Er det ikke gammeldags at bede Fadervor?

3. søndag i fasten 2009, Luk 11,14-28
Rinkenæs kirke søndag d. 15. marts
(bearbejdet udgave af prædiken fra 2001)
266 Mægtigste Kriste - 448 Fyldt af glæde over livets under - 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre // 166 Så skal dog Satans rige - 439,1 O du Guds Lam - 473 Dit minde skal, o Jesus, stå - 634 Du ved det nok mit hjerte
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Engang drev Jesus en dæmon ud der havde gjort en mand stum. Så snart dæmonen havde forladt man­den, kunne han tale igen, og det undrede folk sig høj­lydt over. Men nogle af dem sagde: »Når han kan drive dæmoner ud, er det bare fordi han får hjælp af Beel­zebul, dæmonernes fyrste.« Andre ville udfordre ham og forlangte at han gav dem et bevis på at han var sendt af Gud. Men Jesus gennem­skuede dem og sagde: »Hvis der er borgerkrig i et land, bliver det ødelagt, og den ene familie overfalder den anden. Hvis Satan be­kæm­per sig selv hvorfor er hans rige her så stadig­væk? I siger jo at jeg får hjælp af Beel­zebul til at drive dæmoner ud. Men hvis det er rigtigt, hvem hjælper så jeres egne folk når de gør det? Lad dem afgøre om I har ret. Men hvis det nu er Gud der hjælper mig med at uddrive dæmoner, så er Guds rige allerede kommet til jer.
     Man kan sammen­ligne Satan med en stærk mand der forsvarer sit hjem med våben og derfor kan have sine ting i fred. Men hvis der kommer en der er endnu stærkere og besejrer den stærke mand, vil han tage de våben fra ham som han stolede fuldt og fast på. Han tager alle mandens ting med sig og deler ud af dem. Den der ikke er med mig, er imod mig. Og den der ikke hjælper mig med at samle, han spreder.«
     Når en dæmon er faret ud af et menneske, flak­ker den rundt i ørke­nen for at finde et sted at slå sig ned, men det lykkes ikke. Derfor bestemmer den sig for at tage tilbage til det hus den blev drevet ud fra. Når den gør det, opdager den at huset er rent og pænt, og så henter den syv andre dæmoner der er værre end den selv, og flytter ind sammen med dem. På den måde bliver det værre for den besatte end det var før.«
     Mens han talte, var der en kvinde mellem til­hø­rer­ne der råbte til ham: »Hvor må din mor være lyk­ke­lig. Hun har både født dig og ammet dig.« Men han svarede: »Ja, men de der hører hvad Gud siger, og holder fast ved det, er endnu lykkeligere.« D.N.A.
For mange år siden var jeg til et møde, hvor en præst fortalte om fænomenet ånden i glasset. Præsten var for øvrigt Steen Skovs­gaard, som nu er biskop på Lolland-Faster.

Ånden i glasset er en leg, som børn og unge mennesker på det tidspunkt var meget optaget af. Den foregår på den måde, at man stiller et glas på hovedet på en plade med bogstaver og tal, og de med­vir­ken­de lægger så hver en hånd ovenpå glasset og de andres hænder. Derefter på­kalder en af deltagerne ånden i glasset for at få noget at vide.

Man starter i det små med at stille enkle spørgsmål, fx ”er det mandag i dag?”, og tilsyneladende ganske af sig selv bevæger glasset sig hen over pladens bogstaver N.E.J. Man fortsætter med flere spørgsmål og svar, og når man er blevet varmet godt op, bliver spørgsmålene mere komplicerede. Nu synes nogle af svarene at være lidt tilfældige, men andre ser ud til godt at kunne passe.

På et tidspunkt spørges der selvfølgelig ”skal den eller den dø?”, og svaret bliver naturligvis J.A., og snart er en så tåbelig at spørge: ”Hvornår skal jeg dø?”, og får måske som svar en dato ikke langt ude i fremtiden. Så stopper legen for denne gang, og børnene prøver at overbevise hinanden om, at det hele bare var en leg, men bange bliver de alligevel.

Steen Skovsgaard fortalte, at han havde spurgt sine konfirmander, om de kendte til ånden i glasset? Jo, det gjorde de da, og nogle af dem havde også prøvet legen flere gange.

Jeg overvejede, hvad jeg ville have sagt til konfirmanderne i den situation. Jeg ville måske dengang have sagt: ”hold op med det pjat, det er den rene overtro!”, og så ville jeg have fortsat med at forklare rent psykologisk, hvorledes del­tag­er­nes fælles vilje sagtens ubevidst kunne styre glasset i denne tåbelige leg.

Sådan svarede Steen ikke. Han tog sine konfirmander alvorlig; for dem var legen ikke bare en tilfældig leg, men noget, som både greb dem og gjorde dem bange. Han afviste ikke, som så mange andre gjorde, at der virkelig kunne være en ånd i glasset, men sagde: ”Hvis ånden gør jer bange, så må det være en ond ånd, og så er det bedst at holde sig væk fra den!”…

Det råd om at holde sig væk fra det, som gør en bange, det råd kan godt trænge til gentagelse, for der er mange mennesker, som bliver fascineret af ondskaben.

Således giver det ikke bare stor opstandelse og bestyrtelse, når noget ondt sker, som fx skoleskyderiet i Tyskland, hvor en ung mand slog en masse skole­kam­me­ra­ter og lærere ihjel. Men det bliver også omtalt vidt og bredt og analyseret forfra og bagfra, selv om man ved, at netop omtalen og den overvældende interesse er skadelig og giver anledning til at sådant vanvid bliver kopieret og springer fra USA til Finland til Tyskland.

Men vi er nysgerrige, og er virkeligheden ikke slem nok, så har vi jo æste­ti­se­ren­de fremstillinger nok i filmens verden i film som Ondskabens øjne eller Kill Bill eller for den sags skyld Indiana Jones, som vi sluger som familie­under­holdning med børnene.

Måske kunne et par strofer fra en moraliserende sang, som nogle af os kender fra søn­dagsskolen, være på sin plads: ”Lille øje, pas nu på, hvad du ser … lille øre, pas nu på, hvad du hører”, for selvom vi ikke skal være som strudsen Rasmus og stik­ke hovedet i sandet og så regne med, at det onde, som vi ikke ser, det sker heller ikke, så skal vi til gengæld ikke regne med, at vi uden omkostninger kan svælge i ondskaben blot fornøjelsens skyld…

”Ja, men”, kunne man spørge, ”bliver vi da onde af at se ond­skabs­fulde film? Bli­ver vi værre af at interessere os for detaljerne, når en syg morder bliver dis­ku­te­ret?” Nej, det gør vi nok ikke, men vi lader os fylde med tomhed og får et for­vræn­get æste­ti­se­ren­de eller ana­lytisk billede af ondskaben, og det farlig.

Hvorfor det? Det er farlig, fordi vi tror, at det onde er noget, som foregår et helt andet sted, no­get, som vi kan holde på afstand og under kontrol. Det er ikke i vort hus, det onde foregår. Det er ikke engang i naboens hus, men i København eller i Tyskland eller i Amerika.

Og den opfattelse passer godt ind i Djævelens plan. Allerhelst vil Djævelen have, at vi tror, at der slet ikke findes ondskab, men hvis vi alligevel tror, at det gør der, så passer det ham godt, at vi bilder os ind, at ondskaben findes et andet sted, og at den ikke rigtig har noget med os at gøre. At vi bilder os ind, at vi er immune og usårlige. Men bilder vi os det ind, så er vi først forsvarsløse…

Kampen mellem Gud og Satan udkæmpes ikke som en sportskamp i en arena med fair play og efter reglerne. Den føres ikke som en rigtig krig til lands, til vands og i luften. Kampen føres overalt: i Amerika, i København og inde ved naboen, men det er ikke det værste. Kampen foregår også i dit og mit sind.

I kender sikkert jeres mørke sider, ligesom jeg kender mine. De røber sig ikke al­tid, men indimellem dukker de op til overfladen, og man ser det, som man ikke tro­ede, var i en: løgnen overfor den man holdt af; lysten til at gøre noget, som kan skade andre eller endog en selv; begæret efter magt og indflydelse ikke blot for en god sags skyld, men for ens egen selvhævdelses skyld; nydelsen på andres be­kost­ning. Jo, ond­skab og dæmoner findes…

Og Jesus kom og uddrev dæmoner. Han uddrev en dæmon af en stum, og den stum­me begyndte at tale. Men Djævelen er snedig, og bryder sig ikke om at blive overvundet af det gode. Så hellere sige, at det var selvmål, at det var Djæ­ve­len selv, som uddrev dæmonerne. Men det var det ikke. Det var Jesus, der viste Guds kraft og magt: vel er Djævelen stærk, men Gud er stærkere…

”Men findes dæmoner så i dag?”, kan man spørge, ”har vi brug for beskyttelse imod dem?” Spørgsmålet blev faktisk bragt på bane en aften, da jeg lagde mine børn i seng. Da vi havde bedt Fadervor, spurgte Frederik på 7 år: ”Far, er det ikke gammeldags at bede Fadervor?” ”Jo”, sagde jeg lidt tøvende, ”det er det vel, men hvad mener du egentlig med det spørgsmål?” Og så forklarede Frederik, at der jo ikke var krig, og derfor var det ikke nødvendig med Fadervor. Og jeg måtte give ham ret: ”Nej, der var ikke krig, men derfor kunne man jo godt bede Gud om hjælp og sige Fadervor alligevel. Og så bød Christian på 5 år ind med sin for­kla­ring: ”Jamen det kan jo godt være, at det er fordi, at vi beder Fadervor, at der ikke er krig!”

Det var en fin forklaring, synes jeg, og jeg tror, at der er meget rigtig i den. Kampen mellem Gud og Djævelen foregår stadig. Det kan vi jo se. Men det af­gø­ren­de slag er udkæmpet. Da Guds Søn kom til verden, gik han ind i den stærkes hus og kæmpede med ydmyghedens og kærlighedens våben. Så ydmyg var han, at han døde. Han nedfor til dødsriget, og netop fordi han var uden synd, kunne Djævelen ikke holde ham, men mistede grebet, mistede sine våben, mistede den endelig magt. Djævelen mistede magten, og Gud vandt, da Jesus opstod fra de døde.

Det er det, vi tror på. Vi tror på, at også vore dæmoner skal blive drevet ud. Dæ­mon­erne skal blive drevet ud ved Guds kraft. Men vi skal ikke af den grund læne os tilbage og tro, at vi kan være neutrale, for ” Den der ikke er med mig, er imod mig. Og den der ikke hjælper mig med at samle, han spreder”.

Og hvor står vi overfor det ord? Hvordan skulle vi dog kunne være med Gud, vi, som har det onde i os? Hvad kan vi gøre? Vi kan sige de ord, som lød over os ved vor dåb, og som vi lærte, da vi var børn, og da vi gik til konfirmation. Vi kan sige trosbekendelsen, hvor vi forsager Djævelen og bekender troen på Gud, Fader, Søn og Helligånd.

Vi kan tale med Gud i bøn, for vi er jo ikke besat af en stum dæmon, men skulle vi mangle ord, så kan vi altid sige den bøn, som Jesus selv har lært os, nemlig Fader­vor. Og så skal vi lytte, lytte til Guds ord og bevare det i vores hjerter. Amen.