Sct. Marie kirke søndag d. 27. august kl. 10.00. Hør prædiken...
471 I dag er nådens tid – 366 Lover Herren! han er nær – 290 Den kristne kirkes alderdom vi alle må betænke / 335 Lyksaligt det folk, som har øre for klang – 11 Nu takker alle Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.”Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en bevægelse. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke. Summa summarum: Jeg gider slet ikke!”
Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
Sådan skrev Søren Kierkegaard engang, da han ville kommentere, hvordan mange tænkte på hans tid. Han syntes ikke, at der var noget engagement, kun få var varme eller kolde og de fleste var lunkne. Middelmådighed, ugidelighed og usselhed var der nok af.
Analysen er klar: man kender det hele i forvejen, og man gider det ikke. Konklusionen er mindre klar, for reklamefilmen munder ud i, at det kedsomhedsramte unge menneske får en cola og stiller sig tilfreds med det. Måske er det en eller anden form for humor eller ironi, som jeg ikke har fattet, men mon ikke budskabet blot er det middelmådige: Nogle gange har man mest af alt lyst til en cola! …
Inden vi kommer for langt i at kritisere andre for deres ugidelighed, er det måske på sin plads at minde os selv om, at vi også kender til ugidelighed.
Da jeg var barn, kedede jeg mig indimellem ganske solidt. Jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle foretage mig, og jeg gad ingenting. ”Jeg keder mig”, sagde jeg til min mor. Og hun diskede så op med et par forslag: ”Læs en bog, eller gå en tur!”
Forslagene virkede ikke. Enten var de kedelige, eller også gad jeg ikke engang at forsøge at rette mig efter dem. Snart efter lød det igen: ”Jeg keder mig”, og nu var min mors forslag helt hen i vejret: ”Du kan jo rydde op på dit værelse.” Som om det var en kur mod kedsomhed!
Hun kunne endog finde på at sige: ”Intelligente børn keder sig ikke.” Det var det dummeste, hun kunne sige. For det første lod jeg mig ikke bevæge af smiger, for det andet kunne jeg slet ikke være intelligent, når jeg havde en mor, som havde så lidt forståelse for min situation. Og så blev jeg ved med at kede mig, indtil jeg ikke gad mere…
Mon Jesu ord om børnene, som sidder på torvet og råber til hinanden om, at de ikke gider noget, passer på os? Mon vi er sådan nogle kedelige nogle, som ikke gider ta’ en svingom, når der bliver spillet op til dans, og end ikke kan tage os sammen til at græde rigtigt, når der er grund til at sørge? Forhåbentlig ikke! Vi bør nemlig ikke være lyseslukkere og bænkevarmere, når livet skal leves let, eller følelseskolde og overfladiske, når tilværelsens tunge stunder melder sig!
Men det er alt sammen almindelig visdom, og Jesus nøjes ikke med det. Når han kritiserer middelmådigheden her, er det ikke kun den almindelige middelmådighed, som han kritiserer. Det er middelmådigheden overfor Gud.
Gud sendte Johannes Døberen, og Johannes prædikede bod og omvendelse. Johannes levede et asketisk liv, og han talte domsord til folk. Han var virkelig fremme med den røde pen og satte tykke streger under alle folks synder og sagde, at de skulle omvende sig. Så ville man ikke høre mere på Johannes, for han var for meget, ja, han blev endog slået ihjel for sin åbenmundethed, skønt han kun havde sagt sandheden.
Så var der Jesus, men han var ikke skrap nok. Han både spiste og drak og festede - og det ikke kun med almindelige mennesker, men med toldere og syndere, så ham ville de heller ikke høre på. Og senere blev han jo også slået ihjel.
Ligegyldigt hvem Gud sendte, ville man ikke høre på ham. Det, som blev sagt, var enten for lidt eller for meget. Kunne Gud dog ikke sende en, som sagde noget midtimellem, noget almindelig, noget, som ordentlige mennesker kunne holde ud at høre på?…
Det harmer Jesus at se, at man i de byer, hvor han havde gjort sine gerninger, helbredt syge og hjulpet hjælpeløse, at man i netop de byer ikke vil ha’ noget med ham at gøre. De gode borgere har nok i sig selv, så domsord og tale om synd på den ene side og frelse og evangelium på den anden side har man simpelthen ikke noget tilovers for; man gider det ikke.
Ugideligheden og ligegyldigheden er den største synd. Derfor er det, at Jesus siger, at det skal gå de værste og mest syndige byer som Tyrus og Sidon bedre end Korazin, Betsajda og Kapernaum.
Jo, for i de syndige byer ved folk i det mindste, at de er syndere, de er slet ikke så selvtilfredse, og når de møder Guds kærlighed tager de imod og er taknemmelige.
Vi, som er fra Sønderborg, eller hvor vi nu kommer fra, vi bør hellere ligne dem fra de syndige byer end dem fra de pæne byer. Hvordan skal det forstås? Betyder det, at vi skal være syndige? Nej, det betyder det ikke! Ta’ det bare helt rolig; det at være synder, er ikke noget, som man behøver at gøre sig umage for at være, det kommer helt af sig selv.
Nej, det betyder, at det værste, som kan ske os, er, at vi bliver selvtilstrækkelige, selvtilfredse og ugidelige, så at vi bliver ligeglade med Gud og ligeglade med det gode liv, som vi har fået. I den situation kan vi være så syndfri, det skal være, og alligevel vil vi ikke være uden synd, for vi vil være skyld i den største synd, der findes: at vi vender ryggen til Gud, fordi vi tror, at vi kan klare os selv uden Gud. Er vi os selv nok, er vi fortabte.
Og det bedste, som vi kan gøre, er at indse og bekende, at vi er fortabte syndere, og at vi har brug for vore synders forladelse. Tror vi på det, sætter vi vor lid til Gud, skal vi blive frelst. Eller som evangelisten Johannes siger i 3,16 (det, som konfirmanderne nok husker, kaldes ’Den lille Bibel’): ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”…
Gud gider os mennesker. Lad os så gide igen og tage imod alle Guds gaver: nåden og glæden og livet. Lad os bruge livet og ikke levere det ubrugt tilbage til Gud, når vort timeglas engang udrinder. Lad os leve lige nu og her, for, som sangeren Steffen Brandt udtrykker det:
Uret tikker,Amen.
hjertet banker,
hele verden fra forstanden,
gør dog noget,
løb for livet,
brug dog tiden,
elsk hinanden.
