Søndag d. 23. september, Egernsund kl. 9.00, Broager kl. 10.30. Hør prædiken...
690, Nu rinder solen op - (263, Kom, Gud Helligånd, kom brat) - 31, Befal du dine veje // 128, Fuglen har rede - 431 (/167,7) - 6, Dig være, mildeste Gud Fader
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”Vær ikke bekymrede”. Den opfordring lyder hele tre gange i evangeliet til i dag, og ordet ’bekymret’ er anvendt seks gange. Det er næsten for meget af det gode, for vi er jo bekymrede, og hvad hjælper det så at sige: ”Vær ikke bekymret!”?
Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Der er jo nok at være bekymret om. Ulykkerne i verden er store. Lige for tiden er det særligt terrorkatastrofen i Amerika og udsigten til krig i Mellemøsten, som vi tænker på, og det hele er næsten ikke til at bære. Tænk, selv udenrigsminister Lykketoft, som ellers er en barsk mand, har fortalt, at han fik ondt i hovedet og ondt i maven.
Når bekymringerne trænger sig sådan på, så kunne man godt få lyst til at gemme sig. Måske skulle man gøre ligesom strudsen. Den stikker hovedet i sandet og håber på, at alt det, som sker omkring den, at det slet ikke sker, når den ikke ser det.
Man kan også vælge at tænke, at man var en anden, og at man kunne gemme sig eller trykke sig ind til en, som man holdt af, når man blev bange. Det har digteren Frank Jæger fortalt om i en sang, som Kim Larsen engang har sunget:
Åh at være en høne
ingen kan finde hvor er
gemme sig dybt i en have
pikke et rødhudet bær.
Åh at være en tøjhundOg hvis man ikke kan være en tøjhund i en drengs kærlige arme, så kunne man være et æble, der voksede sig dejlig saftig på et træ - indtil det må slippe, når det bliver efterår.
kysse en blankøjet dreng
bo i hans kærlige arme
sove sig mæt i hans seng.
Men sådan kan man ikke gemme sig for verden. Man er ikke en høne, et æble eller en tøjhund, men, siger Frank Jæger, et stakkels menneske, ”en stodder … på den regnvåde vej, / ensom fordrukken og sølle / sådan en stodder er jeg”. Jo, lad os sige det rent ud: bekymringerne kan let få os til at blive ensomme og fortvivlede.
Hvordan kan Jesus komme og sige til os, at vi ikke skal være bekymrede? Hvordan kan han tillade sig det? Jo, hvis han havde haft sit på det tørre, så ville det have lydt hult og tomt, det, han sagde. Men han havde ikke sit på det tørre. Han havde kun det tøj, som han stod og gik i, og de, som fulgte ham, havde heller ikke ret meget, for de havde forladt deres arbejde og deres familier og alting for at være sammen med ham.
Jesus gik rundt i Galilæa og hjalp alle de syge og trætte, og selv om han mødte meget modstand, så fortalte han alligevel om Guds rige. Ja, når han var hos dem, så var det som om, at Guds rige allerede var midt iblandt dem.
Men samtidig var Jesus selv den, som havde allermest grund til bekymring, for han skulle ikke blive ved med at gå omkring og tale om Guds rige. Han skulle til Jerusalem, og han vidste, at man pønsede på at slå ham ihjel.
Men det bekymrede ham ikke, for han stolede på Gud. Han stolede på, at ligegyldig hvad der skete, så ville Gud være med ham. Og det er det, som han også fortæller til sine disciple og til os: Ligegyldigt hvad der sker, så vil Gud være med os. Og derfor er valget: tro på Gud eller bekymr dig!
Og det forstod disciplen Peter og han skrev senere: ”kast al jeres bekymring på Gud, for han har omsorg for jer”. Dvs. bekymringerne skal ikke undertrykkes eller tænkes væk - det kan man jo alligevel ikke - men de skal afleveres på rette sted, til Gud, som tager dem på sig.
Og hvordan kan man så aflevere sine bekymringer til Gud? Det kan man gøre, når man beder til Gud. Så kan man fortælle om alt det, der tynger. Jo, sådan må det være: hvis vi ikke skal bekymre os, må en anden jo have omsorg for os.
Og så passer det måske alligevel det med at være som en tøjhund i en drengs kærlige arme. Eller vi kan, som Jesus opfordrer til, leve i enfoldig tillid til Gud ligesom himlens fugle, som svinger sig i luften og kvidrer og bygger reder og lever livet her og nu, som Gud har skabt dem til. Eller leve ligesom markens liljer, der står og dufter og ser så flotte ud, også selv om de engang skal visne…
Når vi så har kastet al vor bekymring på Gud og måske fornemmer Guds omsorg for os, så kan vi komme videre. Når vi ikke længere er lammet af bekymringer, kan vi bevæge os og handle igen. Den sunde ubekymrethed stikker nemlig ikke hovedet i sandet. Den ser al modgang i øjnene, men er ikke uvirksom.
Selv, når det ser allerværst ud, selv når det ser ud som om, at jorden er ved at gå under, så fortsætter den sunde ubekymrethed. Det, som man ikke kan gøre noget ved, må man lade Gud om at klare, og så må man gøre, hvad man ellers kan gøre, i fortrøstningsfuld tiltro til Gud.
Det giver Martin Luther et eksempel på. Han blev engang spurgt: ”Hvis jorden gik under i morgen, hvad ville du så gøre?” Og han svarede: ”Jeg vil plante et træ!”
Det skal vi også gøre. Vi skal ikke lade os kue eller miste modet. Vi skal plante, opbygge, tro og kæmpe. Det skal være vores gerning hver dag! Når vi fortæller Gud om vore bekymringer af alle mulige slags, både de små og de store, så kan vi passende også bede om Guds hjælp til det, som vi selv kan gøre noget ved!
Og når vi så gør noget ved det ene og det andet, når vi kæmper mod ondskab og uretfærdighed, når vi bygger og planter og håber, så skal vi ikke tro, at vi hjælper Gud, for mon ikke det er Gud, der hjælper os?…
Og vi skal ikke være kede af at lade os hjælpe af Gud. Lad os bare være som en fugl eller en snegl eller en stodder. Det er bedre end at blæse sig op og være selvtilstrækkelig, og det er meget, meget bedre end at tro, at man skal bekymre sig om alting og måske endda gøre Guds arbejde. Guds rige sætter sig igennem, når Gud vil - både her og nu i tiden, i glimt, i vore hjerter, og når tiden er slut, og Gud til sidst samler alle sine børn i sit himmelske rige. Når mennesker forsøger at hjælpe Guds rige på vej, så ender det let helt galt - lad Gud om det!
”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”, sagde Jesus. Guds rige og hans retfærdighed det er, at vi må kaste al vor sorg og bekymring på ham, på Jesus, som påtog sig at bære al verdens synd.
Retfærdighed er aldrig at påføre andre lidelse. Det er klart. Det er jo meningsløst. Men der, hvor retfærdigheden ikke er, der kan den opstå ved, at én tager lidelsen på sig, for at andre kan slippe. Det er retfærdigheden ved, at nogle mennesker vover livet for at redde andre - og måske mister det. Og det er retfærdigheden ved, at Jesus, Guds Søn, blev menneske og led for vor skyld, at der på guddommelig vis bag lidelsen findes noget andet, som er stærkere, som det hedder i en salme:
Kærligheden, hjertegløden,Amen.
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted
