så er det heldigvis stadig, i evangelisk forstand, tilladt at være et barn, et Guds barn. Og vi fordres ikke over evne, når vi opfordrers til at bære vores egen vægt. Jesu spørgsmål er et kald, som skal give mod til livet på ny og på trods.

Og når det ikke går, så vil Gud komme os imøde ligesom første gang ved dåben. Dåben er nemlig, tror jeg, noget, som beretningen om manden ved Betesda dam er en slags tematisk parallel til – til dels dog som modbillede. Når vi holder dåb er der nemlig det ved det, at dåbsbarnet ikke ligger håbløst uden noget menneske til at bringe det til det levende vand. Nej, det gør familien, menigheden, de andre kristne jo. Og det døbte menneske kan i åndelig forstand springe levende og frimodig ud af sin dåb hver eneste dag, for det skal aldrig være uden håb. Og selv om vi som døbte mennesker farer vild en gang i mellem, så kommer Jesus os i møde igen og igen. Og han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Og skal vi end klare os selv i mangt og meget, så skal vi dog aldrig være overladt til os selv nogensinde. For kristeligt set, så er livet ikke et lotteri. Det er snarere en investering på langt sigt fra Guds side med en obligation, der udstedes ved dåben, og som nok, selv når der er lang vej igen, skal blive indløst til tiden og til fulde. Derfor...
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.