Menighedshuset, d. 21. maj kl. 10.00. Hør prædiken...
671 - 49 - 265 / 249 - 6
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.
Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«
»Hans sind var det vældige rum, hvor verdenshistorien udfoldede sig, hvor Ganger-Rolf mødtes med Karl den Enfoldige. ”Da Rolf kom til den franske konge, Karl den Enfoldige hed han, skulle han som skik og brug var knæle for ham og kysse ham på foden.”
”Jeg har aldrig knælet for nogen,” råbte Rolf, ”og heller aldrig kysset nogen på foden.” En af hans mænd skulle da gøre det. Vikingen gik frem, greb foden og løftede den så rask til munden, at kong Karl gik bagover. Da lo alle normannerne.” Da lo Mattis Mattiassen. Jeg har heller aldrig knælet for nogen, sagde Mattis højt for sig selv, og heller aldrig kysset nogen på foden! Men så blev han stille og forskrækket, holdt op med at læse. Det var ikke sandt, knælet havde han, og det sammen med moderen og de andre, når faderen blev på kroen, eller der var ond sygdom i huset. Og som Mattis lå der i græsset med kæmpebogen, lettede han sig og foldede de tykke, forfrosne hænder. Tak, fordi jeg kan læse, klynkede han.«
Ja, Mattis kendte til tanken om frihed, og han var en stolt dreng, så han ville ikke sådan lade sig binde i første omgang, han ville have sin frihed.
Tanken om frihed kender vi andre også til. Der er ikke nogen, som skal bestemme over os, vi vil selv, vi kan selv. Og så forsøger vi at leve vore frie liv. Disse forsøg kan tage flere former.
Nogle siger ”vi vil ikke lade os binde af gamle og forældede normer og forbud. Lad os kaste ballasten overbord. Lad os kappe alle de reb, som binder os, og sejle frit.” Men den sejlads ud i livet bliver jo aldrig fri, for mennesket har ikke kontrol over de strømme og bølger og vinde, som råder, og uden reb og ballast flyder det frie livs båd omkring som en prop drevet for vind og vejr.
Andre er mere fornuftige og binder deres frihed op på noget. De finder en ide eller et ideal, som de kan følge. Nogle følger en politisk ide, andre lever for en sag eller slutter sig til en guru. Mange følger strømmen og lever et pænt, borgerligt liv, hvor de tager den lykke, de kan få, uden at skille sig alt for meget ud.
Hvilken vej er så den bedste at følge? Hvilken vej er det, der fører til den sande frihed? Det er det, som Jesus diskuterer med jøderne. Jøderne mente virkelig, at de var frie, når de sagde: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen”. Jo, de var stolte, var de. De havde jo loven, og når de holdt loven, havde de fred med Gud. Så havde de deres på det tørre og behøvede ikke at frygte noget.
Sådan en stolt jøde var Paulus også, dengang han hed Saulus. Han var nidkær og handlekraftig og stillede sig selv i ypperstepræstens tjeneste for at rejse ud og forfølge de kristne i Damaskus. Han troede virkelig, at den vej, som han selv fulgte, lovens vej, var den rette vej, og at den førte til Gud. Og nu ville han altså gøre Guds sag og fængsle de kristne og føre dem til Jerusalem.
Som Saulus gik der på vejen, glædede han sig sikkert til at komme i gang med opgaven, og mon ikke han - lige som så mange andre fanatikere både før og siden - regnede med, at forfølgelserne også var til de forfulgtes eget bedste. Og så skete der det, at Jesus i et syn viste sig for Saulus. Jesus talte til ham og slog ham med blindhed, og han var blind i tre dage. Derefter lod Jesus en af de kristne i Damaskus lægge hænderne på ham og helbrede ham. Og Saulus kom til tro og blev fyldt af Helligånden og blev døbt. Således blev forfølgeren Saulus til apostlen Paulus.
Han havde fulgt lovens vej, men lovens vej havde været brolagt med stolthed og egensindighed, med fanatisme og forfølgelse. Og han var kommet til et stop, for han havde mødt ham, som selv var vejen, Jesus, han, som selv havde sagt: ”Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig”. Og han måtte knæle ned, overgive sig og omvende sig, og fra da af fulgte han korsets vej.
Vi følger mange veje her i livet. Intet livsløb ligner noget andet. Vi er alle forskellige. Nogle følger gode veje og gør gode gerninger til gavn for andre. Andre undlader at gøre godt, eller de handler endog ondt. Nogle har held med alting, og alt går godt for dem. Andre går det mindre godt for eller måske rent ud sagt elendigt. Modgang og medgang kan være selvforskyldt, med det kan også komme over os, uden at vi ved hvorfor.
Man kan gøre sig mange spekulationer om, hvordan livets vej skal være, og hvorfor man befinder sig der på vejen, hvor man er. Den slags spekulationer kommer der sjældent meget ud af, og Jesus afviser da også tanken om, at der nødvendigvis skulle være en sammenhæng mellem alt det, som vi gør, og så hvordan det går os. Gud lader jo sin sol skinne over både gode og onde mennesker.
En ting er dog klart om vort livs vej: Vi kan aldrig selv ved godhed, retfærdighed eller ved at overholde alle de love, der end måtte være, nå frem til at kunne stå som retfærdige overfor Gud. Mennesker kan vi måske nok narre, men Gud kender det inderste i vore hjerter, og ved hvordan det står til med os.
Derfor var det, at Gud sendte sin Søn til os. Da vi ikke kunne komme til ham, måtte han komme til os. Og Guds Søn tog på sig at bære vore synd, så vi ikke længere i forsøget på at holde loven skulle være slaver under synden. Vi skulle ikke længere være trælle, men frie sønner og døtre hos Gud vor Far.
Og Gud sendte sin Hellige Ånd til os, så vore tyngede hjerter måtte blive lettede og opglødede af Åndens rene flammer. Gud møder os i sit hellige ord, og ved Helligåndens kraft er Jesus Kristus tilstede hos os her i kirken i det store sjælebad, det er dåben, og i hjertets drik og mad, det er nadveren.
Og også uden for kirken er Jesus Kristus hos os. Han er med os på alle vore veje, han er hos os, når vi kan selv, og når alt går godt, og han er hos os, når vi føler os allermest alene. I ham har vi vor frihed, for han er sandheden, og han kommer fra Gud, og han er sammen med Faderen og Ånden Gud selv. I ham har vi vor frihed, for frihed er ikke at være ubunden, men at være bunden til det, som frelser.
Når du komme hjem fra kirke og kører i din bil omkring på vejene, så kan du se plakater i vejsiden med en tegning af et ansigt. Ovenover står der ”Elsket?” [spørgsmålstegn]. Lidt længere henne står den næste plakat; der er ingen tekst på, men kun en tegning af en sikkerhedssele. Symbolikken er klar: den, som er elsket, skal lade sig binde for at blive reddet.
På livets vej er det dig og mig, der er på plakaten. Det er alle vore kære, som er på plakaten. Ovenover står der ”Elsket!” [udråbstegn], og bagved står korset, som er symbolet på, at Guds Søn lod sig binde, for at vi måtte blive løst. Derfor må vi godt knæle og takke engang imellem. Amen.
