Broager Kirke d. 18. november kl. 10.30
292 Hvor Gud sit hus ej bygge vil - 402 Herren strækker ud sin arm - 488,2+7; 251 Talsmand, som på jorderige // 500 Den grund, hvorpå jeg bygger - 432 Jesus Krist, du gav mig livet - 11 Nu takker alle Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.
Når der er valg, så er det altid de politikere, som befinder sig allerlængst ude på fløjene, som har det lettest. De kan jo altid svare enkelt på ethvert spørgsmål. Fx ”Hvad med de fremmede?” Hertil svarer den ene yderfløj: ”Ud med hele bundtet! Vi gider ikke have mere bøvl med dem!”. Og den anden yderfløj, som er så forstående og vil være så gode, siger, at de fremmede slet ikke er noget problem.
Politikerne i midten, og det er langt de fleste, synes jeg, de har det ikke helt så let. De ved jo godt, at der altid er et ’på den ene side’ og ’på den anden side’. De ved godt, at man ikke kan lade være med at tage imod stakkels, forfulgte flygtninge eller smide dem ud, som man én gang har taget imod. De ved også godt, at hvis man bare åbner grænserne fuldstændig og betingelsesløst, så vil der kunne komme så mange fremmede, at det vil give store problemer for landet. Politikerne i midten ved godt, at Danmark kan være en redningsbåd for mennesker i nød, og de ved også, at det ikke kan nytte at fylde båden så meget, at den synker…
Da Jesus for sidste gang drog op til Jerusalem (det hedder op, fordi byen ligger oppe i bjergene), da var der på en måde også en slags valgkamp. Dog kunne man ikke stemme eller bestemme selv, fordi romerne havde besat landet, men man håbede på, at der ville komme en, som kunne få romerne til at forsvinde. Man håbede på en slags ny konge, som havde magt til at tvinge romerne ud af landet, eller en politiker, som var dygtig nok til at overtale dem til at rejse frivilligt.
Da Jesus dog op til Jerusalem, troede mange, at det var ham, der endelig skulle klare den her sag med romerne. Der var mange, der ville stemme på ham, hvis de altså kunne. De stod ved gader og stræder og viftede med palmegrene og jublede og hyldede ham. Sådan begyndte ’valgkampen’…
Og der blev stillet fælder og luskede spørgsmål i den ’valgkamp’. Det var det, der skete, da herodianerne og farisæerne kom hen og stillede spørgsmål til Jesus. De to partier var ellers på hver sin yderfløj, men den dag havde de rottet sig sammen. Og de spurgte rigtig højt ligesom til et vælgermøde, for at alle kunne høre spørgsmålet og for at tvinge Jesus til selv at svare så højt, at alle kunne høre svaret.
De begyndte at spørge rigtig udspekuleret, idet de lod som om, at de havde stor respekt for Jesus, men det havde de slet ikke. De sagde: ”Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk.” Og så fortsatte de med at spørge: ”Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?”
Og det spørgsmål var sandelig ikke let at svare på, sådan at begge parter kunne være tilfredse: Herodianerne var nemlig en slags samarbejdspolitikere, og de ville godt betale skat til kejseren, de ville ikke have noget bøvl, men helst have tingene til at glide. For øvrigt fik de selv en hel masse ud af det samarbejde, men det snakkede de nu ikke så meget om. Farisæerne derimod var meget imod at have noget som helst med den romerske kejser at gøre. De tog deres land og deres tro meget alvorlig og ville efter eget udsagn ikke have de mindste med kejseren at gøre.
Og Jesus kunne godt regne ud, hvad de var ude på. Han gennemskuede dem og kaldte dem hyklere. Og hyklere var de ikke blot, fordi de, som ellers var fuldstændig uenige, nu havde rottet sig sammen. De var også hyklere, fordi de selv gik i den fælde, som de havde stillet. De havde kastet med sten, selvom de selv boede i glashus.
Jesus sagde til dem, at de skulle vise ham den mønt, som de betalte skat med (og de betalte alle sammen skat, hvad enten de kunne lide det eller ej, og de havde alle sammen penge på lommen).
Og Jesus holdt mønten op, så alle kunne se den (og de, som stod for langt væk til at se mønten, kunne godt huske, hvordan den så ud). På mønten var kejserens billede. Og nu blev alle klar over, at ingen, som brugte penge (og det gjorde alle dengang ligesom i dag) - at ingen, som brugte penge, kunne undgå at have med kejseren at gøre.
Jesus sagde så: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”, og alle indså, at ligegyldig hvordan fordelingen blev mellem det, som kejseren skulle have, og det, som Gud skulle have, så var der ikke noget tilbage til dem selv…
Når Gud får, hvad Gud skal have, og når kejseren får, hvad kejseren skal have, så bliver der ikke noget tilbage at stikke i lommen. Overfor valget mellem Gud og verden er der ingen lette løsninger eller nogen hurtig genvej, for vi skal både leve i og med verden og i og med gud:
Vi mennesker står overfor verden med alle dens krav, og vi er skyldige at leve ordentlig i den.
Overfor kejseren, og det vil i dag sige i forhold til samfundet, er vi skyldige. Dvs. vi er forpligtede. Der er noget vi skal: Vi skal være gode samfundsborgere. Vi skal holde lovene, vi skal betale vores skat, vi skal stemme på dem, som vi tror, kan gøre det bedst for os selv og vore medmennesker. Og samfundet er selvfølgelig også forpligtet overfor os. Hvis vi ikke kan klare os selv, hvis vi bliver syge, eller når vi bliver gamle, så skal samfundet støtte os med den hjælp, som er nødvendig.
Men samfundet, hvor godt det end er, er ikke det vigtigste i denne verden. Samfundet, demokratiet, økonomien og hvad, det end måtte være, alt sammen betyder det noget, men det betyder ikke alt. Det, som betyder alt, er vores liv her i verden. Vores liv med hinanden og vores liv med Gud. Det er langt vigtigere end alle de politiske spørgsmål…
Altså, vi skal give kejserens, hvad kejserens er, og det klare vi bl.a. ved at betale skat - og her behøver vi ikke at være særligt ivrige, det skal skattevæsenet nok klare - ved at stemme og i øvrigt ved at være gode borgere. Og så skal vi give Gud, hvad Guds er. Og hvad er det? Det er alt.
Da vi kom til verden, kom vi nøgne og hjælpeløse og kunne ikke noget som helst andet end at klamre os til vores mor og vores far måske engang i mellem. Og når vi skal forlade denne verden, kan vi ikke tage mere med os, end hvad vi kom med. Og alt, hvad vi får ind i mellem, må vi sige Gud tak for…
Men hov! Guds verden er dog større end dette. Guds verden var jo også, før vi blev til, og den vil fortsætte, når vi er væk. Gud skabte verden før alle tider med alt, som er i den. Så sendte Gud sin søn, Jesus til verden for at blive menneske, og Gud sendte sin hellige ånd, som er i kirken, som er i fællesskabet, som lader os tro på og føle syndernes forladelse og håbe på kødets opstandelse og det evige liv. Jo, Guds rige er noget helt andet end samfundet og denne verdens riger.
Det kan godt være at vi skal hen at stemme om et par dage. Det synes jeg, at man skal. Og man skal selvfølgelig stemme på de bedste, men hvem det er, det hverken kan eller skal jeg stå her og fortælle. Men når det gælder Gud, så er det ikke ham, der er på valg, eller os, der stemmer. Nej, det er helt omvendt. Gud har valgt os.
Gud vil godt have med mennesker at gøre, selv om man skulle synes, at vi ikke altid er valgbare eller værdige eller har gjort os fortjent til det. Gud har bare valgt os alligevel. Gud har sat sit kryds ved dig og mig. Og da lille Jesper blev døbt for lidt siden, satte Gud sit kryds for hans ansigt og for hans bryst til et vidnesbyrd om, at han skal tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus. Gud har også valgt Jesper, ikke til kommune, amt eller folketing, men til sit rige, til syndernes forladelse og det evige liv. Amen.
