Det første og det sidste

Påskedag 2009. Mark 16,1-8
Broager, søndag d. 12. april kl. 10.30
224 Stat op, min sjæl, i morgengry! – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 236 Påskeblomst! hvad vil du her?// 234 Som forårssolen morgenrød – 439 O du Guds Lam – 473 Dit minde skal – 218 Krist stod op af døde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Lørdag aften så snart sabbatten var forbi, gik Maria Mag­dalena, Salo­me og Maria, Jakobs mor, ud for at købe duf­ten­de olier til at gøre liget i stand med. Tidligt søndag mor­gen, den første dag i ugen, skynd­te de sig af sted ud til graven mens solen stod op. »Hvem skal vi få til at hjæl­pe os med at rulle stenen væk fra indgangen til graven?« spurg­te de hinanden, for det var en meget stor sten. Men da de kom derud, så de at stenen allerede var rullet til side. De gik ind i graven og blev cho­ke­rede da de så en ung mand i en lang hvid kjortel sidde i den højre side af gra­ven. »I skal ikke være bange,« sagde han. »I leder efter Jesus fra Naza­ret der er blevet korsfæstet, men han er ikke her; han er stået op fra de døde. Se! Det var der de lagde ham. Nu skal I gå hen til hans disciple, først og fremmest Peter, og fortælle at Jesus er taget i forvejen til Galilæa. Dér skal I møde ham, sådan som han har sagt til jer.« Kvin­derne gik ud af graven og flygtede derfra, ræd­sels­slag­ne og ude af sig selv. De fortalte ikke noget til nogen, for de var bange. D.N.O.  
Det første og det sidste. Det første og det sidste hedder et digt af H.C. Andersen. Det findes i digtsamlingen Phan­ta­sier og Skiz­zer fra 1831. Her beskriver H.C. Andersen et syn, her ser han ver­den, vores jord ”Fra Tidens første Pul­se-Slag, / Til Dommens sidste, store Dag.”

Først beskrives verdens skabelse med øer og skær, der sti­ger frem af havet. Det er tydelig, at H.C. Andersen ikke tager de bibelske 7 skabelsesdage bogstaveligt. Og digt­sam­lingen var da også tilegnet den berømte fysi­ker H.C. Ør­sted, som dig­te­ren derved takkede for støt­te og opmun­t­ring gennem sin uddannelse og optagelse i det køben­havn­ske åndsliv.

Allerede dengang vidste man, at Bibelen ikke var no­gen lærebog i fysik eller geo­logi . Sidenhen med Darwin blev man helt klar over, at bibelen heller ikke var nogen lærebog i biologi, men me­get tyder på, at det ikke kom som så stor en over­ras­kel­se, som eftertiden påstår. Man vil jo gerne gøre for­tiden lidt dummere, end den var, og især vil man – det sker ofte her i Darwin-året – gøre kirke og kris­ten­dom mere fordomsfuld og konservativ, end det egentlig var til­fældet. Dog har der aldrig – her i Danmark i hvert fald – været noget altoverskyggende mod­sæt­nings­forhold mel­lem darwinisme og kristen­dom.

Men tilbage til digtet. Nu bliver mennesket skabt, det hed­der: ”Jeg så den første mand, / og alt var duft og sang på bølge, luft og land; / men hvad han følte, alle hjertets drømme, / mens ene han gik over tidens strøm­me, / steg, som en ver­den, fuld af åndens glæder, / højt mod hint land, hvor intet øje græder.”

Og mennesket får en mage, og får nu afkom som bø­gens grene, der atter sætter grene og blad ved blad.
Men mennesket kriges også, og byer, folkeslag, lande og naturen selv udvikler sig og forandres – og forgår til sidst. Det beskrives sådan:
Alt jordisk ældes må, hver sol, hver stjerne,
det nære og det fjerne;
alt sagtne vil sin gang, dets kraft vil standse!
Jeg så det visne hen som blomsterkranse.
Ej længer svulmede det stolte hav,
der kom ej blomst, ej græs – alt var en grav,
hvor ingen luftning steg og svandt igen;
selv solen blev en kugle, uden glans;
som tåge hang den stolte stjernekrans;
alt smuldrede hen.
Og Mennesket – hvert øje måtte briste!
jeg så den sidste,
Det sidste menneske på jordens store grav, –
og da nu han tillukkede sit øje,
fløj ingen tanke mere mod det høje,
Men alt var kaos i det store himmel-hav.
Her, på denne dystre måde står H.C. Andersens digt med sin fore­løbige slutning...

Det første og det sidste. Det første et menneske ser, når det bliver født, er lyset. Lyset og kulden. Det har indtil da opholdt sig trygt og varmt i sin mors mave, og kommer så med mere eller mindre besvær ud. Så får det renset luft­vejene og måske et klask bagi. Og det udstøder sit første skrig – den første dag i verden. Og snart efter får det lov til at ligge trygt igen i sin mors arme.

Og derefter får barnet lov til at leve et menneskeliv forhåbentlig i gode hænder hele vejen igennem. Igen­nem opdragelse og opvækst, igen­nem interesser og ud­dannelse, igennem ungdom og forelskelser, i fami­lie­liv og arbejdsliv.

Men det første føl­ges hele tiden af det sidste. Der er fx en første skoledag og en sidste – færdig med skolen. Der er en første arbejdsdag og en sidste – færdig med arbejdsmarkedet. Og omkring det hele er den første dag i livet og den sidste. Og bagefter venter døden.

Det første og det sidste. Vi har samme rækkefølge her i kir­ken. Først er det jul. Vi hører om jesusbarnet, som bli­ver født og lægges i en krybbe. Så vokser barnet op og gør som voksen mange gode gerninger og siger man­ge kloge og vise ord.

Og I synes måske, at det er lidt overfladisk at be­skrive Jesus’ liv så kortfattet, men det var faktisk hans eg­en tanke, at han ikke skulle forstås alene ud fra gerninger og ord, de var ikke det vigtig­ste. Han ville ikke forstås endnu midt i livet og end­og heller ikke endnu ved livets slutning – kors­fæst­el­sen.

Ja, til sidst blev han jo korsfæstet. Det er det, som hans sidste uge endte med – ugen fra Palme­søn­dag over Skær­tors­dag og Langfredag til lørdagen i går, hvor han lå død i graven. Så er vi nået fra det første til det sidste. Sådan kan vi fortælle historier fra det første til det sidste, fra begyndelsen til enden.

Men historien er ikke slut. I film og romaner kender vi til begrebet ”en over­ras­ken­de vending”. Det er der, hvor der vendes op og ned på alting. Det er der, hvor der tages op det, som lå som kim i begyn­delsen af historien. Og det element våg­ner nu op af sin dvale ikke bare til liv på ny, men til nyt liv. Men det er også som om, at der kommer noget nyt ind i historien fra den anden ende så at sige med sin forvandlende kraft.

Vi mennesker har i os selv kun en retning. Fra det før­ste til det sidste, fra be­gyn­del­sen til enden. Derfor kan vi sag­tens fortælle historien fremad om Jesus fra jul til påske­lørdag. Set fra vores perspektiv.
Men skal vi forstå alting fuldt ud, skal vi bagom alting og se tingene baglæns. Så må der fantasier til. En ting er en fortælling fra begyndelsen og fremad, men noget andet er den fortælling, som går bag om alting – selv døden – og fortæller baglæns.

H.C. Andersens fantasi ”Det første og det sidste” slut­ter netop først rigtig bagved døden. Det lyder sådan til sidst:
Men kaos svandt, som støv-gran, for mit blik,
og hver en salig ånd til Gud indgik,
og alt var Gud, og salighed – og myriader,
Og himlen sang: „Halleluja, vor Fader!“
Den rigtige slutning er der, hvor det første og det sidste opsluges af det him­mel­ske. En lignende himmelsk lovprisning er også det første og det sidste, der siges til et menneske her i kirken. Det lyder hver gang, der er dåb, og hver gang, der er be­gra­velse. Så lyder ordene: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i sin store barm­hjer­tig­hed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi op­stan­del­se fra de døde.”

Det betyder, at Jesus ved sin opstandelse har sejret over den onde død og givet os et begrundet håb om, at Gud al­drig vil overlade os til os selv, men at frelsen og himlen må vente på os bag gravens mørke. Og derfor bliver gra­ven – både Jesus’ grav og vores grav – om­talt som jordens skød. Graven er som en livmoder, hvor­fra der skal fødes nyt liv. Ja, det der var dødt, skal forvandles og omskabes og opstå på ny.

Det første og det sidste. Begyndelsen og enden. Hvad er det første, du tænker på, når du vågner om morgen­en? Hvad er det sidste, du tænker på, når du lægger dig til at sove om aftenen? Hvad er alfa og omega for dig?

Og nu tror I nok alle sammen, at I bør svare ”Gud” eller ”Jesus”. Men hvad ville I svare, hvis I skulle være helt ær­lige? Jeg tror, at I vil sige: Det er mine kære. Det er min ægtefælle. Det er vores børn. Det er min mor og far.

Det er forældrene, som var før os, og som måske ikke lever mere. Det er vore livs­ledsagere, som er sammen med os, og som vi frygter for at miste. Det er vores børn, som kom­mer efter os, og som vi ikke altid vil kunne følge og passe på, fordi vi forhåbentlig dør før dem.

Gud og Jesus kommer ikke i første række som dem, vi fø­ler for. Men Gud og Jesus bør komme i første række som dem, vi tror på. For når vi tror på dem, så tror vi, at de er med os fra det første til det sidste. Og så tror vi også, at dem, som vi ved, er døde, skal leve. Og det er nok det før­ste og det sidste for os. Amen.