Sct. Marie kirke, d. 2. juli kl. 10.00. Hør prædiken...
384 - 401 - 265 / 597 - 389
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? - for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«Snakken går i familien. Hvad der bliver snakket om, er ikke det afgørende. Det kan være hvad som helst, men lige pludseligt går der en sky for solen. Så lyder det: ”Hvor er I dumme alle sammen! Hvorfor forstår I ingenting? Jeg hader jer!” Så bliver en dør smækket så hårdt som muligt, hele huset ryster, og man kan høre pudset drysse stille ned bag panelerne. Et musikanlæg bliver sat i gang på høj volumen, og bag musikken ved man, at vreden vil dampe et stykke tid endnu.
Det er familiens teenage-pige, som man er kommet til at sige noget til. Hun er ved at blive voksen, og hendes forældre er ved at lære, at hun ikke længere er et barn. Det er ikke let for hende, for man bliver ikke voksen på én dag, og det er ikke let for forældrene, der har svært ved at vænne sig til, at de ikke må kvæle barnet med omsorg og bekymringer; hun skal have lov til at være sig selv.
Man kan overveje, om det er noget lignende, der gør sig gældende, når vi hører Jesus sige: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” Her er måske også tale om en slags generationskonflikt mellem det gamle og det nye.
Tænk bare på Jesus selv. Da han var 12 år, blev han væk for sine forældre i Jerusalem. Hans forældre ledte længe efter ham og fandt ham i templet. Da de fortalte ham, hvor ængstelige, de havde været, sagde han til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?” Men de forstod ham ikke.
Senere, da Jesus taler i Nazarets synagoge, vækker han bifald og undren, men så kommer tilhørerne i tanke om, at han er Josefs søn, og det får dem til at tvivle på ham.
På et andet tidspunkt, da man mener, at Jesus er besat af en ond ånd, lader det til, at man har tilkaldt Jesu mor og brødre og søstre for at få dem til at hjælpe ham ud af vildfarelsen, men Jesus tager afstand til dem og siger, at min mor og mine brødre og søstre det er dem, som hører Guds ord og handler efter det.
Der er ingen tvivl om, at Jesus satte sig imod gældende normer og regler, og han vidste godt, at det ville skabe strid. Han satte sig op mod fædrenes overleveringer, når han brød loven ved at plukke aks på en sabbat. Han advarede imod, at kærlighed til rigdom og magt stod i vejen for, hvad der var Guds vilje. Og han holdt måltid med dem, som var udenfor, de fattige, de handicappede, bumser og narkomaner, tyve og prostituerede, hvorved den sociale orden blev anfægtet.
I dag er det familiesammenholdet, som bliver anfægtet. Lyder det fjerde bud ikke: Ær din far og din mor? Jo, det lyder sådan. Man skal ære hinanden i familien, for Gud har jo sat os sammen netop som familie, som far og mor, som søn og datter, som bror og søster. Det er en god ordning. Den skal vi være glade for, og vi skal holde buddet om at ære hinanden i familien.
Men der er også et andet bud, det første, der siger: ”Du må ikke have andre guder end mig”. Eller, som det lyder et andet sted: ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv”. Det bud kommer først. Det betyder, at du ikke må mure dig og din familie inde og holde Gud og andre mennesker udenfor. Det betyder, at Gud kommer først. Sådan er det, hvis man vil være Jesu discipel.
Det her let nok at forstå, hvis ens far og mor er helt urimelige. Hvis de stiller umulige og uretfærdige krav, så må man jo sige fra. Men hvad nu, hvis man har gode forældre, som man holder af? Hvis man har det godt sammen med sine søskende? Hvis man elsker sine børn? Er det så ikke svært at lade Gud komme i første række?
Er det ikke et helt umuligt krav, som møder os, når det hedder, at vi over alle ting skal frygte og elske Gud og stole på ham? Kommer vi ikke til kort overfor det krav?
Jo, det gør vi. Her er vi sat til vægs. Her kan vi se, at vi ikke vil give afkald. Her kan vi se, at vi elsker os selv og vore egne mere end Gud. Sådan er det!
Og Jesus fortæller videre, at hvis man vil drage i krig, så skal man nøje overveje, om man kan vinde krigen. Hvis man ikke kan vinde, så står man sig bedst ved straks at forhandle om fred.
Vi kan ikke vinde overfor Gud. Vi kan ikke storme himmerigets porte og tvinge dem op. Vi kan aldrig, hvor gode vi end er, opnå at stå som retfærdige overfor Gud – ikke ved egen kraft i hvert fald – så vi står os bedst ved at forhøre os om fredsbetingelserne.
Fredsbetingelserne er at give afkald på sit eget og lade Gud være Gud. Freden er at lade Gud være saltet i vore liv og ikke selv forsøge at være det. Freden er, at Gud elsker os først.
Ja, Gud elskede os først og sendte sin søn til verden, for at vi ved ham måtte få fred med Gud. Derfor er det netop, at vi først hører Jesus sige ordene ”Fred være med jer” efter opstandelsen. Da havde Jesus fulgt Gud Faders vilje og betalt den pris, som vi hverken kunne eller ville betale, at overlade vore liv i Guds hænder og give afkald på alt vort eget, og han havde vundet freden for os.
Hver gang det lyder til os ”Fred være med jer”, skal vi huske, at det er Jesu ord til sine disciple, sin menighed, os. Det er nådens ord om, at vi ikke fortvivlet behøver at bygge tårne, som slet ikke kan blive høje nok, for Gud sendte sin søn ned til os. Det er nådens ord om, at vi, som er i strid med os selv, med hinanden og med Gud, at vi må ånde lettede op og lade Guds fred falde på os.
Og når det sker, kan vi få også fred med os selv og i Jesus Kristus blive nye mennesker, som ikke blot smækker dørene i, men er medarbejdere på Guds rige. Amen.
