Sct. Marie kirke, søndag d. 1. april 2001, kl. 10.00
10 Alt hvad som fuglevinger fik - 396 Alle mine kilder + 488, 2+7 Gudsfingrene grande slog kors - 63 Nu kom der bud fra englekor // 89 Lovet være du, Jesus Krist - 432 Jesus Krist, du gav mig livet - 172 Det hellige kors, vor Herre han bar
Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.Mariæ bebudelsesdag er - som der står en note i den gamle udgave af salmebogen - ”henlagt til 5. søndag i fasten”, og ligger altså fra år til år på forskellige datoer, alt efter hvornår påsken falder. Egentlig hører Mariæ bebudelsesdag til på nøjagtig den 25. marts - 9 måneder før jul.
Mariæ bebudelsesdag er en slags afbrydelse af fastens tema: Jesu vej til Jerusalem - Jesu vej til korsfæstelse, død og opstandelse. Midt inde i fasten kommer en dag, hvor vi hører om, hvor han kom fra, han, som gik den tunge vej.
Forhistorien er, at Elisabeth og hendes mand Sakarias ikke kunne få børn, og de var blevet så gamle, at det nu var ved at være for sent. Men Sakarias bad Gud om, at deres store ønske dog måtte gå i opfyldelse. Og så viste englen Gabriel sig for ham og sagde, at hans bøn var blevet hørt, og at Elisabeth skulle føde ham en søn.
Sakarias troede ikke rigtig på det, selv om det selvfølgelig var det, som han håbede allermest på, og han begyndte at komme med indvendinger og sagde, at han og hans kone var vel egentlig blevet for gamle til, at de skulle kunne få et barn. Og fordi Sakarias ikke troede englen Gabriel, Guds sendebud, blev han slået med stumhed, indtil barnet skulle fødes.
Nu gik altså Sakarias omkring og var stum, mens hans kone, Elisabeth, var gravid i sjette måned.
Og så er det, at englen Gabriel igen bliver sendt af Gud. Denne gang er det ikke til et barnløst ægtepar, men til en ung pige, som godt nok er forlovet, men endnu ikke givet til sin tilkommende.
Englen kommer ind Maria og hilser hende med ordene: ”Herren er med dig, du benådede”. Og Maria bliver forskrækket, hun forstår ikke, hvad de ord skal betyde, og hun forstår i øvrigt slet ikke, hvorfor en engel henvender sig til hende, for hun har ikke bedt om noget.
Jo, måske har hun i sin aftenbøn bedt om, at Gud må være med hende, passe på mor og far, være med Josef, hendes forlovede, give mildt vejr til de nye lam og - hvis det ikke var at besvære Gud med små og forfængelige ønsker - hjælpe med at overtale far til at købe de ørenringe, som hun så længe havde ønsket sig. Det var kun ganske almindelige ting, som hun havde bedt om, for Maria var en ganske almindelig ung pige.
Indtil nu altså, for nu stod englen foran hende og sagde: ”Frygt ikke, Maria!” Og det kunne han sagtens sige, men Maria var vel stadig lidt bange og meget forundret, og det blev ikke bedre, da englen fortsatte: ”… du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn.”
Så blev Maria først bange. Det burde hun i hvert fald være blevet, for hvor var hendes situation dog forskellig fra Elisabeths. For Elisabeth var det at blive gravid og få et barn jo det bedste, der kunne ske, men for Maria var det nærmest det modsatte. Hvis hun blev gravid nu, så ville det være en skandale. Hun havde endnu ikke forladt sine forældres hus, hun var ikke blevet givet til Josef, hendes forlovede, endnu, og graviditet i den situation kunne føre til foragt, udstødelse eller det, som var værre.
Men Maria troede englens ord, selv om hun ikke kunne forstå det eller overskue konsekvenserne. Hun siger ikke englen imod, men spørger til, hvordan det skulle kunne gå til, at hun skulle blive gravid. Og englen svarer: ”Helligånden skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn”. Og videre fortæller englen det, som Sakarias ikke kunne sige og åbenbart heller ikke på anden måde har meddelt, at også Marias slægtning Elisabeth, skønt hun havde været ufrugtbar, nu var gravid.
Og Maria tror på det. Hun tror på det hele. Hun tror på, at intet er umuligt for Gud, og så giver hun sig ind under Guds beslutning og vilje, idet hun siger: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”
Man har siden beundret Maria for hendes tro, og det med rette. I Matthæusevangeliet hører man om sagen set fra Josefs side. Han troede ikke på Marias forklaring, men var sikkert mistænksom, såret og skuffet og havde i hvert fald besluttet sig for at slå op med hende - i stilhed, for at hun ikke skulle komme i vanry (men det skulle hun jo nok komme, når det blev synlig, hvorledes det var fat med hende). Og så måtte Herrens engel atter give sig til kende og i en drøm forklare ham sagens rette sammenhæng.
De blev sammen, Josef og Maria, trolovelsen blev ikke ophævet, men stadfæstet, og knap ni måneder senere drog de sammen til Betlehem, fordi der var folketælling. Der blev barnet Jesus født…
Det er et kors for tanken, at tro på den her beretning. Sådan noget plejer ikke at ske. Hvis en ung pige er gravid, så har det altid sin årsag, og aldrig før ej heller siden er det lykkedes en ung pige at overbevise nogen om, at det er ved Guds kraft og Helligåndens medvirken, at hun er blevet gravid. I den henseende er Maria enestående.
Det er måske også et kors for tanken, at evangelisterne fortæller så forskelligt om sagen: Lukas fortæller om Marias private oplevelser, som hun gemte i sit hjerte og åbenbart først langt senere, da hun forstod alting, lod andre vide noget om. Matthæus ser sagen fra Josefs side. I Markusevangeliet er det ikke ved undfangelsen, men først ved Jesu dåb, at vi hører ordene om Guds Ånd og velbehag. Og i Johannesevangeliet fortælles om Jesus som Guds Søn allerede før alle tider.
Der er forskellige synspunkter, men sagen er den samme: Jesus, Guds Søn, blev menneske. Maria var hans mor, og Gud Fader i himlen hans far.
Det er et kors for tanken, at Gud blev menneske. Men det var altså det, som skulle til. Gud blev ikke siddende i sin himmel, men steg selv ned på jorden og blev menneske.
Det er måske kors for tanken, men det burde det ikke være, for det er så enkelt: Intet er umuligt for Gud. Amen.
