Til himlene rækker din miskundhed Gud - evangelielæsning: Matt. 28,16-20 - trosbekendelse - Lad verden ej med al sin magt - prædiken, bøn, velsignelse - Guds ord det er vort arvegods
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”
Allerede inden farerne truer, melder tankerne sig: Spekulationer på, om det nu er en retfærdig sag, som man skal kæmpe for. Frygten for, om man kan holde angsten i ave, så man ikke bliver lammet og svigter kammeraterne.
Det er så forskellige situationer, som danske soldater har måttet drage i krig i. I den Første Slesvigske Krig var de politiske forhold mere komplicerede, end jeg kan gøre rede for, men smerteligt må det have været, at borger kæmpede mod borger og nabo mod nabo. I 1864 var situationen anderledes – fjenden var den prøjsiske krigsmagt – men stadig var der jo mindretal, som kom i klemme undervejs, og det endte med, at endog flertallet her i Sønderjylland kom under fremmed herredømme.
I Første Verdenskrig måtte tusindvis af danskere kæmpe for en sag, som ikke var deres. Mange kom aldrig tilbage og fik altså ikke lejlighed til at opleve atter at blive danske.
I Anden Verdenskrig blev kampene korte, før landet var besat. Nogle få soldater gav deres liv i kampen, men senere fortsatte gode borgere modstanden mod tyranniet, og ved at kæmpe og trodse en eftergivende regering reddede de vores anseelse udadtil og vel også vores selvrespekt indadtil.
Efter Anden Verdenskrig og navnlig i de senere år har danske soldater i stort tal været sendt ud i fredsbevarende og fredsskabende missioner. Disse opgaver har ofte været omdiskuterede, men altid har der været bred politisk enighed om, at det var rigtigt, at vi, som selv kan nyde freden og friheden, at vi hjalp vore naboer – også de fjerne og dem, som er meget forskellige fra os selv – til at arbejde i samme retning…
”Når nu min verden bliver kold og forladt, finder jeg trøst i min kæreste skat. Klipper motiver med drømme og saks, papirsilhuetter af den fineste slags”. Når soldaten sidder i skyttegraven eller står vagt og måske afventer det næste angreb, så er det ikke papirsilhuetter, som han klipper. Men i sine tanker former han billederne af dem derhjemme – dem, som han holder af. Der er billedet af konen eller kæresten, kvinden i hans liv. Der er billedet af far og mor, som gav ham til denne jord. Der er billedet af solskin og blomster og kærlige kys.
Disse billeder står i stærk kontrast til oplevelserne af krigen, hvor angst og skrig skærer gennem marv og ben, og hvor tanken om, at jeg måske bliver den næste, hele tiden trænger sig på. Kulden og forladtheden næres hele tiden af spørgsmålet, som ikke lader sig gemme væk: Hvorfor piner mennesker hinanden på denne måde? Hvorfor skal ondskaben have så stor magt?
Da hæren i 1848 drog i krig, var man ikke ordentlig forberedt. Man havde ingen feltpræster med. Det viste sig snart, at det var en alvorlig fejltagelse, for her var et behov, som ikke blev dækket. Den fejltagelse rettede man dog snart op på.
Der var brug for feltpræster til at holde gudstjenester ude i felten, der hvor soldaterne opholdt sig, og holde nadver. Der var brug for en at snakke med, når de store spørgsmål trængte sig på. Når mismodet rådede, og mørket syntes at overskygge alt lys. I mange tilfælde måtte præsten hjælpe med praktiske ting: at skrive et brev eller at skaffe bøger at læse i, så ventetiden, som der er så megen af i krig, kunne blive lettere.
Præsten skulle besøge de syge på lazaretter og felthospitaler. Han skulle bede med dem, der ønskede det, både raske og syge. Ville nogen bekende sin synd, og det var ikke sjældent, for hvem kan gå gennem en krig, uden at synden hænger ved, uden at vreden og hadet blusser op, uden at man måske tænker: ”lad døden gå mig forbi og rammen en anden først!” – ville nogen bekende sin synd, så skulle præsten tage imod syndsbekendelsen og så i Jesu Kristi navn tilsige syndernes forladelse.
De døde skulle feltpræsten holde en ordentlig kristen begravelse for, og han skulle kontakte de afdødes familier og fortælle dem, at de nu havde mistet deres mand eller søn. Han skulle, og det var vel aldrig let, så godt som muligt skrive og fortælle om, hvordan alt til sidst var gået til. Sammen med brevet sendte han så den dødes personlige ejendele: en pibe, et fotografi, nogle breve, en salmebog og andre småting. Det var alt, hvad der kom tilbage til familien, efter at soldaten havde givet sit liv i kampen.
”Livet er langt, lykken er kort. Salig er den, der tør give det bort.” Krig er forfærdelig. Krigens pris er død og lemlæstelse, og kommer det ikke så vidt, så er der dog megen afsavn og angst og uhyggelige oplevelser. Også der, hvor soldaten ikke direkte er indsat i kamp, som fx i fredsbevarende arbejde er dette tilfældet. Hele tiden er der risikoen for at betale den højeste pris. Den pris risikerer soldaten at skulle betale, men valget er klart: hellere dø for sandheden end leve på løgnen…
Hvad enten soldaten kæmper for en retfærdig sag og har overvejet dens pris og konsekvens, eller han er blevet tvunget til at kæmpe for noget, som han ikke kan overskue eller støtte, så vil han komme eller kunne komme helt derud, hvor kulden og forladtheden gennemtrænger alt, og hvor tro og håb og kærlighed synes helt forsvundet.
Da er det, at han må gribe tilbage til det hellige ord, som lød ved hans dåb: ”Og jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende”. Om soldaten skal give sit liv bort, ved han ikke, men han må vide, at Guds Søn, Jesus Kristus gav sit liv bort for at frelse alle mennesker.
Han må vide, at da Jesus led døden på korset, da påtog han sig al verdens skyld og lidelse. Derfor må han vide, at Guds Søn også er med der, hvor den hårdt sårede kun venter på at dø. Der, hvor gas har kvalt soldaten, som synker ned i mudderet. Der, hvor tunge overvejelser og samvittighedsnag plager.
Han må vide, at han aldrig er alene. Så kan han sige trosbekendelsen og fadervor, eller han kan slå korsets tegn for sig og sige: ”Domine et sanctus” – ”Herre og hellig. Du har stillet dig mellem mig og døden!” Amen.
