Sct. Marie kirke, d. 7. maj kl. 16.00. Hør prædiken...
221 - 26 - 143 / 489 - 144
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Når man sidder på sin terrasse og nyder solens varme stråler og lytter til fuglenes sang, så drager tankerne let på flugt. Ferieminder og ferieønsker blander sig i tankens strøm, og billeder dukker op af hukommelsens skatkammer. Hvordan man sad dér i middagsheden og nød en let frokost efterfulgt af en kop kaffe lavet efter lokal skik.
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.” Jesus svarede dem: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.”
Derefter gik turen videre ud af landsbyen ad støvede veje mellem marker, som allerede var høstet, gennem olivenlunde og op i de lave bjerge, hvor der var sparsomt med afgrøder. Motorcyklens larm og rystelserne på de dårlige veje giver anledning til et stop. Et kort øjeblik synes der at være ro, men også heroppe lyder cikadernes sang. Så pludselig høres svagt en anden lyd. Først tror man, at det er en efterklang af motorlarmen, som stadig sidder i ørene, men efterhånden bliver lyden mere tydelig. Det er bjælder, der lyder. Derhenne går de jo, fårene, og foran dem går hyrden.
Fårene kender hyrdens stemme, og hyrden kender sine får. Han kender lydene af dem. Er et af dem kommet lidt for langt væk, kan han gennem alle de andre lyde høre dets brægen i det fjerne. Og han kommer det til hjælp.
Skulle et af fårene have forvildet sig væk uden at have givet lyd fra sig, så lægger han også mærke til det, for den gode hyrde har tal på sine får. Dér er vædderen, og derhenne fåret med de to nye lam fra sidste uge, bagved det plettede, derovre det, som havde forvildet sig ind i tjørnekrattet i forgårs. Men hov, der mangler jo et, det skal findes. Jo, hyrden elsker sine får og de ham.
Det er så smukt billedet med hyrden og fårene, men nogle vil ikke vide af det. Det er jo det, som sker på tempelpladsen den dag, da der er fest for genindvielsen af templet i Jerusalem. Jesus går rundt dér i Salomos Søjlegang, og så slår jøderne ring omkring ham. Nu vil de altså have rigtig besked: Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud!
Det er egentlig et mærkeligt spørgsmål, for han har jo sagt det, hans gerninger har vist det, men de spørger alligevel. De spørger alligevel, for det svar, som de har fået, er de ikke tilfredse med, og i dag er de blevet mindet om det. Festen for genindvielsen af templet er nemlig til minde om dengang, da frihedskæmperen, Judas Makkabæeren, smed den syriske besættelsesmagt ud af landet og rensede templet, så det atter blev muligt at være sig selv og bringe rette ofre. Nu var de atter besat, denne gang af romerne, og nu ønskede de sig, at Messias skulle være en ny, stærk konge, som ville lede folket i kamp mod undertrykkerne.
Det ville jo være så dejligt at komme af med de romere. Det ville også være dejligt at have en stærk leder, som kunne samle dem i enighed, så hvis bare han ville rejse oprørets fane, så ville de hjertens gerne tro på ham og følge ham.
Kan vi følge jøderne i deres spørgsmål til Jesus? Er det også sådan, at vi siger: ”Giv os det svar, som vi forventer, så vil vi tro på dig! Gå i den retning, som vi regner med, så vil vi følge dig!”?
Nej, sådan siger vi ikke, men mon ikke vi engang i mellem tænker: ”Kære Jesus kom og gør din kirke stærk, så alle kan se dens magt og indse, at vi har valgt den rette tro. Og hvis du ikke gør kirken stærk, så gør den dog i det mindste enig, så dens og vore stridigheder ikke sætter os i et dårligt lys. Hvor længe vil du holde os hen? Sæt dog tingene på plads, sæt de andre på plads, så skal jeg nok indordne mig.” Jo, vi vil også gerne have Jesus som en stærk konge.
Ja, vi vil hellere alt muligt, for vi ser os selv som troens stærke stridsmænd, og vi skal nok give en hånd med, når Guds rige skal sætte sig igennem. Giv blot et tegn, så skal vi være der. Råb til samling, så skal vi troppe op.
Kan I høre, hvor let vi lader os rive med? Kan I høre, at også vi kan lade os friste til at søge magten? Men når vi søger magten, så er det ikke længere Jesus, vi følger. Så er vi som får uden en hyrde. Så følger vi lejesvendene, som stikker af, når farerne dukker op. Så er vi ladt i stikken i farens stund.
Der er så mange lyde i verden. Der er så meget, der lokker og kalder, og alle de ’gode tilbud’ ringer i ørerne.
Overfor alle de store ønsker og de store tanker står tømreren fra Nazaret. Midt iblandt dem står han der på tempelpladsen. De har slået ring omkring ham som en flok truende ulve, og nu forsøger de at bevæge sig ind på ham. De lokker og truer: sig os nu ligeud, hvad vi vil høre. Og så får de svaret: ”I hører ikke til mine får, for I vil ikke høre på, hvad jeg siger.”
Det er bestemt ikke noget uskyldigt svar, for tanken indebærer, at enten er de fortabte, eller også er de ulve. Når Jesus siger, at han er hyrden, så begynder de så småt at forstå, at han regner sig selv som Gud (sagde han ikke også, at han gjorde sine gerninger i sin fars navn?).
Nej, det her kunne de altså godt regne ud, for de sang jo så ofte salme 23: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”. Og skulle de være i tvivl, så fortsætter Jesus: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.” Og da Jesus slutter af med at sige, at ”Jeg og Faderen er ét”, da er de klar til at stene ham.
Der er vel ikke noget at sige til, at jøderne ikke ville høre på Jesus, for han svarede ikke til, hvad de forventede, og de havde ofte nok mødt folk, som påstod både det ene og det andet om sig selv, men havde vist sig som fantaster eller som folk, der melede deres egen kage.
For os er der påsken til forskel. Vi ved, om ham, som kaldte sig den gode hyrde, at han selv gik foran hele vejen. Vi ved, at han ikke blot var den gode hyrde, nej, han var selv lammet, som gav sig selv for at frelse hjorden.
Nu er han verdens hyrde, for Gud har givet ham det, som er større end alt andet: hele hjorden, alle mennesker. Måtte vi dog høre det gennem verdens larm: at ”Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet.” Amen.
