Aftengudstjeneste. Hør prædiken...
376 Op til Guds hus vi gå - 384 Herre Jesus, kom at røre (dkk317) // 140 Min Jesus, grund til al vor lyst - 24 Min sjæl, du Herren love
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« - det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«
Her er det så, at de allerfleste, som har lært lidt førstehjælp, umiddelbart vil give sig til at yde kunstig åndedræt. Det er forkert. Man skal først undersøge og eventuelt sørge for frie luftveje.
Da jeg lærte førstehjælp, var undervisningen meget grundig. Tingene blev ikke blot vist og forklaret; vi øvede os også så realistisk, som det overhovedet kunne lade sig gøre. En af os skulle være tilskadekommen, og så skulle de andre finde denne tilskadekomne og udføre den korrekte førstehjælp. For at vi virkelig skulle lære det med frie luftveje, fik den tilskadekomne, bevidstløse nogle gange en træklods i munden, og vi andre skulle så fiske denne træklods ud af munden på ham.
Det var ikke rart at skulle spille tilskadekommen i disse situationer, og vi andre syntes heller ikke, at det var behageligt at skulle stikke fingrene ind i en andens mund. Men vi tog ubehaget med og lærte det med frie luftveje, så vi aldrig glemte det, for det kunne jo engang vise sig, at være livet om at gøre…
Når vi i dag hører om den døve og næsten stumme mand, som Jesus helbreder, så er det ikke blot, fordi vi skal have at vide, at den og den mand på en bestemt dag på et bestemt sted blev helbredt af Jesus. Nej, det er langt mere end en underberetning, det er en instruktion i trinvis førstehjælp til åndeligt bevidstløse.
Det første, der sker, er, at nogle mennesker, som har hørt rygtet om Jesus, bringer den hjælpeløse til ham.
Tænk, er det ikke noget, som vi kender til også i dag? Jo, for når der er dåb, bringes netop det lille, hjælpeløse barn af nogle mennesker, som har hørt om Jesus - oftest er det barnets forældre. Hvad disse forældre har hørt om Jesus, og hvad de husker af det, er meget forskelligt. Nogle husker i detaljer deres børnelærdom og forstår meget vel, hvad kristentro drejer sig om. Andre har kun et vagt begreb om det - enten fik de aldrig rigtig noget at høre, eller de hørte ikke ordentlig efter, eller det, som de hørte, gik med tiden tabt i glemselens tåger. Hvorom alting er, så kommer de med deres barn i tillid til, at det kan have gavn af at høre Jesus til.
Altså, de, som havde hørt rygtet om Jesus, bragte en mand til ham, en mand, som var døv og afsondret fra sine medmenneskers tale, og som også derved havde mistet evnen at lade de lyde, som kom ud af munden, få mening og betydning, hvorfor enhver kommunikation var umuliggjort.
Jesus trak nu dette menneske afsides og begyndte at gå meget håndgribelig til værks. Han stak sine fingre i ørerne på manden og spyttede og rørte ved hans tunge. Beskrivelsen er så kropslig, at vi næsten kan føle, at det går os for nær. Vi synes, at det bliver for intimt, men er det måden, Jesus helbreder på, så må det være sådan!
Og Jesus så op mod himlen, sukkede dybt og sagde ordet, der betyder luk dig op. ”Effatha”, sagde han. Og nu blev manden helbredt. De bånd, der havde gjort dette menneske stum, blev løst, og han kunne høre og tale.
Så forbød Jesus dem, som havde været tilstede, at tale om det, der var sket, for han ville ikke misforstås, så at folk troede, at han var en mirakelmager og en healer. Han ville ikke tiljubles, før han havde åbenbaret sit sande væsen, hvilket han jo gjorde for enden af sin jordiske vej på et kors i Jerusalem.
Men de, der havde oplevet helbredelsen, kunne naturligvis ikke tie stille med det, for de var så glade og forundrede, at de måtte råbe det ud: ”Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”…
Den døvstumme, som var blevet helbredt, havde ikke altid været døvstum. Engang havde han kunnet høre og tale. Det kan man se deraf, at han havde meget svært ved at tale. Havde han altid været døv, ville han slet ikke kunne tale. Det er først i seneste år, at man inden for døveundervisningen er kommet så langt, at selv helt døve kan lære at tale. Viden om mundens og tungens bevægelser og uendelig megen øvelse gør det muligt.
Manden havde altså engang kunnet høre og tale, sådan, som han var skabt til det, og denne skabelsesgave var gået tabt. Ved helbredelsen blev evnen og gaven genskabt.
Guds skaberkraft er det nemlig, denne beretning giver mindelser om. Da Gud skabte mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i dets næsebor, da blev mennesket et levende væsen, og alle dets sanser blev skabt. Der blev åbnet for evnen til at modtage og give og leve i samfund med Gud og medmennesker. Mennesket var blevet skabt i Guds billede.
Når Jesus nu sukkede så dybt, ja nærmest stønnede, så var det fordi, han fandt dette billede ødelagt. Mennesket var blevet lukket af og truet på livet - livet med Guds ord, livet i samtale med andre mennesker, livet med sang og latter. Syndefaldet - synd og skyld og satans magt, lidelse og egoisme, mørke og lukkethed havde gjort det gode billede til et vrængbillede. Mennesket, der skulle høre, hverken kunne, ville eller gad høre.
Også det kender vi alt for godt. Vi vil ikke altid høre på hinanden. Det er ikke altid, vi gider yde den fulde opmærksomhed, når nogen taler til os. Der sker det, at vi, der ellers nok har hørelsen i orden, ikke gør brug af den. Det, der bliver sagt, lader vi gå ind ad det ene øre og ud af det andet.
Ordet finder os tomme, går lige igennem os og forlader os akkurat lige så tomme. Eller måske bliver vi endog endnu mere tomme ved, at vi ikke hører det. Det er måske et andet menneske, der betror os sine inderste tanker og dybeste følelser, og vi lægger ikke rigtig mærke til det, men lader den anden i stikken. Vi er overfladiske, og den anden bliver overhørt og svigtet.
Gud vil vi heller ikke høre på. Jo, kommer Gud med et mirakel i rette tid, så vil vi måske nok tage imod. Er vi eller en af vore kære syge, da skal vi nok åbne munden og lade bønnens ord flyde, da skal vi nok lytte opmærksomt efter et positivt svar fra Gud, og vi skal nok tage imod med åbne arme.
Men ellers, når der er fred og ingen fare (tænk, at vi mennesker kan tro, at en sådan tilstand kan vare ved) - når der er fred og ingen fare, så falder vi hen, så lukker vi af.
Og så er der brug for åndelig førstehjælp til bevidstløse. Så må nogen jo bringe os til Jesus, for at vi kan møde syndernes forladelse og Guds genskabende kraft.
Så vil Gud ved Helligånden åbne vore ører, så vi kan høre igen; røre vore hjerter, så vi kan føle på ny; og åbne vore munde, så vi kan bekende og lovprise:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,Amen.
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
