Sct. Marie kirke, søndag d. 22. juli kl. 10.00
696 I østen stiger solen op - 401 O, lad din Ånd - 488,2-8, 258 Kom sandheds Ånd // 435 Nu fryde sig hver kristen mand - 432 Jesus Krist, du gav mig livet - 606 Hvor blev Guds jord et dejligt sted
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.Kristendommen er ikke en lære, ikke noget, man kan lære udenad, og så lægge til side og regne med, at nu er den sag klaret. Det kommer klart frem i det stykke, som vi lige har hørt…
I har hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke begå drab,’ og: ’Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«
Efter at have gået rundt i Galilæa og undervist og prædiket og helbredt var Jesus gået op på et bjerg og havde sat sig ned og var gået i gang med at tale til sine disciple. Han fortalte alt det, som vi kender fra Mattæus-evangeliets kapitel 5-7, det, som kaldes Bjergprædikenen.
I Bjergprædikenen laver Jesus om på alting. Han starter med saligprisningerne, hvor det er de fattige, sagtmodige og ringe, som er salige. De skal blive mætte, de skal få trøst, de skal få løn i himlen.
Så fortsætter han med at sige til disciplene og de folk, som er fulgt med, at de er jordens salt og verdens lys. Det har de nok svært ved selv at se, almindelige, jævne mennesker, som de er. Men jo, det er de, siger Jesus, deres lys skal skinne for deres medmennesker, og deres gode gerninger skal hjælpe andre til, når de ser dem, at komme Gud nærmere.
Hvem vil ikke gerne komme Gud nærmere? Mon ikke de alle sammen ventede spændt på at få mere at vide.
Og så får de mere at vide. ”I har hørt… men jeg siger jer…” Og alt det, som de regnede med var gældende, gjaldt slet ikke. Eller endnu værre, det gjaldt, men reglerne blev skærpet rigtig meget…
Se, det, som de havde regnet med, det var jo, at farisæerne og de skriftkloge havde fundet ud af noget rigtig, når de mente, at det var muligt for et menneske at være retfærdig. Farisæerne og de skriftkloge granskede skriften og havde fundet alle lovene og reglerne frem; dem mente de, man burde overholde. Og var der områder i livet, som ikke var omfattet af nogen regel, så kiggede man på lignende områder, hvor der fandtes regler, og opstillede nye regler, som passede til. Hvis fx der gjaldt den og den straf for at stjæle en rig mands okse, kunne man slutte sig til den samme straf for at stjæle en høne fra en fattig enke ud fra den betragtning, at man i begge tilfælde gjorde relativ lige stor skade.
Det kan måske forekomme os noget omstændelig, men reglerne var ikke slet ikke så dumme, og der var da også nogle, som var rigtig gode til at holde reglerne…
Og så kommer Jesus og skærper reglerne. Fx det her med, at man ikke må begå drab. Nej, man må ikke engang blive vred på sin bror og kalde ham klovn eller tåbe. Og det er jo ikke noget, som er let at overholde. Slet ikke, hvis man er et retfærdigt menneske, og den anden opfører sig forkert. Så har man vel lov til at skælde ud? Det har man vel ret til?
Tja, måske, men det bliver altså sammenlignet med drab. Allerede det at blive vred på sit medmenneske er at lægge afstand til det. Måske gør man den anden fortræd derved? Måske tager man modet fra den anden? Måske tager man ligefrem livsmodet fra den anden?
Og ved at satse på sin egen ret og retfærdighed lægger man ikke blot afstand til sit medmenneske. Man lægger også afstand til Gud. Man skal ikke komme til Gud og lægge en gave på alteret, hvis man har et udestående med sin bror. Så skal man først forlige sig med den anden.
Ligeledes, når man er på vej sammen med en anden og kommer i strid, så skal man forlige sig med vedkommende på vejen, inden man når frem. For når man når frem, så kan det godt være, at det viser sig, at den retfærdige slet ikke var en selv. Så må man stå til ansvar for sin alt for store og skadelige selvretfærdighedsfølelse. (Og her er det ikke afgørende, om den vej, som der tænkes på er en eller anden konkret vej eller situation i livet eller hele livets vej. Selvretfærdigheden bør ikke få overtaget; den er ikke værd at bygge på)…
Men er vi mennesker da sådan nogle farisæere, at det er noget at gøre så meget ud af? Farisæere var det ikke noget i gamle dage i Palæstina eller i Vestjylland måske, men ikke her hos os?
Jeg tvivler på, at nogen af os kan sige os fri for selvretfærdighed, men for nu ikke at hænge nogen tilstedeværende ud, så lad mig nævne et barn som eksempel. Et hvilket som helst barn kan det være.
Snart efter udvides det sproglige repertoire: ”Det var ikke min skyld!…Det var de andre, der begyndte!… Hvorfor skal jeg have skylden for det?… Det er ikke retfærdigt!… Det har jeg ikke fortjent!”
Og i nogle tilfælde har barnet selvfølgelig ret. Nogle gange var det de andre, der begyndte; de andre, der drillede; de andre, der rev legetøjet ud af hænderne på barnet. Andre gange var det lige omvendt.
Men forældrene (eller pædagogerne) interesserer sig ikke altid for skyldsspørgsmålet eller den højere retfærdighed. Nej, de gør noget helt andet. De opmuntrer børnene til ikke at lægge vægt på, hvem der havde det og det legetøj først, men at dele goderne i fordragelighed: ”Lad lillesøster beholde én af dine biler; så har hun også noget at lege med!”.
De lærer børnene, at det ikke er afgørende, hvem der slog først, og at det i hvert fald ikke kan bruges som en undskyldning til at slå igen, for den form for retfærdighed gavner ikke samliv mellem mennesker…
Tilbage til Bjergprædikenen. Lov og ret skal holdes, men selv der, hvor loven bliver holdt og retten ikke bøjes, selv der gives der ikke fri adgang ind i Himmeriget. Nej, vores retfærdighed skal langt overgå de skriftkloges og farisæernes. Og kan den så det?
Det kommer an på, hvad ’vores retfærdighed er’. Når det gælder retfærdighed i form af ret handlen og korrekt livsførelse, kan vel ingen overgå farisæeren (og her er ment farisæeren i bedste betydning).
Hvis vores retfærdighed er selvretfærdighed, et skjold, som vi holder frem som et værn mod vore medmennesker, så er det vel ikke at overgå i retfærdighed, men det modsatte.
Hvis vor retfærdighed er nok så retfærdig, men den kun bruges til at holde Gud fra døren, til at bekræfte os selv i den formodning, at vi er os selv nok efter at have afregnet det, som vi måtte være medmennesker og Gud skyldig, hvis vor retfærdighed er en sådan, er vi galt på den, for vi skylder Gud alt. Vi kan ikke sige til Gud eller vore medmennesker: ”Hertil og ikke længere! Nu har du fået, hvad du kan tilkomme”…
Vores retfærdighed må være en anden, for at den kan overgå de skriftkloges og farisæernes, så vi kan komme ind i Himmeriget.
Og vores retfærdighed er en anden. Vores retfærdighed er ikke vores, den, som vi af os selv kommer frem til. Vores retfærdighed er forligelse, at dele, at give afkald, at tåle, ja endog selv at lide uretfærdighed, når det kan være vort medmenneske og vort fælles liv til gavn. Det er det, som vi lærer vore børn, og det, som vi selv kan lære.
Men kristendom er ikke bare det. Kristendom er ikke en lære. Den er et forhold til Jesus Kristus. Det er Jesus, som kommer med den retfærdighed, som vi ikke selv har. Den retfærdighed kan vi leve i, fordi Jesus selv ved sit eksempel levede til forligelse, ved at give afkald, ved at tåle og ved selv at lide uretfærdighed.
Uretfærdigt døde han, for at vi uretfærdige dog skulle leve. Det er en retfærdighed, som overgår al forstand, og vi skulle vel sige: ”Hvorfor dig? Det er ikke din skyld? Det er ikke retfærdigt?”
Nej, det er det vel ikke. Det er en retfærdighed, som trodser vore tanker om retfærdighed og er svær at forstå. Derfor er det vel også, at vi i dåben og nadveren, i enkle ting som vand, vin og brød får del i Guds retfærdighed, så vi kan føle den og få del i den, sådan at vi kan se på os selv som døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus. Amen.
