Guld i mund og i Guds hånd

11. s.e. trinitatis 2019, Lukas 18,9-14
Broager kirke, d. 1. september. Hør prædiken...
752 Morgenstund har guld i mund – 448 Fyldt af glæde – 352 Herrens kirke er på jord // 367 Vi rækker vore hænder frem – 439,1 – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 518 På Guds nåde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«  
“Alene Gud er god”, sang vi her, og det er en vigtig pointe i dagens evangelietekst. [...] Det har forledt nogen til at sige [...]: “Gud er stor, jeg er lille, og du er et dumt svin”... De første to udsagn er helt rigtige...

“Livet er som en æske fyldt chokolade. Du ved aldrig, hvad du får.” Sådan siger den enfoldige Forrest Gump i filmen af samme navn. Og så får vi historien om Forrest Gumps spændende liv og mange oplevelser, hvor det bestemt ikke er Forrests klogskab eller dygtighed, der driver værket [...], men det, at han møder verden og andre mennesker uden beregning og med åbne arme. [...]

Du ved aldrig, hvad du får. Men i dag fik I altså guld, da I kom i kirke og fik lov til at synge salmen “Morgenstund har guld i mund”. Og med guld-i-mund mente Grundtvig ikke Guldkarameller, men han lagde det i udtrykket: at man glæder sig så meget, når man synger lovsange sammen, at man skaber guld derved.

Og allerede i første vers fik vi de ord, som fortæller os, hvordan vores sande forhold til Gud skal være: “han lærte os, i Jesu navn, / som barnet i sin moders favn / vi alle sødt kan sove.” Det skal være trygt.

Sådan er det jo med det helt lille barn: det ligger tryggest i sin mors favn, i sin mors hænder. [...] Og barnet lærer også snart at række sine hænder ud mod sine nærmeste og regner med at blive taget op og taget sig af.

I de tre første vers af salmen får vi guld og glæde på forskellig vis, og i det fjerde vers får vi ligesom forklaringen på det hele, forklaringen på vores rigdom og frihed, nemlig at vi kan stole på Guds nåde. Således skal vi starte med at lade os bære, ja, vi skal række vores tomme hænder frem og blive taget op i Guds arme. Først derefter fortsætter vores liv, så “vi får lyst og lykke til / at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde”. Så kan vi vende os ud mod verden.

I lignelsen om farisæeren og tolderen er der dog ikke meget lyst og lykke: Farisæeren er godt nok på mange måder et godt menneske. Han er bedre end de fleste. Han gør mange gode og rosværdige ting. Og tolderen, er ikke noget godt menneske. En tolder på Jesu tid er  nemlig en, som arbejder sammen med romerne, der har besat landet. Og romerne har ansat lokale tolder til at opkræve skat. Og disse tolder stikker altid lidt ekstra i lommen til sig selv.

Så umiddelbart, så er farisæeren et godt menneske, og tolderen et dårligt menneske.

Men vi får med Jesus lov til at se med ind i sindet på disse to personer. Og det viser sig, at farisæeren slet ikke er så rar. Han nøjes ikke med at takke Gud for, at det er gået ham godt i livet. Nej, han giver sig straks til at fremhæve sig selv på de andres bekostning. Han tænker: “Jeg er ikke som de andre, jeg er meget bedre”. Farisæeren er retfærdig og god, men han pudser altså også sin glorie og stiller sig an.

Og tolderen, hvad med ham? Er han måske god nok alligevel? Ikke umiddelbart. Han er stadigvæk tolder, han er stadigvæk en synder, Og når folk foragter ham, så er det med nogen ret. De har lov til at forvente af ham, at han forbedrer sig og finder sig et ordentlig og ærligt job. Men indeni er han anderledes. Han har nemlig den nyttige og nødvendige dårlige samvittighed, som også hedder selverkendelse. Han ved godt, hvordan det står til med ham. Og han stiller sig ikke an, hvilket han måske nok kunne gøre, for mon ikke der er andre, som er værre end ham, som han kunne pege fingre ad?

Men nej, han er godt klar over, at overfor Gud har han ikke noget at komme med. Han kommer med tomme hænder og indrømmer det hele, som det er, og siger: “Gud, vær mig synder nådig!”
Og dér, lige dér får han friheden i lyset af nåden. Ja, det var tolderen, som gik retfærdig hjem, for Guds nåde og retfærdighed gælder alle syndere…

Man skal i øvrigt passe på med den her lignelse, for der kan godt være en fælde i den, og måske er det også meningen. En fælde, fordi det er så let at blive sur på farisæeren. Det er så let at sige: “Godt, at jeg ikke er selvretfærdig og fordømmende!” Og i samme øjeblik, man siger det, så er man jo selv blevet farisæer.

Hvis man ikke vil indrømme, at man er en synder, så er man en farisæer, som bare stoler på sig selv og sin egen selvgodhed. Elle man hænger ligefrem andre ud – enten i skuffelse eller irritation over dem, eller for ligefrem at stille sig selv i et bedre lys.

Og så er man som farisæer blevet en tolder oven i, nemlig en, som tager fra andre for selv at få noget ud af det. Og intet hjælper det selvfølgelig, for man fremmer ikke sin egen ære ved at nedgøre andre.
Hvilken hånd vil du have? Højre eller venstre? Højre? Nej, der var ikke noget! Venstre? Nej, der var heller ikke noget! I har vel prøvet den her leg, hvor man skal gætte om der er noget i den ene eller den anden hånd. Og måske flytter man rundt på det, man gemmer, eller måske er der slet ingenting i nogen af hænderne.

Den leg skal vi huske, når vi står overfor Gud – og det gør vi altid. Så skal vi glemme alt det, som vi tror, at vi kan komme med. Vi skal lægge alt til side, for der er alligevel ingenting, som batter. Vi skal bare komme med tomme hænder – ingenting i den ene hånd og ingenting i den anden hånd. Vi skal først tage imod nåden fra Gud, idet...

Vi række vore hænder frem som tomme skåle” og siger: “Kom til os, Gud, og giv os liv fra kilder uden for os selv!” Gør vi det, så kan vi vokse og bære frugt. Amen.