Sct. Marie Kirke, d. 1. juni kl. 10.00. Hør prædiken...
213 - 402 - 488,2+7 - 222 / 220 - 214
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Sådan er det også med Kristi himmelfarts dag, som vi fejrer i dag. Den dag kan vi også let få galt i halsen, hvis vores forudforståelse og forventning går i en helt anden retning. Hvis vi har rettet antennerne forkert ind, så er det meget muligt, at det er det forkerte signal, vi modtager. Og hvis vi tror, at vi kender svaret, allerede før vi hører det, så er der en stor risiko for, at vi ikke lytter rigtig.
Det, som vi i særdeleshed kan få galt i halsen, er ordet ’himmelfart’, og det er ikke så mærkeligt, for vi ser almindeligvis ikke mennesker fare til himmels. Ja, vi ser faktisk aldrig mennesker fare til himmels, og her hører vi altså alligevel om det.
Den første misforståelse beror på, at vi tror, at vi ved alting. Har vi ikke gået i skole og lært om solen og månen og planterne og stjernerne? Har vi ikke engang hørt, at bag den blå himmel, dér findes det store, kolde og tomme verdensrum? Hvordan skulle Gud kunne sidde derude på en eller anden planet, og hvordan skulle Jesus være faret derop. Og selv hvis det var muligt, hvorfor dog? Tanken er jo latterlig!
Sådan tænkte russeren Yury Gagarin. Han var det første menneske i rummet, da han i 1961 blev sendt af sted i en rumraket. Da han kom ned på jorden igen, fortalte han triumferende, at han havde været ude i rummet, men han havde ikke set Gud nogen steder.
Gagarin var naturvidenskabelig skolet, og det fik ham til at overse, at himmel og himmel er to forskellige ting. Han tænkte kun på himlen som al den luft, der ligger ovenover os, og alt det, der ligger ovenover igen, nemlig verdensrummet. Og han glemte fuldstændig det, som ethvert barn ved, at himlen også er et begreb i en anden kategori, at himlen er der, hvor Gud er.
Og den himmel er hverken oppe eller nede. Den er hverken til højre eller til venstre. Den kan ikke måles og vejes. Den er overalt og ingen steder, for den findes i en dimension, som vi kun kan ane, men ikke gribe og holde fast i.
Findes der virkelig en dimension, som vi ikke kan begribe? Ja, det kan vi jo aldrig vide, men kun fornemme og tro. Logisk set skulle der ikke være noget i vejen for det.
En 13-årig gjorde sig engang disse fine overvejelser:
”Tænk om der fandtes en slags orme, som var så flade, at de overhovedet ingen højde havde. De var så flade, at de troede, at der kun eksisterede flade ting, at hele verden var flad. Så ville de kende til det, der var foran dem, og bagved dem og på begge sider af dem. Men hvad der var bare en centimeter oven over dem, ville de ikke kende noget til. De kendte jo ikke til den dimension.
Vi mennesker kender tre dimensioner: længde, bredde og højde, ja fire, hvis vi regner tiden som den fjerde. Men tænk om der er en dimension mere, som vi ikke kan opfatte! Så kan Gud være helt inde på livet af os, uden at vi kan se ham - bare fordi vi ikke kan opfatte den dimension!”* ...
Den dimension, Guds dimension, må vi regne med, hvis vi regner med Gud, og så kan vi forstå, at Guds himmel begynder ved vor fornufts yderste grænse, og strækker sig til alle sider - ud over fornuften, men også ind under fornuften..
Guds himmel er bag tiden og rummet. Gud kan altså være helt inde på livet af os, uden at vi kan se ham, og samtidig kan Gud være over alle ting. Et lille barn sagde det på denne måde: Gud er overalt: oppe på taget og ude i skoven og inden i vores sko.
Forstår vi det med himlen rigtig, vil vi også undgå den anden misforståelse: at Jesus ved at fare til himmels har forladt os. Det er det omvendte, der er tilfældet. Netop ved at fare til himmels og sætte sig ved Gud Faders højre hånd kan Jesus på én gang være over hele jorden og ganske tæt ved hver eneste af os...
Lad os lige få det med helligdagene og højtiderne sat på plads. Julen fejrer vi, fordi Guds Søn blev født, fordi Gud blev menneske og delte vilkår med os mennesker. Påsken holder vi, fordi Guds Søn, Jesus Kristus, blev taget til fange og pint og korsfæstet og døde. Og vi fejrer, at han på tredjedagen opstod fra de døde, for han havde sejret over døden og djævelens magt.
Efter påske viste Jesus sig flere gange for disciplene, og han fortalte dem, hvad der var sket, og hvad de skulle gøre. Han gav dem dåbsbefalingen, som blev læst lige før, da Mikkel blev døbt, og han forberedte dem på, at de nu snart skulle gå ud i verden med evangeliet.
Og så lovede han dem, at når han havde forladt dem, så ville han sende dem kraft fra det høje. Han ville sende dem Helligånden. Helligåndens komme fejrer vi i pinsen. I pinsen kan vi se solen danse, og vi kan høre om dengang, Guds Ånd lod tungerne gløde i Jerusalem. Vi kan høre om, hvordan Guds Ånd spredte evangeliet ud i verden også til os, og vi kan, hvis vi ikke lader os begrænse af vor fornuft, men er åbne for Åndens dimension, også selv mærke kraften fra det høje.
Her imellem påske og pinse fejrer vi Kristi himmelfarts dag - 40 dage efter påske, 10 dage før pinse. Vi fejrer, at Guds Søn, som fra begyndelsen var i himlen hos Gud Fader, atter er steget op til himlen og sidder ved Guds højre hånd. Vi fejrer, at han, som troner over alle ting, at han var den, som led alt ondt for vor skyld, og på den måde løftede jorden mod himlen og sænkede himlen mod jorden.
Ved ham blev der givet adgang til himlen også for os. Det er det, som vi ser et glimt af i dag. Vi kan ikke skue ind i himlen, men vi kan åndeligt forstået følge ham med blikket, som steg op til himlen. Og vi kan møde ham i ordet, som bliver forkyndt, vi kan møde ham i dåben og i nadveren. Vi kan møde ham, når der bliver sagt ’Fred være med jer’.
Det skal vi være vidner om, indtil han engang ved verdens ende drager os ind til sig og siger: Del din Herres glæde. Amen.
* Jeg husker ikke, hvor jeg har dette billede fra...
