Holbøl kirke, d. 8. december kl. 10.00
60 Blomstre som en rosengård – 401 O, lad din Ånd nu med os være – 402 Herren strækker ud sin arm, 73 Hvorledes skal jeg møde // 229 Rejs op dit hoved, al kristenhed! – 167,7 – 7 Herre Gud, dit dyre navn og ære
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«Der har i efteråret været en voldsom debat i Jyllands-Posten om tro og videnskab. Debatten blev affødt af en lederartikel, som angreb fundamentalisme. Angrebet ramte bredt. Ikke kun blev der taget afstand fra noget, som langt de flest af os forstår som primitiv og enøjet fundamentalisme, men også centrale kristne trossandheder blev beskrevet som forældede myter, som ingen fornuftige mennesker kunne tro på mere. At Gud skulle kunne blive menneske i Jesus Kristus, blev afvist, og det blev også Jesu opstandelse og himmelfart.
Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«
Det var faktisk lidt nedslående at læse alt det vrøvl, som stod i avisen, når man nu godt vidste, at så enkelt forholdt det sig ikke. Det var også tankevækkende, at alle diskuterede verdens skabelse, men ingen tænkte på, at verden dog også skal gå under engang...
Ja, sådan er det jo. Verden, som vi kender den, skal gå under. Hvis vi spørger videnskaben om, hvordan det skal ske, så bliver svaret nok ikke, at det vil ske pga. krige og terror, sygdomme eller forurening. Disse ting kan ellers være slemme nok og ødelægge og forpeste livet på jorden, men de kan ikke ødelægge verden fuldstændigt. Derimod regner man med, at jorden kan gå under, hvis den bliver ramt af en meget stor meteor, og det kan ske når som helst. Og hvis det ikke sker, så vil jorden dog gå under, når engang solen brænder ud om nogle få milliarder år....
Også Jesus fortæller om verdens undergang. I begyndelsen er det, som vi hører, uhyggeligt. Jesus taler om mennesker, som bliver grebet af angst og rådvildhed, og nogle, som går til af skræk og frygt for det, som sker og skal ske. Men det er som om, at der gennem havets og brændingens brusen og de himmelske kræfters rysten dukker noget andet op på horisonten.
Det er Menneskesønnen, som kommer i en sky med magt og megen herlighed. Og det, at det er Menneskesønnen, der kommer, gør, at man ikke skal frygte verdens undergang. Man skal ikke krybe sammen og dukke sig, men man skal rette sig op og løfte sit hoved i forventning, for det, som skal ske, vil bringe forløsning.
Og Jesus bringer nu forklaringerne helt ned på jorden. Han peger på et træ og siger: ”Se på det! I ved jo godt fra figentræer og alle mulige andre slags træer og planter, at når de knoppes og springer ud, sætter blade og blomstrer, så er det tegn på, at sommeren er nær.” Og de, der stod og hørte på Jesus, forstod ham godt, for det var forår og snart påske i Jerusalem, og dér ved templet, hvor de var, var man allerede begyndt at pynte op til højtiden. Ja, ikke bare sommeren skulle være nær, men også Guds rige.
Og Jesus peger så på dem, som er tilstede og siger til dem, at denne slægt, altså de tilstedeværende, som hører hans ord, de skal ikke forgå, førend det sker, at Gudsrige er kommet nær. Og så peger Jesus på sig selv og siger: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå”.
Det er som om, at Jesus taler om to forskellige ting. Han taler om verdens undergang i de allersidste tider og så om noget snart forestående, som alle, der hører hans ord, skal opleve...
Verdens undergang i de allersidste tider. Det er da til at forstå. Jorden skal gå under. Det er alle enige om. Og så er der det, som man må tro på, at Jesus skal komme igen og dømme verden og det som en nådig dommer. Og Gud skal skabe en ny himmel og en ny jord. Og døden skal ikke være mere, men det evige liv hos Gud.
Verdens undergang kan man glæde sig til eller frygte. Som kristne skal vi egentlig glæde os til, at det sker, for selv om vi ikke kan forestille os Guds rige, så må vi dog forstå det som noget, der er meget bedre, end det liv, vi kender nu, også selv om vi er glade for at leve i denne verden.
Og så kan man alligevel spørge sig selv, om det dog ikke er usundt eller ligefrem sygeligt at tænke for meget på det evige liv. Og det kan det vel godt være. Tænk blot på selvmordsterrorister, som trækker uskyldige mennesker med i døden og tror, at de selv skal komme i paradis, fordi de gør Gud en tjeneste. Det er paradisforventninger i den mest sindssyge udgave.
Andre former for forkerte paradisforventninger findes der, hvor man er alt for hurtig til at dømme andre udenfor, eller når man tror, at en plads i himlen er noget, som man kan gøre sig fortjent til...
Men igen: vi kristne skal glæde os til, at Guds rige sætter sig igennem i verden. Vi skal have himmelforventninger, som var det hjemlængsel...
”Men hvornår skal Guds rige sætte sig i gennem?”, kan man spørge. ”Hvorfor venter Gud med at lade denne gamle verden erstatte med en ny og bedre? Siger vi ikke altid, når vi beder Fadervor: »Komme dit rige«? Og Gud lader det ikke komme!”
Og hertil er at indvende, at hver gang vi siger ”Komme dit rige”, så siger vi også: ”Ske din vilje!”. Og Guds vilje er nu engang, at samle alle sine børn, alle mennesker i sit rige, og derfor lader Gud afgørelsen vente: alle skal høre kaldet og alle skal se tegnet på, at sommeren er nær.
Og den anden indvending er, at når vi siger ”komme dit rige”, så kommer Guds rige. Guds rige er nemlig på vej og under frembrud. Det skete allerede, mens de levede, de, som hørte Jesu ord. De oplevede nemlig, hvad der skete med Jesus: at han blev korsfæstet og begravet, men opstod igen og fór til himmels. Det var for dem tegnet på, at sommeren allerede var nær. Kristus var førstegrøden af de hensovede, sagde de, tegnet og pantet på de dødes opstandelse...
Guds rige er altså endnu ikke og allerede. Sådan er det også i dag. Derfor lever vi i en adventstid – i håbets, men også fortrøstningens tid. Vi sætter vor lid til vor Herre Jesus Kristus, som døde for at tage vores død på sig og opstod for, at også vi skal opstå.
Lad os favne det med hjertet, gribe det med troen og leve i håbet, hvor flygtig det end måtte være. Lad os ikke frygte hverken Guds dom eller menneskers meninger, men løfte vore hoveder og glæde os i Herren! Amen.
