Sct. Marie Kirke d. 2. december kl. 10.00. Hør prædiken...
61 Stat op i gry, min Gud, stat op, - 402 Herren strækker ud sin arm - 488,2+7; 59 Op, thi dagen nu frembryder // 60 Blomstre som en rosengård - 432 Jesus Krist, du gav mig livet - 66 Vær velkommen, Herrens år
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:Det er i dag 1. søndag i advent. Nu begynder det nye kirkeår. Nu begynder forventningens tid. Så skal der tælles. I dag er det første lys på adventskransen blevet tændt, og hver kommende søndag tændes atter et, indtil alle fire er tændt. Da er det snart jul.
»Herrens ånd er over mig,Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.«
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.«
Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Men ikke bare på adventskransen bliver der talt. Der bliver - blandt børn i hvert fald - talt decemberdage og vendt kalenderlåger, indtil den dag, da det endelig er jul.
Og vi voksne tæller også. Måske tæller vi på knapperne for at få pengene til at slå til, eller vi tæller timerne, fordi dagene er så korte, og der er så meget at nå før jul.
Jo, en travl tid er det, som vi går ind i, og vi må, så godt som vi kan, forsøge at undgå dage, der vælter over hinanden med stress og jag, og prøve at følge adventstidens rolige rytme, hvor lyset bringes med fra uge til uge, indtil det bliver fuldkommen. Uden en vis ro i sind og tanker er det nemlig svært at opleve og fejre julen som hjerternes fest…
Forventningsfuld var den tid, da Jesus kom til synagogen i Nazaret. En almen forventning om forandring og nybrud fandtes i hele samfundet, og man var klar til at tage imod en frelser. Og en sådan var på vej.
Jesus, der ifølge vore efterretninger ikke havde gjort sig særlig bemærket siden den dag, da han som tolvårig var blevet væk fra sine forældre i Jerusalems tempel, han havde nu som omkring 30årig begyndt sit virke. Han var blevet døbt. Helligånden var dalet ned over ham, og Faderen havde fra himlen ladet lyde: ”du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!” Og Djævelen havde fristet Jesus, men havde ikke fået noget ud af det.
Da begyndte Jesus sin vandring mellem mennesker. Ved Åndens kraft virkede han, og rygtet om ham spredtes og blev stort.
I synagogen kom han på sabbatten ind og deltog i gudstjenesten. Han trådte frem, og man rakte ham bogrullen, og han åbnede den og læste profetens ord. Ordene handlede om ham, som man håbede på. Ham, som Guds ånd skulle komme over. Ham, som skulle bringe godt budskab til fattige, frihed for fanger og undertrykte, blinde synet tilbage.
Da han var færdig med at læse, rullede han bogrullerne sammen, afleverede dem og satte sig ned igen.
Han forstod at holde folk hen i spænding, gjorde han, og alle ventede på, hvad han skulle sige - hvad han havde at tilføje til det, som han havde læst. Forventninger havde de alle. Advent var det også hos dem, hvilken tid af året det end var, og et lys var tændt.
Han begyndte at tale og sagde, at i dag var det ord, som de havde hørt, gået i opfyldelse. De gav først deres bifald: Evangeliet, det gode budskab, som de hørte, bekom dem vel. Det havde så skøn en klang i deres ører.
Men det, de så, fik dem på andre tanker. De havde hørt evangeliet, men de så mennesket Jesus sidde og tale til dem. Og de huskede ham nu ikke for det, som han sagde, men for det, som de forventede af ham. Og det var ikke ret meget. Pludselig hørte de ikke længere evangeliet, det gode budskab, Guds ord, men de så tømreren Josefs søn, Jesus, som selv var tømrer. Drengen, som de selv havde set vokse op og lege i Nazarets gyder og stræder, ham så de nu, og de ville ikke tro, at Guds ord skulle kunne lyde gennem ham, og de ville da slet ikke tro, at han skulle kunne bringe endsige være opfyldelsen af alle deres forventninger…
Jesus mærkede deres tanker, skønt det eneste, som de spurgte om, var: ”Er det ikke Josefs søn?
Her kan det nok være lidt vanskeligt at forstå situationen i synagogen, hvis man ser på den isoleret. Jesu stærke reaktion og totale afvisning af et tilsyneladende uskyldigt spørgsmål forekommer overdrevet, men sagen er den, at det er hele Jesu personlighed, der står på spil:
Ude i ørkenen blev Jesus fristet af Djævelen, og Djævelen lovede Jesus alverdens magt, hvis blot Jesus ville indforskrive sig i hans regime. Ja, Djævelen sagde nærmest: ”Du må godt være guddommelig, bare du vil være min næstkommanderende.
Og det var på en måde det samme blot med modsat fortegn, som skete i Nazarets synagoge. I stedet for at spørge: ”Er det ikke Josefs søn?” kunne de ligeså godt have sagt: ”Du må kun være Josefs søn og opføre dig efter vore forventninger, hvis vi skal acceptere dig!”.
Måske var Jesus fristet til blot at være Josefs søn. Måske vidste han godt, at livet som tømrer hjemme i Josefs værksted og ude i husene og på gårdene, hvor folk skulle have noget lavet, at det liv ville være lettere og ville vare længere end den vej, som han nu var begyndt at vandre. Måske var det endda Djævelen, der fristede ham igen, for efter at han havde stået på templets tinde, og Djævlen forgæves havde forsøgt at overtale ham til at kaste sig ud og misbruge Guds engle som faldskærm, hedder det: ”Da Djævelen ikke havde mere at friste med, forlod han ham for en tid.”
Nu var Djævelen tilbage med fristelsen: Hvor ville det være meget lettere blot at være Josefs søn! Men det var ikke ad den lette vej, han skulle gå. Modsige skulle han, og modsagt blev han.
Han modsagde deres forventninger og fortalte om, hvordan Guds ord aldrig var bundet: Var folket genstridigt, og ville de ikke modtage Guds gaver, fik andre det at høre. Beholde det for sig selv kunne de ikke.
Og folkene i synagogen blev afsindig rasende og jog Jesus ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, som byen var bygget på, for at styrte ham ned. Men det skete ikke, for han banede sig vej midt imellem dem og gik.
Djævelen fik ikke Jesus ud over kanten. Ikke ud over kanten af tempelets tinde. Ikke ud over kanten af bjerget i hjembyen, sikkert stedets losseplads. Angrebene på Jesu person og personlighed mislykkedes. Fristelsen til kun være guddommelig, men ikke menneske og søn, afviste Jesus. Fristelsen til kun at være menneske og at svigte sin opgave som Guds salvede og sendte modstod han også…
Det var fristelsen set fra Jesu side. Fristelsen som slag i den kamp, som var begyndt mellem Gud og Djævelen, indledende slag i den kamp, som skulle vindes endelig på korset. Den sejr er vi blevet døbt til, også selvom vi undervejs møder fristelser og må kæmpe med det ene og det andet.
Guds kamp for menneskets frelse er vundet, og derfor er enhver dag, som frembryder, en dag i nådens gyldne år, hvadenten det er advent eller ej.
Kampen er vundet, men der er endnu slag, der skal slås og fristelser, som skal overvindes. Vi kan også som folkene i Nazarets synagoge blive fristede til at afvise Jesus. Måske mister vi håbet, idet vi tænker: ”Han var bare et menneske; han sagde vidunderlige ting, men se det er jo ikke gået i opfyldelse alt det, som han sagde.”
Men vi skal ikke lade det sortne i vore sind. Derimod skal vi lade os oplyse: et lys i dag og senere et andet, og se en dag skal lysene nok nå sammen. Lysene fra Gud rækker gennem hele livet, altid, fra dåben til døden. Eller som det hedder i et vers:
Og ved tidens grænse lever fortsatAmen.
dine løfte-ord ved døbefonten,
dåbens lys er tændt, når livet slukkes.
