Søndag d. 29. maj kl. 10.00, Mårslet
725 Det dufter lysegrønt af græs (4) – 448 Fyldt af glæde over livets under – 685 Vor Gud er idel kærlighed // 41 Lille Guds barn, hvad skader dig? – 473 Dit minde skal – 375 Alt står i Guds faderhånd
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:”Manden på risten” hedder en vise, som Carl Alstrup engang sang. Den handler om den hjemløse, som hver nat går på restaurant. Han får de fineste retter, men det er i en noget luftig udgave, for det er kun duften, som han nyder godt af. Og alt imens drømmer han sig så til, at han virkelig er til stede ved bordet.
Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«
Humoren er der ikke noget i vejen med: her udenfor restauranten slipper man for krav til påklædningen, besvær med tjeneren og drikkepenge.
Og så fortællers der om et særligt lækket måltid, der blev serveret for de hjemløse i går. Og det smagte! Det ville have glædet Johansen, som døde af sult i fjor, – da han mistede lugtesansen. Og til sidst hedder det: ”Nu gad jeg vide om risten ved Himmerigs kro, kan være bedre end risten på Vesterbro?”…
Der er visse ligheder mellem visen om manden på risten og så historien om den rige mand og Lazarus. Der er den samme undren over, at nogle mennesker kan leve i overflod og sus og dus, mens andre lige udenfor må lide nød. Det er som om, at kontrasten rækker sin anklagende finger mod rigdommen og siger: Ligegyldigt hvordan du kom til din rigdom, om du så sled nok så hårdt for den, om du fik den uden at udnytte andre, men ved ærligt arbejde, fornuftige dispositioner, forudseenhed og rettidig omhu, så kan du ikke nyde frugten deraf uden hensyn til ham udenfor.
Der spekuleres også i begge tilfælde på, hvordan det skal blive i himlen, om på en eller anden måde dette jordiske livs manglende balance mellem rig og fattig skal blive udlignet i den kommende verden.
Men her hører ligheden op, for i visen bliver det ved forsigtige spekulationer, mens det i historien om den rige mand og Lazarus klart og tydeligt bliver sagt, at i himlen skal der vendes op og ned tingene: Den fattige skal ophøjes, og den rige pines i dødsriget…
Den historie har vi mange problemer med. Fordi det er Jesus, som har fortalt historien, synes vi, at vi bør tage alle historiens påstande for pålydende. Og så alligevel.
Først og fremmest er der det med fortabelsen. Den rige er fortabt, og kløften mellem frelste og fortabte er så dyb, at ingen kan overvinde den. Og ikke bare det, den rige mands brødre er også på forhånd fortabte, fordi de heller ikke vil omvende sig, hvad enten de bliver advaret eller ej. Det er, synes vi, lige barsk nok.
Og så er der det moraliserende. Vi bryder os slet ikke om sådanne moraliserende historier. Vi kan godt se, at også vi er de rige, som lader fattige sidde hjælpeløse tilbage. Der er jo fattige nok. Sultne i fjerne lande og hjemløse tættere på. Og helt tæt på måske den nød, som ikke kan opgøres i penge, husly eller kalorier: menneskelig nød, sygdom, ensomhed. Jo, vi kan meget vel være rige, som overser eller går forbi et medmenneske i nød. Men vi bryder os alligevel ikke om løftede pegefingre den gode pointe til trods.
Og så er der det med udligningen. Det er faktisk blevet udnyttet af rige til at holde fattige nede, til at holde dem hen. Man har simpelthen påstået, at kamp for social retfærdighed og en ligelig fordeling af goderne kristeligt set var ganske unødvendig og overflødig, når nu Gud i den kommende verden ville udligne forskellene og godtgøre lidelse og afsavn. Men det er naturligvis bedrageri at udstede sådanne veksler på fremtiden i Guds navn.
Og så må vi spørge os selv: er det virkelig Jesu påstand, at kristen retfærdighed er en sådan balancerende retfærdighed, sådan en millimeter-retfærdighed, som historien påstår?
Og dette sidste punkt bringer os da også nærmere den løsning, at historien om den rige mand og Lazarus ikke uden videre skal forstås som Guds ord til os. Det er ikke en kristen fortælling. Jesus var jo langt fra millimeter-retfærdig. Han afviste klart at måle verden eller mennesker op på den måde.
Derimod sker der det, at Jesus lader nogle farisæere, nogle selvretfærdige mennesker, smage deres egen medicin, en jødisk legende med en kendt og accepteret pointe. Og med talen om fortabelse bliver deres ubarmhjertige sortering af mennesker afvist. Mht. moralisering bliver de slået på hjemmebane. Og med tanken om udligning får de stukket deres egen retfærdigheds logik ned i halsen.
Og den samme pointe må gælde os, hvis vi er selvtilstrækkelige, selvretfærdige og selvfede. Hvis vi tror, at medmenneskers problemer ikke kommer os ved. Hvis vi mener, at bare vi har betalt vores skat, så har hverken Gud eller mennesker noget at skulle have sagt over os…
Men hvis vi godt er klar over, at livet kræver mere af os, end vi selv er i stand til at yde. Hvis vi er helt på det rene med, at vi er skyldnere, som ikke kan sidde afdragsfrit eller hele tiden kan omlægge vores gæld i livet til lavest mulige rente. Hvis vi godt ved, at vi svigter vore medmennesker og ikke kan leve op til den indsats, som næstens nød kræver af os. Hvis vi godt ved det, så må vi gå udenfor historien om den rige mand og Lazarus for at finde den virkelige pointe:
I den lille historie siger Abraham: ”De vil heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” Men i den store historie, i historien udenom, i evangeliet sker der noget helt andet: Der var en, som tog sig af de syge, de fattige og de hjælpeløse. Der var en, som kunne stige ned i dødsriget og overvinde kløften mellem frelse og fortabelse. Der var en, som stod op fra de døde. Der blev forkyndt tilgivelse frem for straf. Kærlighed frem for hævn. Og frimodighed på dommens dag – frifindelse.
I evangeliets lys kan vi se, at legendens Abraham tog fejl. Alt skal læses anderledes. I nådens lys får ordene en helt ny betydning.
I nådens lys får alt en helt ny betydning. Lad mig illustrere det: En mand døde og blev begravet. I hans testamente stod anført, hvad han ønskede skrevet på sin gravsten. Der skulle stå: ”Guds ord er en lygte for min fod og et lys på min sti”.
Det ord vakte en del opmærksomhed. Ingen kunne forstå meningen med det, for manden havde tilsyneladende aldrig fulgt Guds ord, han havde drukket og været hidsig, han havde ikke været noget godt forbillede og havde i høj grad forspildt sit liv.
Man diskuterede længe, om afdøde virkelig skulle have lov til at have det ord stående på sin gravsten, lige indtil en stilfærdigt bemærkede: ”Måske var det ikke Guds formanende og opdragende ord, han tænkte på, men ordene om nåde og tilgivelse!”. Så fik manden sin indskrift.
Ja, i livet med Gud og i livet med hinanden er formaning og opdragelse sikkert på sin plads, men først og fremmest nåde og tilgivelse. Amen.
