Ketting d. 16. januar, aftengudstjeneste. Hør prædiken...
278 - 608 // 396 - 8,5-6
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.Det er ikke et tilfældigt møde ved en brønd, som evangelisten Johannes fortæller om, for det var alt andet end tilfældigt, når en mand og en kvinde mødes ved en brønd.
En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« - jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« - det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«
Henryk Siemiradzki: Kristus og den samaritanske kvinde
I jødernes og samaritanernes fælles fortid havde der været mange møder ved en brønd, og det havde været vigtige møder: Abrahams tjener havde mødt Rebekka ved en brønd, Jakob havde mødt Rakel ved en brønd (måske netop denne brønd), og senere havde andre møder fundet sted ved brønde. Det, som skete ved brøndene, var typiske eksempler på, hvordan en forlovelse kom i stand: Den kommende brudgom eller hans repræsentant rejer til et fremmed land. Der møder han en smuk, ung, giftemoden kvinde. De fører en samtale, som ender med, at en af dem drager vand op af brønden og giver det til den anden. Derefter skynder pigen sig hjem for at fortælle om den fremmedes ankomst. Og til sidst bliver forlovelsen mellem den fremmede og pigen bragt i stand, oftest efter at han er blevet inviteret på et måltid.
Det er sådant et møde, som Johannes hentyder til, når han fortæller om mødet mellem Jesus og den samaritanske kvinde. Jesus er draget nordpå bort fra jødernes Judæa og er kommet til Samaria. Samaria havde engang været en del af jødernes land og samaritanerne havde været en del af jødefolket, men efter flere krige, langvarig besættelse, folkeforflyttelser og mange andre ulykker var folket blevet splittet, og nu var der de rigtige jøder i Judæa og de frafaldne i Samaria. Jøderne regnede ikke rigtigt med samaritanerne, og de betragtede dem nærmest som en slags hedninge.
Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Jesus taler til kvinden. Hun undrer sig da også over det og spørger, hvordan det kan lade sig gøre, at han taler til hende – en samaritaner. Men Jesus svarer ikke direkte på hendes spørgsmål, men taler om noget helt andet: om Guds gave og levende vand. Kvinden forstår ikke rigtigt, hvad Jesus taler om, og hun kan ikke forstå, hvordan han skulle kunne give hende vand, for han har jo ikke nogen spand at trække vandet op i.
Hun tror, at han taler om rindende vand, som om en kilde skulle skyde frem heroppe ved toppen af brønden. Men Jesus fortsætter og taler om vand, som skal kunne slukke tørsten for altid, vand, der er et kildevæld til evigt liv. Og så tror kvinden, at hun har forstået Jesus, og at han taler om en slags indlagt vand, en praktisk indretning, så hun kan slippe for selv at gå ud til brønden og hente vand. Ja, måske tror hun, at hun her er ved at skaffe sig en mand, som vil hente vand til hende.
Men det er noget helt andet, som Jesus taler om. Det er ikke sådan noget vand, som man drikker, når man en varm dag er tørstig, eller sådan noget vand, som man vander blomsterne med, men det er levende vand. Og hvad kan så levende vand være? Hvad kan hun have brug for denne kvinde, som bliver forbavset over, at nogen vil have med hende at gøre? Hvad andet end kærlighed? Mon ikke det netop er ægte kærlighed, som hun tørster efter?
Og Jesus ved udmærket godt, hvordan det står til med hendes liv, og han afslører det ved at bede hende om at gå hen og kalde på sin mand. Hun siger, at hun ikke har nogen mand, og Jesus gi’r hende ret, for hun har haft fem mænd, og ham, som hun har nu, er ikke hendes mand. Og så roser han hende for at have sagt noget sandt, selv om han lige så godt med fuld ret kunne have skældt hende ud for at lyve og vendt hende ryggen.
Hun begynder nu at forstå, at Jesus taler om noget andet end noget materielt, når han taler om levende vand, og hun indser, idet hun bliver gennemskuet, at Jesus er noget ganske særligt – en hellig mand, en profet. Og så benytter hun sig af lejligheden til at spørge om, hvad hun længe har tørstet efter at vide: hvor skal man tilbede Gud? Hun ved jo, at samaritanerne tilbeder Gud i deres tempel på bjerget Garizim, men at jøderne tilbeder Gud i templet i Jerusalem.
Men den konkurrence er slut, siger Jesus, for der skal komme en tid, ja, den tid er kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For Gud er ånd, og man kan ikke binde tilbedelsen af Gud til ét bestemt sted.
Det forstår kvinden, og hun forstår, at denne nye tid må have med Guds salvede, Messias, Kristus at gøre. Og hun siger: Når han kommer, vil han fortælle os alt.
Det er som om, at hun har forstået det hele, og så forstår hun det alligevel ikke, før Jesus siger: Det er mig, den der taler til dig. Da det er sagt, skynder kvinden sig tilbage til byen, og hun fortæller, hvad der var sket, og at det måske var Kristus, som hun havde mødt.
Nu kan man måske undre sig over den her historie og spekulere over, hvordan den kan sammenlignes med historierne om, hvordan patriarkerne mødte deres forlovede, men der er en klar linie gennem det hele. Den linie er nemlig Guds historie med sit folk. Det var en vigtig sag i Guds historie med sit folk, hvordan stamfaderen mødte sin forlovede, og hvordan slægten kunne føres videre, og folket kunne vandre med Gud. Og lige siden Abraham havde jødefolket vandret med Gud. De havde godt nok ikke altid vandret den rette vej, og nogle gange havde de ligefrem gjort oprør mod Gud, men Gud havde været med dem og tilgivet dem igen og igen.
Op gennem tiden havde Gud sendt profeter, som havde haft til opgave at retlede folket, når det var på gale veje og glemte Gud og måske endog dyrkede fremmede guder. Profeterne skældte ud og talte dunder, når det var det, som var nødvendigt, og det var det tit, og det var slet ikke behageligt at høre på. Men profeterne havde også sagt andre ting, som var helt anderledes. Ord som var fyldt med håb og glæde og velsignelse. Tanker om, at det engang skulle være slut med krig og sult og skrig og ulykke, og at en ny tid skulle komme, med fred og enighed. Og alt dette skulle ske, når Gud sendte Messias, det vil sige Kristus.
Mange troede sikkert, at Kristus ville være en stormand og en magthaver, en, som ville fremstå som en konge og sætte sig i gennem med vælde. Men der tog de fejl, for det var Marias søn, Jesus, som Gud sendte, og da Jesus blev døbt af Johannes, blev det klart, at Guds ånd var over ham, og at han var Guds søn.
Og så er det, at Gud fortsætter sin historie med sit folk, og det sker på en måde, som man måske ikke skulle forvente, for det er bestemt ikke nogen idealkvinde, som Jesus møder. Hun er fremmed, hun lyver, og hun er måske også både lidt fræk og lidt dum. Men Jesus vil altså alligevel godt have med hende at gøre, og tålmodigt taler han med hende. Og da han siger: ’Det er mig, den der taler til dig’, ender det med at hun bliver ramt af hans ord og opfyldt af det.
Guds historie med sit folk stopper ikke i Samaria. Nej, Guds historie fortsætter, men den har bestemt fået en ny drejning. Gud, som man ikke kan se, lader sig nu se. Engang mødte Moses Gud i den brændende tornebusk, og han måtte skjule sit ansigt for Guds hellighed, men nu viser Gud sig i sin søn. Og på den måde kan vi se Gud ansigt til ansigt.
Og Guds søn ser det menneske, som ikke altid lader sig se. Gud ser mennesker som os, der – hvor gode vi end er – ikke er idealmennesker. Måske dyrker vi ikke ligefrem fremmede guder, men det kan vel være, at vi er fremmede overfor Gud: Vi dyrker måske vore egne små guder: penge og status. Én røgter sine aktier og sin livsforsikring, og en anden er fuldstændigt optaget af lotto og skrabelod. En gør sig til af at være bedre end de fleste, og en anden, som må nøjes med at være bedre end de ringeste, gør så en dyd ud af det. Måske lyver vi ikke ret meget, måske overtræder vi ikke hastighedsbegrænsningerne, ja måske ta’r vi aldrig en ekstra flaske snaps og en karton cigaretter med, når vi er over grænsen, men mon ikke vi ville have lyst til at lyve lidt alligevel, hvis det drejede sig om sandheden om vore liv? Og hvad med at være dumme og frække overfor Gud? Er vi måske ikke det, når vi glemmer Gud og tror, at vi kan alting selv?
Og så vil Gud alligevel have noget med os at gøre. Han var tålmodig og ville have med hende den samaritanske kvinde at gøre, og han er tålmodig og vil have med os at gøre. Vi mødte ikke Jesus ved Jakobskilden i Samaria, men ved vores dåb mødte Gud os, da blev vi korstegnet til at tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus, da fik vi dåbens vande øst over vore hoveder, idet vi blev døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og vi blev genfødt ved vand og Helligånd og skænket syndernes forladelse. Således lod Gud en kilde til evigt liv springe i vore liv. Amen.
