Søndag d. 21. oktober. Egernsund kl. 9.00, Broager kl. 10.30. Hør prædiken...
682 Den mørke nat forgangen er – 402 Herren strækker ud sin arm – 488,2+7; 383 Herre Jesus, vi er her // 519 Vor Herre til dig må jeg ty – 167,7/431 – 25 Op, alle, som på jorden bor
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«Når man skal fortælle en spændende historie eller skrive en roman, så starter man med en begyndelse, hvor hovedpersonen bliver præsenteret. Derefter begynder der at ske noget. Og så begynder der mere og mere at opstå en konflikt mellem hovedpersonen og så de andre.
Sådan er det også, at evangelisten Markus gør, når han skal fortælle historien om Jesus. Konfirmanderne og de af jer, som har læst Peter Madsens dejlige tegneserie ”Menneskesønnen” kan lukke øjnene nu og én gang til se nogle af billederne for sig.
Markus fortæller først om Johannes Døber, som gik ude i ørkenen og prædikede om ham, som skulle komme. Og så kom han. Det var Jesus. Han kom hen til Johannes og blev døbt. Og da Helligånden som en due dalede ned over Jesus, kunne han se himlen åben over sig og høre en røst ovenfra, der sagde: ”Du er min elskede søn, i dig her jeg fundet velbehag”. Se det fortæller evangelisten, at Jesus hørte, men om der ellers var nogen, der hørte det, fremgår ikke. Så gik Jesus ud i ørkenen. Dér blev han fristet af Satan, men Satan havde ikke held med sig. Det var der ingen, der så.
Da så Johannes blev sat i fængsel, og hans tid var forbi - han blev nemlig slået ihjel, mens han sad i fængselet - så begyndte Jesus at gå omkring. Han begyndte sin gerning. Først sagde han til nogle fiskere, Simon og Andreas og nogle andre: ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” Og de fulgte ham.
Så talte han i en synagoge. Folk vidste endnu ikke rigtig, hvem han var. Der var en sindssyg mand, en, som var besat af en ond ånd, der råbte ad Jesus og sagde, at han godt vidste, hvem han var. Han kaldte Jesus ”Guds hellige”. Men så uddrev Jesus den onde ånd, og de, som havde oplevet det hele, fandt ikke rigtig ud af, hvem Jesus var, selv om de havde lagt mærke til, at han både i ord og gerning havde magt og myndighed.
Og Jesus fortsatte med at prædike rundtomkring og helbrede syge mennesker. Selvom han sagde til dem, at de ikke skulle sige noget, så kunne folk jo ikke holde mund med det gode, som var sket dem, og rygtet om Jesus blev så stort, at folk flokkedes om ham alle vegne, hvor han var.
Og så var det altså, at Jesus kom til byen Kapernaum, som vi lige har hørt om. Og folk var over det hele: inde i huset, i døråbningen og i forhaven. Da kom der fire mænd bærende på deres ven. Ja, nu ved vi egentlig ikke, om den lamme var deres ven, men det var i hvert fald en, som de ville gøre lidt ekstra for. De gik nemlig ikke hjem med ham igen, da de opdagede, at de ikke kunne få ham frem gennem menneskemængden. Nej, de bandt ham fast til båren og hankede op i ham og trak ham op på taget af huset, og så gav de sig til at lave et hul i taget ovenover det sted, hvor Jesus var. Og så firede de båren ned til Jesus. Så måtte Jesus jo se, hvad han kunne gøre ved den sag.
Og her er det, at konflikten i Markusevangeliet rigtig begynder. Jesus havde prædiket før, og han havde helbredt før, men denne gang sker der noget nyt. Jesus ser deres tro - det er altså vennernes tro - og han siger: ”Søn, dine synder tilgives dig”. Det havde han ikke snakket om før: at tilgive synder. Syndernes forladelse er slet ikke nævnt før i evangeliet.
Det lægger de skriftkloge mærke til. De har fundet sig i, at han har prædiket og helbredt, men nu blander han sig i noget meget vigtig, nemlig syndernes forladelse. Og det passer dem ikke, for hvem kan tilgive synder andet end Gud? Jo, selvfølgelig kan man undskylde hinanden, hvis man er kommet til at skubbe til hinanden, eller hvis en er kommet til at træde en anden over tæerne, eller hvis den ene har skældt den anden lidt for meget ud og nu fortryder det.
Hvis en mand har gjort sin kone ked af det, hvis en søn har sagt en løgn, eller hvis en datter har smækket med døren og kaldt sine forældre idioter, så kan der godt være tilgivelse. Så kan man godt finde sammen igen og sige undskyld og slå en streg over regningen og komme videre sammen.
I helt konkrete tilfælde kan der godt være tilgivelse, men de skriftkloge ved ikke, hvad den lamme har gjort. Og måske tænker de, at han må have gjort noget meget slemt, siden han er blevet lam. Eller omvendt ved de måske, at han altid har været lam, og at han således ikke rigtig har kunnet gøre noget, som kræver tilgivelse. Under alle omstændigheder vil Jesus tilgive ham helt uden at føre regnskab. Og det kan de ikke gå med til. Det finder de helt urimelig. De føler, at det er gudsbespotteligt.
Og Jesus mærker, hvad de tænker. Og så viser han dem sin magt og myndighed: Han både tilgiver og helbreder. ”Rejs dig, tag din båre og gå hjem!” siger han. Og det gjorde han for øjnene af dem alle sammen. Og alle de folk, der var der, blev ude af sig selv af forundring og glæde. Men de, som tænkte ondt i deres hjerter, de gjorde det måske endnu, uden dog at turde ikke sige noget.
Senere skærpes konflikten mellem Jesus og hans fjender. Han siger, at han er Guds søn, og de vil ikke tro på ham. Og de lader det ikke blive ved onde tanker, men slår ham til sidst ihjel.
Konflikten drejer sig om, hvem Jesus er, og om han har myndighed til at tilgive synder. Og det er evangelistens pointe, at Jesus netop er Guds søn, og at han har myndighed til at tilgive synder. Og den magt og myndighed bekræftes fuldt og helt til sidst, da Jesus opstår fra de døde…
Se, nu er det med syndernes forladelse måske noget, som I tror, at almindelige mennesker ikke nødvendigvis har behov for. Jo, hvis man er kriminel, en røver, en bedrager eller en voldsmand, så har man sikkert brug for sine synders forladelse. Men almindelige mennesker har de behov for tilgivelse? Er det så vigtig?
Jo, tilgivelse og en streg over regningen er vigtig. Det er det, når det drejer sig om forholdet mennesker imellem, og det er det, når det drejer sig forholdet mellem mennesker og Gud.
Og nu er det, at drengen bliver overrasket, for moren vender sedlen om og skriver alt det ned, som hun har gjort for ham. Hun har båret ham både før og efter, han blev født. Hun har passet ham og bekymret sig for ham. Hun har grædt og bedt for ham. Ja, hun har omsluttet ham i kærlighed, og det vil hun blive ved med. Alt sammen uden regning.
Og drengen bliver rørt - ja, mere end det, for sangen er meget sentimental - og han indser, at han har fået så meget og egentlig ikke kan forlange noget. Derfor streger han sin regning ud og skriver: ”Alt er betalt!”
Alt er betalt. Det er ikke en dårlig situation at være i. Den situation kom den lamme i, da hans venner bragte ham hen til Jesus. Det er også den situation, det lille barn kommer i, når det bliver båret til dåben. Så ligger det der og kan ikke gøre ret meget, for det er så lille.
Og barnet har ikke gjort noget forkert; det kan jo ikke ret meget endnu. Men et menneske er det, og det vil vokse op, og det vil gå det barn, som alle andre mennesker: ligegyldigt hvor godt det går, så vil det ikke kunne leve livet helt uden at gøre noget forkert, uden at gøre andre kede af det, uden at gøre fortræd, uden at fejle, uden at synde.
Men Gud kan tilgive synder. Det sker i dåben. Der åbner himlen sig over mennesket. Der er Guds Ånd tilstede.
Se, det er historien om dig og mig. Hvordan det går os i livet, er så forskelligt. Noget er sikkert afgjort på forhånd. Noget kan vi selv skrive med på. Men begyndelsen og enden på historien er, at Gud tilgiver og oprejser. Amen.
