Broager kirke, søndag d. 18. marts kl. 10.30
(bearbejdet udgave fra 2009 mere aktuel)
226 Mægtigste Kriste - 260 Gud Helligånd! o, kom - 519 Vor Herre! til dig må jeg ty // 132 Så skal da Satans rige - 574 Du ved det nok mit hjerte
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.
Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.
Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«
Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«
Man starter i det små med at stille enkle spørgsmål, fx ”er det mandag i dag?”, og tilsyneladende ganske af sig selv bevæger glasset sig hen over pladens bogstaver N.E.J. Man fortsætter med flere spørgsmål og svar, og når man er blevet varmet godt op, bliver spørgsmålene mere komplicerede. Nu synes nogle af svarene at være lidt tilfældige, men andre ser ud til godt at kunne passe.
På et tidspunkt spørges der selvfølgelig ”skal den eller den dø?”, og svaret bliver naturligvis J.A., og snart er en så tåbelig at spørge: ”Hvornår skal jeg dø?”, og får måske som svar en dato ikke langt ude i fremtiden. Så stopper legen for denne gang, og børnene prøver at overbevise hinanden om, at det hele bare var en leg, men bange blev de alligevel.
Præsten fortalte, at han havde spurgt sine konfirmander, om de kendte til ånden i glasset? Jo, det gjorde de da, og nogle af dem havde også prøvet det flere gange.
Jeg overvejede, hvad jeg ville have sagt til konfirmanderne i den situation. Jeg ville måske dengang have sagt: ”hold op med det pjat, det er den rene overtro!”, og så ville jeg have fortsat med at forklare rent psykologisk, hvorledes deltagernes fælles vilje sagtens ubevidst kunne styre glasset i denne tåbelige leg.
Sådan svarede præsten ikke. Han tog sine konfirmander alvorlig; for dem var legen ikke bare en tilfældig leg, men noget, som både greb dem og gjorde dem bange. Han afviste ikke, som så mange andre gjorde, at der virkelig kunne være en ånd i glasset, men sagde: ”Hvis ånden gør jer bange, så må det være en ond ånd, og så er det bedst at holde sig væk fra den!”…
Det råd om at holde sig væk fra det, som gør en bange, det råd kan godt trænge til gentagelse, for der er mange mennesker, som bliver fascineret af ondskaben.
En væmmelig mordsag har været i mediernes søgelys i den senere tid, og hvis man har villet, så har man kunnet svælge i detaljer. Og hvis virkeligheden ikke er slem nok, så kan man gå i biografen og se uhyrligheder i fortsættelsen af ’Ondskabens øjne’.
Her kunne et par strofer fra en moraliserende sang, som nogle af os kender fra søndagsskolen, være på sin plads: ”Lille øje, pas nu på, hvad du ser … lille øre, pas nu på, hvad du hører”, for selvom vi ikke skal være som strudsen Rasmus og stikke hovedet i sandet og så regne med, at det onde, som vi ikke ser, det sker heller ikke, så skal vi til gengæld ikke regne med, at vi uden omkostninger kan svælge i ondskaben blot fornøjelsens skyld…
”Ja, men”, kunne man spørge, ”bliver vi da onde af at se ondskabsfulde film? Bliver vi værre af at interessere os for detaljerne, når en syg morder bliver idømt en streng straf?” Nej, det gør vi nok ikke, men vi lader os fylde med tomhed og får et forvrænget billede af ondskaben, og begge dele er farlig.
Hvorfor det? Fordi vi tror, at det onde er noget, som foregår et helt andet sted, noget, som vi kan holde på afstand og under kontrol. Det er ikke i vort hus, det onde foregår. Det er ikke engang i naboens hus, men i København eller i Amerika.
Ja, det her passer ind i Djævelens plan. Allerhelst vil Djævelen have, at vi tror, at der slet ikke findes ondskab, men hvis vi alligevel tror, at det gør der, så passer det ham godt, at vi bilder os ind, at ondskaben findes et andet sted, og at den ikke har noget med os at gøre. At vi bilder os ind, at vi er immune og usårlige. Og bilder vi os det ind, så er vi først forsvarsløse…
Kampen mellem Gud og Satan udkæmpes ikke som en sportskamp i en arena med fair play og efter reglerne. Den føres ikke som en ’rigtig’ krig til lands, til vands og i luften. Kampen føres overalt: i Amerika, i København og inde ved naboen, men det er ikke det værste. Kampen foregår også i dit og mit sind.
I kender sikkert jeres mørke sider, ligesom jeg kender mine. De røber sig ikke altid, men indimellem dukker de op til overfladen, og man ser det, som man ikke troede var i en: løgnen overfor den man holdt af; lysten til at gøre noget, som kan skade andre eller endog en selv; begæret efter magt og indflydelse ikke blot for en god sags skyld, men for ens egen selvhævdelses skyld; nydelsen på andres bekostning. Jo, ondskab og dæmoner findes…
Og Jesus kom og uddrev dæmoner. Han uddrev en dæmon af en stum, og den stumme begyndte at tale. Men Djævelen er snedig, og bryder sig ikke om at blive overvundet af det gode. Så hellere sige, at det var selvmål, at det var Djævelen selv, som uddrev dæmonerne. Men det var det ikke. Det var Jesus, der viste Guds kraft og magt: vel er Djævelen stærk, men Gud er stærkere…
Kampen mellem Gud og Djævelen foregår stadig. Det kan vi jo se. Men det afgørende slag er udkæmpet. Da Guds Søn kom til verden, gik han ind i den stærkes hus og kæmpede med ydmyghedens og kærlighedens våben. Så ydmyg var han, at han døde. Han nedfor til dødsriget, og netop fordi han var uden synd, kunne Djævelen ikke holde ham, men mistede grebet, mistede sine våben, mistede den endelig magt. Djævelen mistede magten, og Gud vandt, da Jesus opstod fra de døde.
Det er det, vi tror på. Vi tror på, at også vore dæmoner skal blive drevet ud. Dæmonerne skal blive drevet ud ved Guds kraft. Men vi skal ikke af den grund læne os tilbage og tro, at vi kan være neutrale, for ”den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder”.
Hvordan skulle vi dog kunne være med Gud, vi, som har det onde i os? Hvad kan vi gøre? Vi kan sige de ord, som lød over os ved vor dåb, og som vi lærte, da vi var børn, og da vi gik til konfirmation. Vi kan sige trosbekendelsen, hvor vi forsager Djævelen og bekender troen på Gud, Fader, Søn og Helligånd.
Vi kan tale med Gud i bøn, for vi er jo ikke besat af en stum dæmon, men skulle vi mangle ord, så kan vi altid sige den bøn, som Jesus selv har lært os, nemlig Fadervor.
Og så skal vi lytte, lytte til Guds ord og bevare det i vore hjerter. Amen.
