Tandslet Kirke, d. 23. juli kl. 19.00. Hør prædiken...
289 – 257 – (99,6) – 292 / 222 – 431 – 276
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«
Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«
Hvis jeg skal være helt ærlig, så strejfede den tanke mig, at damen var rablende skør, og at hun måske kendte ikke bare Jesus, men også andre berømte personligheder som fx Napoleon. Nå, jeg måtte jo svare på hendes spørgsmål, og da jeg ikke blot var døbt og konfirmeret, men også opvokset i et præstehjem og nu selv studerede teologi, syntes jeg nok, at jeg kunne tillade mig at svare bekræftende på spørgsmålet: ”Jo, jeg kender Jesus Kristus!”
Nu blev jeg lidt urolig for, om jeg skulle redegøre nærmere for min bekendelse, men jeg slap, for damen fortsatte: ”Er det som Guds Søn og din frelser, at du kender Jesus?” ”Jo”, svarede jeg og tænkte på, om jeg kunne have svaret så kort og kontant, hvis jeg selv skulle have formuleret mig. ”Det er godt”, sagde damen, og så gik hun videre.
Senere har jeg tit tænkt på, hvilke svar damen fik, når hun gik rundt og stillede sit spørgsmål, men jeg tror ikke, at det gjorde den store forskel. Det vigtigste var nok, at hun kunne få sagt, – kunne bekende, bevidne og forkynde – at Jesus er Guds Søn og din og min frelser.
Hvem Jesus er, er også spørgsmålet, som Jesus stiller sine disciple. Sammen har de vandret gennem landet, og Jesus har undervejs fortalt sine lignelser, han har snakket med folk, han har helbredt syge og gjort andre underfulde gerninger. Nu ville han gerne have at vide, hvad folk mente om ham, hvem de troede, at han var.
Disciplene svarer så. De er sikkert høflige, og derfor undlader de at fortælle om de alt for negative meninger: at der var mange, som ikke kunne li’, hvad han sagde, fordi han gjorde op med de vedtagne religiøse forestillinger, at nogle regnede ham for en fantast, og at andre igen ligefrem mente, at han var farlig. De mere positive meninger om Jesus fortæller disciplene så om: ”Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.” Måske er det også det, som de fleste af disciplene mener, men det får vi ikke at vide.
Nu spørger Jesus så: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” Og Simon Peter svarer: ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Den bekendelse er en helt anden end den med profeterne, for profeter var der jo så mange af både store og små, men Kristus var noget ganske særligt. Det var jo ham, som alle profeterne talte om, og som hele Israel ventede, skulle komme og befri dem. Han var ikke bare en i rækken, men den ene, som man satte hele sit håb til. Han var vendepunktet.
Jesus roser Peter for svaret, men egentlig er det ikke Peter, han roser, for det svar er ikke noget, som Peter har fundet frem til af sig selv: ”Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min far i himlene.” Svaret er rigtigt, men det er Gud, som har givet det. Ligesom Gud har sendt sin Søn, så skænker Gud også troen på ham.
Den tro, som Peter viser, det er den klippe, hvorpå Jesus bygger sin kirke. Dvs. kirken er ikke først og fremmest en bygning eller en organisation, som mennesker frembringer, men den er der, hvor mennesker bekender Jesus Kristus som Guds søn.
Den bekendelse er nøglen til Guds rige, som Jesus giver til sine disciple, til sin kirke og til os. Og det er nøglen, som vi rækker videre. Hvis nogen tager imod ordet om Jesus, så skal de blive løst, befriede fra deres synd og have lov til at kalde sig Guds børn. Hvis nogen siger: ”Nej, det er ikke noget for mig. Jeg har min egen nøgle. Jeg har min egen løsning. Jeg kan sagtens klare mig uden Jesus”, så skal det siges klart og tydeligt: ”Uden Jesus kan du ikke være fri. Så er du bundet af alt muligt andet. Så er du bundet af synden, og jeg som kristen eller vi som kirke kan ikke tilsige dig dine synders forladelse”…
Jesus forbyder sine disciple at fortælle nogen, at han er Kristus. Vel er han Kristus, den levende Guds søn, som er blevet menneske og er kommet til jorden, for bane vej for Guds rige, men ikke som folk tror, ikke som disciplene tror. Han skal ikke kun være en sejrende konge, men også en lidende tjener. Det begynder Jesus at fortælle sine disciple om. Han fortæller om, at han nu skal vende om og gå mod Jerusalem, og dér skal han lide og blive slået ihjel og opstå på den tredje dag.
Det passede ikke disciplene. De troede nok, at han var blevet vanvittig. Og Peter trækker da også Jesus til side og siger: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” Og Jesus svarer: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”
Peters bekendelse gjaldt altså kun den herlige side af Jesu gerning. Alt det, som gik godt. Helbredelserne og underne. Sejr og fremgang. Men nu skulle han altså høre om lidelse og død. Det var for meget. Ja, vel var det for meget, men det var altså hvad Gud ville. Det var Jesu vej, og den vej gik altså over kors og død, men heldigvis også opstandelse på den tredje dag.
Det måtte med i bekendelsen, og det kom da også med, som det lyder i vor dåbspagt: ”pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde…” Herligheden kunne ikke stå alene. Fornedrelsen, lidelsen og døden måtte med først…
Jesus fortæller så sine disciple, at hvis nogen vil følge ham, så skal de fornægte sig selv. Ja, forklarer han, det at følge ham, kan godt være et kors at bære. Hvad hentyder han til?
Måske hentyder han til, hvordan det gik disciplene. De blev jo forfulgt og sagt alt muligt ondt på, da de senere gik ud i verden og forkyndte evangeliet. Nogle af dem bl.a. Peter blev henrettet.
Måske hentyder han til, hvor svært det er at tro, når man møder modgang i livet, og sorger og bekymringer tårner sig op som en uoverstigelig mur, en sort skygge, som tager hele ens opmærksomhed, alt ens kraft og alt ens livsmod, så at man har svært ved at huske ham, som lovede, at han ville være med en alle dage indtil verdens ende.
Måske hentyder han til, hvor svært det kan være at tro, når man har medgang og lykke og helst vil gå den letteste vej gennem livet. Måske hentyder han til, at det er svært at bekende og meget, meget lettere at holde sin mund. Ja, det er let at holde sin mund, men så får man ikke sagt, hvad der skal siges.
Hvordan skal vi så fortælle om Jesus? Det skal vi gøre ved i alle livets forhold, hvordan det end går os, at følge ham, ved at høre hans ord, ved at modtage ham ved nadverbordet, ved at bekende ham, når vi siger trosbekendelsen, og når vi lovsynger ham. Vi skal lade os mærke med, at vi kender ham. Vi, som er kaldet ud af mørket for at leve i lyset, vi skal leve som lysets børn, således at folk siger: ”Ham, som de kender, ham vil vi egentlig også gerne lære at kende.” Amen.
