Skt. Marie Kirke, d. 24. april. Hør prædiken...
194 – 190 – 206 / 207 – 202
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.Deres håb var blevet knust. For kun en uge siden, palmesøndag, var Jesus kommet ind i Jerusalem, og han var blevet modtaget som en konge. Folket havde hyldet ham, og begejstringen havde ingen ende villet tage. Nuvel, han var ikke kommet på en stridsvogn eller i herlighed som en af jordens konger – ydmygt havde han siddet på et æsel, men alligevel var et stort håb blevet tændt i dem.
Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.
Ugen var dog ikke gået, som dette herlige indtog syntes at have lovet. Deres modstandere havde sendt spioner og stikkere og meddelere ud, og som dagene gik, blev det mere og mere klart, at den fredsvandring, som de var begyndt på sammen med Jesus, ville ende galt.
Han havde holdt dette fantastiske, minderige måltid sammen med dem, hvor han havde vasket deres fødder, og da han gav dem brødet og vinen, havde han sagt, at det var hans legeme og blod. Men de havde slet ikke forstået ham, for han sad jo hos dem lyslevende. De havde protesteret over det, som han sagde, men han havde ikke villet høre på dem, men blot sagt: Det er nødvendigt, at det går sådan.
Om natten var Jesus så blevet taget til fange – en forræder iblandt dem havde udpeget ham der i nattens mørke – og den næste dag var han blevet forhørt og pint og plaget og pisket. Og de havde alle sammen været bange. Bange for, hvad der skulle ske med Jesus, og bange for, hvad der skulle ske med dem selv. De var ikke stået frem og havde ikke talt magthaverne imod, og når nogle havde genkendt dem, som folk, der havde fulgt Jesus, så havde de unddraget sig opmærksomheden. De havde svaret udenom, ja, de havde endog nægtet at kende til ham, som så kort tid før havde givet deres liv mening og indhold.
Om fredagen var Jesus blevet korsfæstet, og med ham døde deres håb. Kunne Gud virkelig være med i dette? Kunne Gud virkelig være med dem, når noget sådant kunne ske. Alt deres håb var knust. Intet kunne de forstå. Sig selv kunne de ikke kende igen – forvirrede og bange var de.
Om lørdagen, på sabbatten, var de ikke ude ved graven, men om søndagen, på den første dag i ugen, skete det, som vi hører om i dag: at de kom ud til graven. Mon ikke de var kommet for at sørge, for at græde, for at lægge blomster og for at få styr denne deres livs største skuffelse, at ham, som de havde fulgt og sat deres lid til og regnet med og troet på – at han var blevet henrettet som en gemen forbryder.
Det var ganske tidligt om morgenen, det var endnu mørkt, da Maria Magdalene kom ud til graven. Vi ved ikke, hvorfor hun kom så tidligt: måske var hun bange for at blive set, hvis hun kom længere op ad dagen; måske savnede hun Jesus så meget, at hun ikke kunne vente længere på at sidde ved hans grav og mindes ham; måske havde sorgen holdt hende søvnløs, så at hun havde begivet sig på vej, så snart den gryende dags lys havde vist sig en smule på den østlige horisont og gjort det muligt at færdes i morgenens tusmørke.
Straks hun kommer til graven, ser hun, at der er noget i vejen: Stenen for indgangen var flyttet. Og hun tror vel, at de, som har slået hendes Herre ihjel, nu også har føjet spot til skade og har stjålet liget. Hun, som i forvejen er ramt af tabet og smerten og forvirringen, tror, at endog mindet er blevet taget fra hende, og helt knust løber hun tilbage og fortæller, hvad hun har set, eller hvad hun tror, hun har set: ”De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham!”
Nu kommer så Simon Peter og den anden discipel løbende. – Vi plejer at sige, at den anden discipel, den discipel, som Jesus elskede, at den discipel er evangelisten Johannes. Det kan man regne ud, netop fordi forfatteren skulle vige tilbage fra at nævne sig selv ved navn. Det kan meget vel være, at det forholder sig sådan, men vi kan overveje, om der dog ikke også ligger noget andet i dette udtryk: ”den discipel, som Jesus elskede”. Måske har evangelisten her lagt et lille spejl, som vi må samle op og kigge i og se os selv i. Måske har vi lov til at tænke på os selv som den discipel, Jesus elskede. Disciple har vi nemlig lov at kalde os, vi, som er blevet døbt. Ved dåben lyder nemlig ordet om at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. –
Da de kommer til graven, finder de den ganske rigtig tom. Simon Peter styrter lige ind. Den anden discipel er mere forsigtig. Hvad Peter har tænkt, ved vi ikke, men havde han troet anderledes end Maria, så havde vi vel fået det at vide. Den anden discipel derimod, han så og troede. Nu begyndte det at dæmre for ham: skriftens ord, alt det, som Jesus havde sagt, ”lide og dø, men opstå på tredjedagen”. Han så og troede. Stærk var troen ikke. Der var nok kun en lille gnist af håb i ham. Så gik disciplene hjem igen. Tavse gik de. Den ene vidste ikke, hvad han skulle tro, og han, som troede, vidste ikke, hvad han skulle sige.
Maria bliver stående ved graven og græder, og mens hun står der, ser hun først to engle, og så ser hun en, som hun tror er havemanden. Det er Jesus, men hun genkender ham ikke. Måske kan hun ikke se ham gennem tårerne, eller også er der bare det ved det, at øjnene kun ser det, som de forventer at se. Det helt utrolige er de blinde overfor. Hun taler med ham, men endnu genkender hun ham ikke. Ørene hører, men de er ikke stillet ind på, at det skulle kunne være Jesus, som taler.
Så sker det, som får tågerne til at spredes. I ét nu genkender hun ham, idet han siger hendes navn: ”Maria!” Og hun svarer ham hjerteligt med navnet ’rabbuni’, som ikke blot betyder Mester, men min Mester. Hun forsøger vel at holde på ham. Åh, kunne han dog ikke blive hos dem. Men han siger, at det går ikke, og sender hende så af sted med det budskab, at han stiger op til sin far og jeres far, til sin Gud og jeres Gud. Det budskab skal bringes til brødrene og – sådan må vi godt læse det – søstrene i Kristus. Og det budskab er blevet bragt ikke blot til disciplene og de andre i Jerusalem, men også til jordens andre egne. Også her i Sønderborg lyder det, at Jesus er steget op af graven påskemorgen og senere er steget op til sin far og vores far, til sin Gud og vores Gud.
Hvad var det dog, der var sket? Der var sket det, at Gud satte sin egen søn ind for at genoprette forholdet til os mennesker. Det skete ved, at Gud opgav al retfærdighed for at skænke en ny retfærdighed. Da Jesus kom til Johannes Døberen og bad ham om at blive døbt, sagde Johannes, at det kunne da ikke passe, at han skulle døbe Jesus, som var uden synd. Men Jesus sagde: Jo, du skal, for således opfylder vi al retfærdighed!
Den gamle retfærdighed sagde: Jesus er uden synd, hvorfor skulle han dog blive døbt med Johannes’ renselsesdåb? Den nye retfærdighed, retfærdigheden fra Gud sagde: Jesus er uden synd, men han lader sig døbe til synden, til at være det, som han ikke er, en synder. Han lader sig døbe til at sætte sig ind i menneskers vilkår, være som et menneske og dø som et menneske. Han lader sig døbe til at give sig selv til os.
Det er det salige bytte: at Guds Søn tager uretfærdigheden på sig, for at vi må stå som retfærdiggjorte; at Guds Søn lader sig binde, for at vi må blive løst; at Guds Søn døde, for at vi må leve.
Dette bytte sprængte al retfærdighed, ja ikke blot dette, det sprængte også Helvede, for han, som døde, overvandt selve døden.
Det er alt sammen ikke til at forstå, men lad os i tankerne stille os sammen med Maria Magdalene ved den tomme grav:
Ligesom morgenen bliver til dag, ligesom de grå skygger bliver til klare farver, når solen stiger på himlen, således bliver Marias fortvivlelse og tårer og misforståelser til klarhed og tydelighed. Og solen den morgen, det er ikke blot det himmellys, som hver morgen stiger op over vore hoveder og giver liv og lys til blomster og afgrøder, til dyr og mennesker. Nej, den morgen er solen Guds solopgang fra det høje, som er steget op af gravens mørke.
Den morgen genskabtes lyset fra skabelsens morgen, da Gud lod sin Søn, Jesus Kristus opstå fra de døde. Den morgen blev glæden gennem tårer skimtet. Den morgen så vi livet, som vi fik for intet. Amen.
