Broager kirke, Store bededag d. 18 april og lørdag d. 29. april
754 Se, nu stiger solen - 369 Du, som gir os liv og gør os glade //192 Hil dig, Frelser og Forsoner - 260 Du satte dig selv i de nederstes sted - 787 Du, som har tændt millioner af stjerner
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:Kære konfirmander, forældre, familie, menighed.
Nu kom der en ung mand hen til Jesus. »Rabbi,« sagde han til ham. »Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« »Hvorfor spørger du mig om hvad der er godt,« sagde Jesus. »Der er kun én der er god, og det er Gud. Men hvis du gerne vil have evigt liv, så overhold buddene.« »Hvad for nogle?« spurgte manden. Jesus sagde: »Du må ikke slå ihjel, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du skal respektere din far og din mor. Og du skal elske andre på samme måde som du elsker dig selv«. »Alt det overholder jeg allerede,« sagde den unge mand. »Hvad mangler jeg så mere?« Jesus svarede: »Hvis du vil være konsekvent, så sælg alt hvad du ejer, og giv pengene til de fattige; så har du en skat i himlen. Kom så og slut dig til mig.« Da den unge mand hørte det, blev han ked af det og gik sin vej, for han var meget rig.
»Der kan I se, hvor svært det er for rige mennesker at komme ind i Gus rige,« sagde Jesus til disciplene. »Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end det er for rige mennesker at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de rystede. »Hvem kan så overhovedet blive frelst?« spurgte de. Jesus så på dem og svarede: »Ingen mennesker kan frelse sig selv, men Gud kan alt.« (D.N.O.)
Nu er det endelig konfirmationsdag, og nu får vi belønningen efter den lange konfirmationsforberedelse med undervisning og kirkegang: en dejlig konfirmationsfest både her i kirken og hjemme i de enkelte familier.
Man kan også se lidt mere kynisk på det med belønningen: jeg kan nu sove længe onsdag og torsdag og slipper for at skulle undervise, og konfirmanderne de får sikkert masser af gaver og penge. Ja, der er endog nogle, der påstår, at unge mennesker kun lader sig konfirmere for gavernes skyld.
Se, det er ikke altid gaverne, som folk går efter, nogle gange er det også viden. Nogle gange er det nysgerrighed, som driver værket, og er motivationen.Mon det er nu rigtigt? Nu skal I høre en historie om en meget rig mand fra Texas, der holdt en stor fest for sin datter: Se, han var umådelig rig denne mand. Han havde titusindvis hektar marker med tusindvis af kreaturer og hundredvis af oliebrønde, som producerede store værdier. Ad en lang, smuk allé kom man til hovedbygningen med søjler ved indgangen og 29 værelser. Her fandtes også en swimmingpool, og sandelig om ikke manden havde en smuk, ung datter.
Til denne fest inviterede manden alle egnens giftefærdige unge mænd, for at de kunne møde hans datter. Efter, at festen var kommet godt i gang, kaldte han alle sammen; der var noget, som han ville fortælle. Han linede alle de unge mænd op ved den ene ende af den 50 meter lange swimmingpool, som han havde fyldt med slanger og krokodiller. Så sagde han: ”Den første af jer, som hopper ned i bassinet og svømmer hen til den anden ende, vil jeg give valget mellem en million dollar, tusind hektar land efter eget valg eller min datters hånd i ægteskab.”
Knapt var manden færdig med at tale, før der lød et plask i den ene ende af bassinet, og en linje tegnede sig gennem vandet, og snart efter sprang en ung mand op i den anden ende efter en svømmetur, som måtte være noget nær olympisk rekord.
Rigmanden vendte sig mod den unge mand og spurgte, om han ville have en million dollars? ”Nej, tak.” Så blev han spurgt, om han ville have tusind hektar land. Igen sagde den unge mand: ”Nej, tak.”
”Ja, men så må det jo være min datters hånd i ægteskab, som du vil have?” sagde manden.
”Nej, tak. Det vil jeg heller ikke,” sagde den unge mand.
”Ja, men hvad er det så, du vil?”
”Jeg vil bare gerne vide navnet på den idiot, som skubbede mig ud i bassinet!”…
Nogle gange er det vigtigere at vide, hvor man i grunden kommer fra, og hvor man skal hen, end hvad der måtte tilfalde af gaver og penge undervejs.
Således var det med den unge mand, som henvendte sig til Jesus med spørgsmålet om, hvad godt han skulle gøre for at få evigt liv. Han ville gerne gøre det helt rigtige, han ville gerne gøre det så godt.
Og så er det ligesom om, at Jesus advarer ham, når han siger: ”Hvorfor spørger du mig om det? Der er kun én der er god, og det er Gud!”. Men så går Jesus alligevel ind på mandens tankegang og ridser alle kravene op: ”Du skal gøre sådan og sådan for at være rigtig god.” Men det havde han allerede gjort, og det var ligesom om, at han nu forventede, at Jesus sagde: ”Det er fint nok, du har fået fyldt dit lille skema med krydser og er blevet godkendt. Nu er du bekræftet, dvs. konfirmeret, og du skal ikke spekulere mere på Guds rige. Du er færdig med det.”
Men det sagde Jesus ikke! Jesus lod ham ikke slippe så let. Derimod sagde han: ”Hvis du vil være konsekvent, så er der ingen ende på, ingen begrænsning på, hvad godt du må gøre. Så må du altid af alle midler tjene andre. Så må du give, så længe du har. Giv det hele væk og følg mig!”
Det blev den unge mand naturligvis meget ked af, for han var meget rig…
I, kære konfirmander, I er meget rige. Her tænker jeg ikke bare på konvolutterne med pengesedler, som I skal åbne i dag og tælle sammen. De er jer i øvrigt vel undt. Jeg tænker også på, at I er heldige at vokse op i et rigt land, i en god tid med velfærd og fred i hvert fald her på vore breddegrader.
Og I har muligheder for at gå i skole og uddanne jer. I fritiden er der masser af gode tilbud. Og med familien oplever mange af jer at komme på udflugter og rejser til nær og fjern.
Og I er selv nogle smukke, unge mennesker. Det kan godt være, at der ikke sidder nogen kommende spiller på fodboldlandsholdet, nogen formel 1-kører, nogen kommende statsminister eller fotomodel eller pop-star. Men I har masser af X-faktor, selv om I ikke når til den store berømmelse og bliver nummer et i livets konkurrence. I har charme og smil og potentiale, og jeg håber, at I udvikler det i den rigtige retning i livet fremover. I er meget rige…
I er meget rige, og derfor kan det gå jer som den rige, unge mand, hvis I også tror, at I skal være meget, meget gode, hvad enten det er på den selvfede måde som berømtheder, eller det er på den godgørende måde, som nogle, der vil hjælpe alle med alt, og stille alle tilfreds og redde hele verden. Så store krav kan intet menneske leve op til. Der er nemlig kun én, som er så god, og det er Gud!
Vi andre er ikke perfekte set med den målestok. Vi er ikke Gud, vi er mennesker, vi kan begå fejl, vi kan svigte, vi kan synde. Og vi gør det. Men så er Gud heldigvis den, der tilgiver. Den, der sendte Jesus, det perfekte menneske, fordi vi ikke selv kan eller skal være det.
Men når Gud er god i det store, så kan vi jo være gode i det små. Vi kan lægge mærke til de små ting. Vi kan være venlige og betænksomme. Vi kan se på hinanden med kærlighedens øjne.
For at minde jer om det har jeg givet jer nogle briller. Det er læsebriller. Et par til hver. De skal minde jer om, at lægge mærke til de små ting, de små opgaver: om en ven har brug for trøst og opmuntring. Om I ved at rydde op efter jer selv og også gerne noget efter andre, kan efterlade de steder, hvor I færdes, lidt renere og pænere, end da i selv ankom. Også de nære ting betyder noget, også dér kan I gøre en forskel…
Nu er der nok en og anden, der vil sige, at de briller, som I får, slet ikke passer i styrken, I har ikke brug for læsebriller, I kan slet ikke se skarpt med de briller på. Og det er ganske rigtig, men det er der en pointe i.
Vi skal nemlig se på hinanden med kærlighedens øjne. Og når man skal gøre det, er det faktisk vigtig ikke at se alt for skarpt, for fordømmende, for nøje. Her gælder det om at se selektivt. Overse det dårlige, tilgive det og bære over med det. Og så lægge mærke til de gode sider, hvor undseelige og svage de end måtte være.
Ja, hvis vi bare var noget mere nærsynede alle sammen, så var vi nødt til at komme hinanden nær, lytte til hinanden, fornemme hinanden. Så kunne vi let give hinanden et knus i stedet for at stå på afstand og skyde skylden på hinanden.
Og når det med det evige liv skal afgøres, så tager Gud sikkert nogle briller på med helt forkert styrke og kigger ned i regnskabet over alle vore fejl og mangler og siger: ”Jeg kan ikke se noget problem her!” Amen.
