Gartneren elsker sine planter

Høst-, børne- og familiegudstjeneste med efterfølgende udflugt til dyrepark
Sct. Marie kirke, søndag d. 30. september 2001 kl. 10.00

12 Op al den ting – 854¹ Fyldt med glæde –
86² En bondemand går ud at så // 196² Nu går vi glad vor kirkegang –677 Nu falmer skoven – 678 Vi pløjed og vi såed

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Da der samlede sig en stor skare, og de kom ud til ham fra den ene by efter den anden, sagde han i en lignelse: »En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.« Da han havde sagt det, råbte han: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« (8,5-8)

I dag fejrer vi høstgudstjeneste og synger de dejlige høst- og efterårs­salmer. Vi har hørt om, hvordan Gud har skabt verden med alle de dyr, som findes overalt på jorden. På sangarket, som er udleveret, er der billeder af nogle af de dyr, som Gud har skabt: en papegøje, mariehøns, delfiner, en flodhest, en svane og en hjort. Alle andre slags dyr har Gud skabt, og mennesker har Gud også skabt.

Og Gud skabte planterne, for dyrene skulle jo have noget at spise, og det skulle vi mennesker jo også. Planterne vokser alle de steder, de kan komme til det: Ude i skoven vokser de store træer. Måske er der på nogle af træerne nødder, som egernet kan spise. Og på andre træer er der æbler, pærer eller blommer eller bær, som du og jeg kan spise, hvis vi skynder os, for hvis vi ikke passer på, så kommer den frække solsort og spiser frugten først.

Inde i byen er der ikke så mange planter. Der, hvor der er fodboldbaner, er der mest græs, som bliver revet væk, når det er blevet slået. Men måske bliver noget af græsset spist af en lille kanin eller af en regnorm.

Ude på landet er der korn, som landmanden høster, så vi har noget at bage rug­brød og franskbrød af. I år har nogle af landmændene haft svært ved at få det sidste korn høstet, fordi det har regnet så meget, men det meste er blevet høstet, og der er nok til os alle sammen. Også meget andet kan man høste, og for alt det siger vi i dag tak til Gud…

Når Gud har skabt alting, så kan man let komme til at tænke på Gud som en gart­ner. En gartner er nemlig en, som har alle mulige slags planter, og han passer godt på dem alle sammen. Han vil så gerne have, at de skal vokse sig store og stærke og være sunde og bære frugt. Og hvis der er nogle planter, som ikke er så pæne, så sætter han dem i noget nyt jord eller giver gødning eller vasker bladene rene for bladlus og andre insekter, hvis ikke mariehønsene kunne nå at spise dem alle sammen selv.

Man kan også let komme til at tænke på en sang, som hedder ”Den gamle gart­ner”³. Den handler om, hvordan det var i gamle dage, ja, hvordan det var i even­tyrets rige, i paradiset, da gartneren gik omkring mellem sine planter og sang: Plante smil og plante solskin / plante sang i hvert et sind / skabe hverdag om til fest / og lukke lys og glæde ind.

Den gamle gartner
Paul Cézanne
E.G.Bührle Samlung

Det er en rigtig dejlig sang. Den er også sentimental – dvs. den er lidt trist og sørgmodig – for den handler sig om, hvor godt det var eller kunne være, hvis det ikke havde været for sorger og triste dage – og hvem kender ikke til det at være trist engang i mellem.

Så er det godt at få et ord med på vejen. Og det er netop det, vi får, når vi hører om sædemanden, som gik ud for at så sit korn. Den sædemand, det er faktisk den gamle gartner, det er Gud. Den gamle gartner er ikke gået på pension. Gud er ikke blevet træt og sidder ikke oppe i sin him­mel og sover. Nej, Guds ord bliver sta­dig spredt i verden til op­munt­ring, trøst og glæde. Og det bliver spredt over­alt: på den gode jord og på sten­grunden, mellem tidsler og der, hvor fug­lene spi­ser det meste af det.

Måske overvejer vi med os selv, om Guds ord falder i god jord hos os eller hos an­dre, men det kan vi ikke rigtig vide. Og det skal vi nok heller ikke spekulere alt for meget på. Det er nemlig sådan med de fleste men­ne­sker, både børn og voks­ne, at det nogle gange ser ud til, at de ikke hø­rer efter, hvad der bliver sagt, men så lang tid efter viser det sig allige­vel, at noget af det, som de hørte, slog rod i deres hjerte.

Måske overvejer vi med os selv, om vi bærer frugt. Om vi bærer frugt for hin­an­den, om vi bærer frugt for Gud? Hvad nu, hvis vi ikke bærer frugt?

Hvis vi ikke bærer frugt, så bliver der ikke slukket for lyset eller lukket for van­det, for Gud lader sin sol skinne på gode såvel som på onde men­nesker. Og man kan ikke altid på et menneske se, om det tog imod Guds ord og handlede derefter. Og selv om det gjorde det, så ved vi godt, at det kan gå gode mennesker skidt, mens onde mennesker synes at blive belønnet med et langt og godt liv.

Men alt det er jo slet ikke op til os at bedømme. Vi er jorden, som ordet bliver sået i, og vi hverken kan eller skal bedømme vores eller andres kvalitet. Det spi­rer og vokser også på stengrunden. Det er det, som vi skal foreholde os til, for Gud er en dygtig gartner.

Og gartneren elsker sine planter. Han vil altid give dem en chance til. Gøde og berede jorden og have tålmodighed.

Et træ skal sætte frugter. En blomst skal blomstre. Et korn skal spire og give man­ge kærner igen. Det er deres bestemmelse. Sådan er det også med menne­sker. Også vi skal spire og blomstre og sætte frugter. Vi skal leve i kærlighed med hinanden og til Gud.

Vi følger ikke altid vores bestemmelse. Vi formår det ikke. Gud, som vi ikke ser, glemmer vi, og vore kære, som vi endog ser og kender, dem svigter vi. Jeg ved godt, at det er hårdt at sige sådan – særligt i dag, hvor der er barnedåb, og hvor de små ligger trygt i mors eller fars arme, og hvor mor og far for alt i verden øn­sker altid at være alt for dem. Viljen er der, ønsket og håbet er der, gode evner og muligheder har I, men også I vil komme til at svigte jeres børn en dag – en lille smule i hvert fald, for ingen forældre kan undgå at blive ramt af udtrykket: ”Har du snakket med dit barn i dag?” Og mon ikke jeres drenge og jeres pige engang om mange, mange år vil tænke: ”Jeg bør besøge dem lidt oftere”?

Vi er altså i den situation, at vi er skyldige. Vi er skyldige for alt det, som vi gør, men ikke burde gøre. Vi er skyldige for alt det, som vi ikke får gjort.

”Jamen, er det lille barn også skyldig”, må vi så spørge? Og vi kan så svare, som det hedder et sted, at barnet ikke er skyldigt, fordi fædrene spiste sure druer. Dvs. barnet kan naturligvis ikke drages til ansvar for sine forældres fejl og mang­ler. Heldigvis. Men barnet er jo i sin natur en lille menneskeplante, som vil vokse op, og skønt det vil være sig selv, så vil det også være som andre mennesker, nemlig ikke uden fejl.

En lille menneskeplante, skøn og sød, men med anlæg for ikke at være uden fejl, sådan en lille menneskeplante bærer man til gartneren, som elsker sine planter. Det er det, som sker, når man bærer et barn til dåben. Og gartnerens mægtige tegn, korsets tegn gives til barnet. Og vandet hældes over dets hoved til syndernes forladelse og nåde og evigt liv. Og barnet skal aldrig vandre i skygge, for Jesus er lyset og livet. Amen.

---

1. Tillæg til Den Danske Salmebog
2. Gud ske tak og lov, Den Danske Salmebog for Børn og Unge
3. Måske efter inspiration fra H.C. Andersens ”Gartneren og Herskabet”?