Broager 22. januar kl. 10.30.
2 Lover den Herre - 337 Behold os, Herre, ved dit ord - 676 Guds fred er mer end englevagt (Mel: Görliz) // 27 Du gav os efter dit behag - 439,1 - 587, 6 Går jeg af verden ud - 697 Herre, jeg vil gerne takke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«I fredags kunne vi se indsættelsen af den nye amerikanske præsident.
Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.
Og så sagde højesteretspræsidenten for, mens præsidenten gentog efter ham sætning efter sætning de 35 ord fra forfatningen + præsidentens fulde navn. Og blev der tilføjet de små ekstra ord, som har været fast tradtion i de seneste mange år: “So help me God!” – “Gud hjælpe mig dertil!”.
Ja, vi må håbe, at Gud er med hr. Trump og vil hjælpe ham til at gavne den nation, hvor han er valgt, og denne verden, som De forenede Stater har så stor indflydelse på…
Men nu er USA, hvor stort og mægtig det end er, kun et rige af denne verden, og for intet at regne i forhold til Guds rige. Vel var præsidentens indsættelsestale skelsættende, men den er for intet at regne i forhold til den tale, som Jesus netop havde holdt oppe på bjerget - lige inden der skete det, som vi hørt læst op i dag: Deroppe havde Jesus holdt Bjergprædikenen, verdens mest berømte tale med Fadervor, Den gyldne regel (7,12), saligprisningerne og mange andre gode ord, som siden har været et Guds riges manifest i denne verden.
Folk var blevet slået af forundring over hans tale. Jesus havde virket på dem ikke som en skriftklog, eller skal vi sige en politiker, en, som kom med tomme ord og sniksnak.
Og så var det altså, at Jesus var kommet ned fra bjerget igen. Nu skulle det vise sig, om der fulgte handling med ordene. Om håbet havde noget at have det i, eller om det med Jesus var, ligesom det ofte havde været med politikere: overbudspolitik, vennetjenester, og taburetklæberi…
Selv om disciplene var gode til at holde kvinder og børn væk fra Jesus – de prøvede i hvert fald på det – så kunne de ikke hindre en spedalsk i at kaste sig ned for Jesu fødder. Hvordan skulle de kunne det? En spedalsk kunne jo bare træde frem gennem folkemængden, og ingen kunne stoppe ham, for man var bange for at røre ved ham, bange for at blive smittet og fyldt med afsky over den forkrøbledes udseende.
Så lå han nu dér lige foran Jesus, og folk udenom må have stået i passende afstand ikke én, men mange armslængder derfra. “Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Og så rakte Jesus hånden ud (længere væk var han ikke) og rørte ved ham, og det var allerede et svar.
Den spedalske, som Jesus helbredte, havde været indenfor. Så var han blevet syg og var røget ud udenfor, og ingen kunne vel bebrejde de raske, at de lukkede den syge ude – det var de nødt til for ikke selv at blive syge – men udenfor var han altså, indtil Jesus helbredte ham…
Og officeren, som bagefter kom Jesus i møde i Kapernaum, han havde altid set med jødernes øjne været udenfor. Han var ikke bare fremmed, men også fjende. Nu blev Jesu ord om fjendekærlighed sat på prøve. Og ordene bestod prøven. Jesus gjorde, som han havde prædiket. Han var ikke som ‘præsterne’, altså de her hvide stokke med reflekser på, som står med jævne mellemrum i vejsiderne ude på landevejen: Det folkelige vid kalder dem præster, fordi de viser vejen, uden dog selv at følge den!
Officeren ved godt, at han er udenfor, og at han ikke har krav på noget, men hans tjener er syg og ligger lammet og lider. Det fortæller han Jesus, som straks svarer: “Jeg vil komme og helbrede ham.”
Og allerede her sker der noget. Officeren, var ikke kommet med sin tro. Han havde ikke sagt: “Herre, hvis du vil, så kan du.” Han var ikke kommet med tilbedelse og havde ikke kastet sig ned for Jesu fødder. Nej, han var bare kommet og havde fortalt om sit problem til Jesus. Og det er Jesu ord, som gør forandringen. Det, at Jesus i ordet møder ham, rækker ud mod ham og vil besøge ham i hans hjem.
Fordi Jesus ser ham, ser han sig selv, som han er. Han bekender sin synd: “Herre, jeg er for ringe til…” Og troen vækkes i ham til at se Jesu ords magt…
Selv har officeren ordet i sin magt og magt i sit ord, for dem, som han befaler over, kan han med et enkelt ord få til at gøre det ene og det andet: gå, stop, ret, rør. Men Jesu ord har altså magten til at helbrede. Ja, Jesu ords magt er, at de skaber, hvad de nævner. Også troen…
Og Jesus roser den tro, som tager imod hans ord. Og hvem, der er indenfor, og hvem, der er udenfor, er ikke afgjort på forhånd. Derfor siger Jesus: “Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor.” Nej, hvor man kommer fra, afgør det ikke, men det at man tager imod hans ord…
Jesus holdt altså Bjergprædikenen, verdens mest berømte tale. Med sådan en tale kunne han være blevet valgt til præsident, verdens mægtigste mand. Men han havde allerede fået tilbudet, da Djævelen fristede ham i ørkenen, og da havde han afvist det og sagt: “Mit rige er ikke af denne verden.”
Nej, da Jesus blev indsat i sit rige, lignede han ikke verdens mægtigste mand, da var han forpint og lidende og forhånet og forladt af alt og alle. Han løftede ikke sin højre hånd op velvidende, at nu var hans herligheds time kommet, og sagde “Gud hjælper mig!” Tværtimod råbte han i afmagt: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Og herved viste Guds rige sin udstrækning: Helt ud til lidelsens yderste grænse når det. Helt ud til den allermest syge og fremmede rækker Guds rige. Helt ud til verdens ende i enhver dimension rækker Guds rige. Også til os rækker Guds rige. Vi kan komme til det med tro, vi må komme til det med tillid, vi må komme til det med fortrøstning. Og kan vi ikke det, så må vi jo komme med vores fortvivlelse eller afmagt. Det er ikke så afgørende, blot vi kommer til ham, og lader hans ord være sandhed. Amen.
