Sottrup kirke, d. 15. december, kl. 10.00. Kor 92 medvirkede.
Præludium: Kom alle kristne / Tænding af adventslys – 60 Blomstre som en rosengård – Schubert: Kyrie, 251 Talsmand, som på jorderige – 444 Bryd frem mit hjertes trang at lindre // Wesley: Teach me o Lord, 484 Vor tro er den forvisning på – 431 Dit minde skal, Lead me Lord – 310 Som aldrig så lang er nogen dag – Postludium: Dejlig er jorden
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.«Sangeren Kim Larsen fortalte for nylig, hvordan han som barn tilbragte sine ferier hos sin morfar ude på landet. Her holdt han af at høre morfaren fortælle historier, og det var han god til, for han var landsbyskolelærer.
Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:
'Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig.' «
Det var historier fra den nordiske mytologi, fra Odysseen og Iliaden, og fra Bibelen om Abraham, Josef og Jesus. Og så sagde den lille Kim, da morfaren fortalte om Jesus: ”Jamen er Gud da til?” Og så svarede hans morfar: ”Hvis man tror på det, så er det der. Og hvis man ikke tror på det, så er det der måske alligevel.”
”Er Gud da til?” Det er et godt spørgsmål. Og det er et spørgsmål, som vi aldrig i dette liv får det endegyldige svar på. Videnskaben kan ikke bruges til at finde noget bevis for Guds eksistens, men kan heller ikke afvise muligheden for, at Gud findes.
I vores oplevelser af naturen kan vi måske fornemme en storhed ud over det, som vejrudsigten eller termometeret kan vise os. Jeg har fx oplevet det, når jeg hen på eftermiddagen er kørt fra Sønderborg mod Broager og ovenover den snoede vej har set solen stå lavt på vinterhimlen over Broager kirkes tvillingetårne, mens skyerne farves i smukke røde og gyldne farver.
Kunsten kan også beskrive eller formidle det guddommelige, og i et særligt smukt billede eller i et vidunderligt klingende musikstykke kan man måske fornemme en sådan skønhed, at man føler, at her må Gud dog stå bag og have en finger med i spillet...
Men skal vi virkelig vide noget om Gud, så kan vi ikke nøjes med naturen eller musikken. Vi må henholde os til de vidnesbyrd, som gives. Og vi må håbe, at de, som bevidner Gud og Guds gerninger, at de er tilforladelige og står til troende...
Et af de store vidner om Guds gerninger er profeten Esajas. Han så ting, som ikke var gået i opfyldelse, men herlige ting var det dog: at Gud skulle bringe frelse og helbredelse og styrke, sådan at fangne måtte blive sat fri, at blinde og døve måtte se og høre igen, og at svage måtte finde ny kraft. Og alt dette skulle ske, når Gud sendte en særlig person, nemlig Messias.
Forventningerne til, hvem Messias var, var forskellige. Nogle gange gik forventningerne i retning af en mægtig, stærk konge, andre gange var det en retfærdig dommer, undertiden var det en ydmyg og lidende tjener, og endelig var det Guds Søn selv, som skulle komme, selvom man havde svært ved at forstå, hvordan det skulle ske.
Andre profeter end Esajas satte deres lid til Messias, og efterhånden følte man, at nu måtte Gud dog snart gribe afgørende ind i verdenshistorien og vise, hvem der bestemte.
Den sidste profet var Johannes Døber. Han var en streng og alvorlig prædikant, som forkyndte bod og omvendelse. Han sagde til folk, at de skulle se at opføre sig ordentlig og adlyde Gud, for enden var nær, og gudsriget skulle snart oprettes. Og for Johannes var det vist sådan, at kun retfærdige og gode og rettroende mennesker kunne komme ind i Guds rige.
Johannes døbte mennesker med en renselses- og omvendelsesdåb, som skulle hjælpe dem til at holde Guds lov. Og en dag kom Jesus for at blive døbt af Johannes. Johannes ville først ikke døbe ham, for han vidste, at Jesus var noget ganske særligt. Han var Guds udvalgte, som ikke havde behov for hverken renselse eller omvendelse.
Men Jesus dåb blev heller ikke nogen omvendelses- eller renselsesdåb. Derimod blev den det sted, hvor Gud viste, at Jesus netop var Messias, og at Messias var Guds Søn. Og der lød over ham en røst fra himlen, som sagde: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”
Om Johannes virkelig hørte den røst, eller om han forstod den, eller om han i det hele taget helt forstod, at Jesus var den Messias, som de alle sammen havde ventet og håbet på, og som han selv havde forkyndt og beredt vejen for, er vanskelig at afgøre. Johannes var jo den gamle tids mand, og den ny tid var ved at bryde frem, og ikke alle kunne følge med i omvæltningen og forstå, hvad der skete.
”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”, spurgte de. Og Jesus sagde ikke bare ”ja”. Det kunne han jo have sagt, men hvad hjalp et sådant ”ja”, når Jesus ikke svarede på det samme, som Johannes spurgte om.
Sagen var nemlig den, at Johannes ikke forventede det samme af Messias, som det Jesus var. Johannes forventede, at Guds udsendte Messias skulle rense ud og rydde op med hård hånd. Alle syndere skulle ryddes hårdhændet af vejen.
Men Jesus gjorde anderledes. Han var mild. Han ville godt have med syndere at gøre og uretfærdige mennesker. Ikke at han accepterede synden, for det gjorde han ikke, men synderen tilgav han og gav mulighed for nyt liv.
Jesus sagde ikke ”ja” til Johanneses disciple, og han kom heller ikke med noget guddommeligt bevis. Der var ingen magtdemonstration fra hans side. I stedet for henviste han til kærlighedens gerninger, idet han fortalte om, at folk nu hørte og så, at syge blev helbredt, og døde stod op, og at evangeliet blev forkyndt for fattige. Og det alt sammen var klar besked til Johannes om, hvilken Messias Jesus var og ville være: Nemlig en, som ikke kom med magt og udrensning, men med kærlighed og tilgivelse...
Jesus kunne godt være blevet skuffet over Johannes. Johannes skulle jo pege på ham og være et vidne om ham, og det havde han også været. Men i fængslet havde han mistet troen og tilliden. Måske var han endog blevet forarget på Jesus over det, som Jesus gjorde.
Men Jesus svigtede ikke sit usikre vidne. Da Johannes senere bliver bebrejdet sin tvivl, siger Jesus, at Johannes dog, da han gik ude i ørkenen og prædikede omvendelse, ikke havde været en ligegyldig person, eller en som tænkte på sit eget, men han havde virkelig været en profet og en, som banede Herrens vej. Det, som Johannes havde vidnet, havde han vidnet, og det, som han havde troet, havde han troet, og i tvivlens stund skulle det ikke tages fra ham...
Senere kom der andre og flere til, som vidnede om Jesus. De vidnede om, hvad han sagde og gjorde, mens han gik på jorden, og de vidnede om hans død og opstandelse, og de vidnede om, at han nu sidder ved Gud Faders højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Det er også det, som vi vidner her i kirken i dag med ord og lovsang og bøn.
Og er vi end fattige i troen, og det kunne der jo godt være nogen af os, som er, så må vi dog vide, at evangeliet forkyndes for fattige. Og evangeliet er, at Gud er til også for den, som er svag i troen. Amen.
