Broager kirke, 4. maj, kl. 10.30
725 Det dufter lysegrønt - 444 Guds-husets dør er i vor dåb - 21 Du følger, Herre, al min færd // 292 Kærligheds og sandheds Ånd - 439,1 O du Guds Lam - 474 Jesus Krist, du gav mig livet - 492 Guds igenfødte
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, far, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Far, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige far, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26Bekymringer og ulykker kan få os mennesker så langt ud, at vi synes, at verden styrter sammen. Det kendte og det sikre forsvinder for øjnene af os. Noget sådant kan ske rent bogstaveligt ved jordskælv, eller hvis bilen skrider ud for os. Det kan ske, hvis vi oplever personlige katastrofer eller tab. Det kan ske ved stress, skænderier, svigt, skilsmisse og død. Det kan være så overvældende, at den eneste tilbageværende følelse er den svimlende angst og fornemmelsen af at være ude over kanten i frit fald.
Følelsen af afmagt kan være ægte nok. Fornemmelsen af ikke at kunne komme videre kan være overvældende stærk. Men virkeligheden kan være en anden, end det vi først troede.
Men da Columbus kom tilbage fra den ny verden, havde han faktisk opdaget nye horisonter. Dette gjorde det kongelige motto meningsløst, indtil dronning Isabella simpelthen slettede det første ord. Så blev det kongelige motto til Plus Ultra, hvilket betyder: ”Der er en masse bagved.”
Det kan godt være, at vi tror, at der ikke findes mere at opdage i vores verden i dag. At vi har nået vores grænser, at der ikke er mere at komme efter. At vi kan falde ud over kanten. Men sådan er det ikke. Det var John F. Kennedy klar over, da han erklærede, at man ville sætte et menneske på månen indenfor et tiår. Og ikke bare denne historiske og geografiske grænse ønskede han at bryde. Også sociale, politiske og åndelige grænser skulle der gøres op med, hvad enten det var had, fattigdom, fordomme, racisme, apati eller håbløshed. Og noget har man nået, selv om endnu meget står tilbage…
Jo, der er en masse mere bagved det, som vi ser, og det, som er nu.
Ikke mindst Gud er bagved, og Gud er den, som man kan henvende sig til, når grænsen for ens egen formåen er nået, når ulykken truer. Herom en jødisk legende:
Når ulykker truede jøderne, plejede den store rabbiner Israel Baal Shem Tov at gå ud et bestemt sted i skoven for at meditere. Her tændte han en hellig ild og sagde en speciel bøn. Og miraklet skete: ulykken blev afværget.
Senere, da hans elev, den navnkundige Magid af Mezritch, af lignende grunde havde behov for himmelsk indgriben, gik han ud til det samme sted i skoven og sagde: ”Universets mester, hør mig! Jeg ved ikke, hvordan man skal tænde den hellige ild, men jeg er i stand til at sige bønnen”. Og igen sket miraklet, at ulykken blev afværget.Det er, hvad bøn er: det er, at vi fortæller Gud vores egen historie. Og Gud elsker historier, ikke bare happy endings, men også tragedier. Ikke bare gode historier med en afslutning, men også de ufuldkomne. Også det vi ikke lykkes med, også det, som vi ruger over. Også det, vi ikke bryder os om at tale om end ikke med vores nærmeste.
Senere igen, når Rabbi Moshe-Leib af Sasov ville redde sit folk, så gik han ud i skoven og sagde: ”Jeg kan ikke tænde ilden, jeg lærte aldrig bønnens nøjagtige ordlyd, men jeg kender stedet, og det må være tilstrækkeligt.” Igen skete et mirakel.
Siden blev det Rabbi Israel af Rizhyn, som skulle afværge ulykker. Han sad i sin lænestol og støttede hovedet i hænderne og talte til Gud: ”Jeg kan ikke tænde ild, jeg kender ikke bønnen, og jeg kan ikke engang finde stedet i skoven. Det eneste, jeg kan gøre, er at fortælle min egen historie, fortælle, hvad der er i vejen, og det må være tilstrækkelig.” Og det var tilstrækkeligt… *
Og Gud ønsker at ændre historien og ønsker at hjælpe os til at gøre op med de grænser, som vi sætter for os selv og mellem hinanden.
Derfor sendte Gud sin søn til verden for at lære os om tilgivelse og helbredelse, nedbrydning af sociale grænser og afskaffelse af religiøs fundamentalisme. Og for at vi ikke skulle gøre hinanden til syndebukke i håbløse forsøg på at skyde skylden fra os, så tog Guds søn selv på sig at bære afvisning og smerte og død. Han gjorde det for vores skyld.
Lige inden sin død bad Jesus for sine disciple og for alle dem, som skulle komme til tro ved deres ord, at de – og det vil sige vi – skulle være et.
Ikke ens, men et, bad han om. Derfor kan vi kristne være forskellige i mange ting. Vi kan tilhøre mange forskellige kirkesamfund eller kirkelige retninger. Vi kan have forskellig religiøs praksis og varierende teologiske holdninger.
Vi kan bede på mange forskellige måder, med faste formuleringer som i Fadervor, med velformulerede og overvejede bønner eller med dybe sukke og ordløse anmodninger om hjælp end ikke færdiggjort i tanken før afsendelse. Vi kan bede. Vi kan bede, fordi vi er et i Gud, et i Guds tanke om os i Jesus Kristus.
Og Guds tanke om os og for os er, at vi skal høre ham til, selv når vi ikke formår at tænke på Ham eller noget som helst andet, når vi føler os ude over kanten i frit fald.
Når vi når vores grænser, så er Guds kærlighed grænseløs. Derfor kan intet i virkeligheden, dvs. i sidste ende skille os fra Gud, som er bag, under, over og i alting.
”… ingenting kan skille os fra den kærlighed Gud viser os gennem Jesus Kristus. Hverken død eller liv, engle eller universets magter, noget i nutiden eller noget i fremtiden, ingen kræfter eller noget i den højeste himmel eller den dybeste afgrund eller nogen skabning overhovedet.” Gud er Plus Ultra. Amen.
* Fra Elie Wiesel: Den evige glød. Chassidiske portrætter og legender.
Her dog min egen oversættelse fra engelsk forlæg i ”The Sower's Seeds: One Hundred and Twenty Inspiring Stories for Preaching, Teaching and Public Speaking, Revised and Expanded” af Brian Cavanaugh.
