Søndag d. 14. oktober, Sct. Marie Kirke kl. 10.00, Broager Kirke kl. 14.00. Hør prædiken...
350 Himlene, Herre, fortælle dine ære – 854 Fyldt af glæde over livets under – 249 Kærligheds og sandheds Ånd // 222 Gud har fra evighed givet – 431 – 608 Kærlighed er lysets kilde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«Det er store ord, som lyder i dagens evangelium, det er et kæmpespørgsmål, som tages op: ”Hvad er det største bud i loven” eller sagt på en anden måde: ”Hvad er livets mening?”
Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ‘Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?’
Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
Vi er vel tilbøjelige til at sige: ”Livets mening er at få det bedste ud af det. Livets mening er, at jeg får, hvad jeg har krav på, og hvad jeg kan tilkomme. Kan jeg ikke blive meget rig, bør jeg i det mindste blive lige så rig som alle de andre, og kan jeg ikke blive fuldstændig lykkelig, bør jeg i det mindste blive ligeså lykkelig som alle de fleste.”
Når livets mening bliver bestemt på den måde, nedskriver jeg det til et niveau, som er realistisk, og som kan håndteres, så jeg ikke bliver skuffet. Så kan jeg synge med på omkvædet til Kim Larsens satire over det gode liv: ”Blip, båt og Gud hvor går det godt, / vi har, hvad vi skal ha’ af både stort og småt.”
Hvis mennesket, du og jeg, er altings målestok, så kan vi med rette tale om tilværelsens ulidelige lethed. Så bliver livet let et lille usselt liv, hvor vi glemmer at takke Gud for alle hans velgerninger mod os, når det går godt, men hvor vi nok skal huske at stille krav til Gud, når det går skidt: ”Kære Gud hjælp mig nu, så vil jeg prøve at tro lidt mere på dig bagefter!”. Som de små usle prangere, vi er, begynder vi at danne en gud i vort eget billede: som en pranger-gud!
Men nu er det heldigvis sådan, at livets mening ikke udgår fra dig og mig. Nej, livets mening udgår fra Gud. Og det største bud i loven handler ikke om, hvad jeg kan kræve af Gud, men om hvad Gud kræver af mig.
Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Her er ikke noget at forhandle om. Der kan ikke gives afslag eller rabat eller henstand. Du skal elske Gud. Og du skal gøre det 100 % med hjerte, sind og sjæl, i tanke, ord og gerning, med forstand, følelse og vilje. 100 %
Og videre: ”Du skal elske din næste som dig selv”. Vi kender godt næstekærligheden: Hvor meget en mor og en far elsker deres barn. Hvor dejligt det er, hvis en god ven viser opmærksomhed. Hvordan et blik eller blot den mindste berøring mellem elskende kan sige alt. Vi kender kærligheden, og vi ved, hvor stærk og god den er, men vi ved også, hvor ofte vi svigter dem, som vi holder allermest af.
Og så gælder kravet om at elske næsten ikke blot dem, som vi holder af: de elsk-værdige, de tro-værdige, de beundrings-værdige, eller hvilke former for værdighed, vi ellers mener, at der skal til, for at vi vil have med andre mennesker at gøre. Nej, kravet om at elske min næste gælder enhver næste, ethvert menneske, som jeg på en eller anden måde møder; også den, som jeg ikke kan lide, også den, som slet ikke har fortjent det.
Livets mening, det, vi er skabt til, loven, det som Gud kræver af os, er, at vi skal elske Herren vor Gud og vor næste som os selv. Og det er ikke et ganske absurd krav, det må vi ikke tro. Vi er jo skabt til det, og når Gud giver os et bud, så betyder det, at det er realistisk at gå i lag med det. Så betyder det, at det bare er med at komme i gang. Og når det gælder kærlighedens gerninger, så skal vi vide, at vi har kapital nok i ryggen, for kærligheden bliver ikke mindre af at blive delt, men større.
Og kærlighedens gerninger er mangfoldige og forskellige: Store og små opgaver. Og det er ikke nødvendigvis sådan, at de berømte er de vigtigste, fx ville en Mother Teresa ikke have kunnet udføre sit store arbejde, uden at mange gode, men ukendte mennesker havde ydet økonomisk hjælp til det.
Og det er ikke bare penge, det kommer an på, eller tøj og mad. Nogle gange er det en meget vigtig opgave at lytte til, at bede for eller at opmuntre et andet menneske. Måske har vi selv oplevet opmuntringer, som betød meget for os i en vanskelig tid, men den, som havde opgaven at hjælpe os, fik ikke at vide, hvor meget det hjalp, eller regnede det ikke for noget særligt.
Ligegyldig hvem man er, eller hvad man er, ligegyldigt, om man formår meget eller lidt, så skal man som menneske og medmenneske tjene Gud ved at vise næstekærlighed. Man skal være sin næstes næste, der hvor man er. Det er Guds lov.
Hovedpersonen, den fattige Jean Valjean, har siddet 19 år i fængsel for en ganske lille forbrydelse, for at stjæle to brød til sin søsters sultne barn. Han har slidt og slæbt i fængslet, udført slavearbejde, måttet undvære frisk luft og næppe set dagens lys. Han har i alle de mange år ikke haft et navn, men kun været et nummer.
Så kommer Jean ud; han er prøveløsladt. Han ser lyset igen og indånder den friske luft. En ny dag venter. En ny chance har han fået.
Men den chance forspilder han, for han bliver fristet til at stjæle fra en biskop, som giver ham mad og nattely. Om natten sniger han sig ud af biskoppens hus med et par kostbare sølvlysestager, men han bliver fanget af politiet. Jean siger, at biskoppen har givet ham lysestagerne, men det tror politiet ikke på, og man fører ham hen til biskoppen.
Nu kunne biskoppen have fortalt sandheden, men han giver Jean mere sølv og siger:
”Men min ven, de gik så tidligt, at de sikkert må ha’ glemt,
at jeg også gav dem disse, ta’ dem, som det var bestemt.”
Til politiet siger biskoppen:
”Denne mand er ingen løgner, skønt det kan se sådan ud,
de har gjort, som pligten bød dem, slip ham så og gå med Gud.”
Og til sidst siger han til Jean:
”Men jeg siger dig min broder, skøn på Herrens miskundhed.
Han var den, som ga’ dig sølvet, bli’ en ærlig mand derved.
Ved vor Herre Jesus Kristus, ved de pinsler, han holdt ud,
Har han reddet dig fra mørket, har han2 købt din sjæl for Gud.”
”Herrens miskundhed” hvad er det? Det er, at verdens dommer er en, som vi kender, og en, som kender os, nemlig Jesus Kristus, om hvem vi bekender, at han sidder ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
”Herrens miskundhed” det er, at Jesus Kristus sætter sig i vores sted. Da han gik her på jorden, havde han med mennesker som os at gøre: ganske almindelige mennesker, syndere, toldere og farisæere, og han havde fællesskab med dem, han spiste med dem, og han tilgav dem deres synder. Og han åbenbarede en helt ny retfærdighed, da han på korset bar alt og udholdt alt og led alt og døde. Og han genopstod.
Nu sidder han ved Faderens højre hånd og har opfyldt loven i vores sted. Han har magten til at tilgive os vor synd, og han gør det. Han har magten til at forandre vores liv.
”Herrens miskundhed” er, at ikke kun loven gælder, men også nåden. Det er et godt budskab. Det er evangelium. Det giver livet mening.
Lad os da, indtil den dag ved tidens ende, hvor al synd og død og ødelæggelse bliver lagt under hans fødder, vide om Kristus, at han er den, som tilgiver igen og igen. Han giver os kraft, når vi er svage. Han støtter os, når vi vakler. Og han rejser os op, når vi falder. Amen!
- Fra Østre Gasværks danske udgave af Les Misérables
Uddrag af Prolog og Biskoppens sang (lyt)... - Helt nøjagtig synges: ”Jeg har købt din sjæl for gud…”
