Broager Kirke, søndag d. 13. februar
3 Lovsynger Herren – 448 Fyldt af glæde – 336 Vor Gud han er så fast en borg // 679 Et trofast hjerte, Herre min – 435,3-4 – 40 Guds godhed vil vi prise
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
'Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.' «
Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.' « Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Der er ingen tvivl om, at hvis Djævelens udseende skal afspejle Djævelens ondskab, så må Djævelen virkelig se ond ud. Men Djævelen er også listig og er slet ikke ude på at skræmme i første omgang. Tænk bare på slangen, som fristede Eva. Det var ikke nogen giftslange eller en kvælerslange. Den skræmte overhovedet ikke, og Eva var ikke bange for at tale med den.
Vi har også forestillinger om, at Djævelen vil lokke mennesker til at gøre ondt, og jo mere ondt jo bedre. Men det betyder ikke, at Djævelen går direkte efter de mest iøjnefaldende onde gerninger. Djævelen siger ikke: ”Lyv, stjæl, myrd og fornægt troen på Gud, så vil jeg belønne dig!” Nej, Djævelen lokker!
Og når man lokker, så lokker man ikke med salt eller peber, men med sukker. Når man lokker, så lokker man ikke med det onde, men med det gode. Og Djævelen er så djævelsk, at han accepterer ganske meget godt, for at nå sine onde hensigter. Og det er djævelens onde hensigter overfor Guds gode vilje, der er emnet i dag…
Jesus var lige blevet døbt. Det skete i Jordanflodens vand, hvor Johannes Døber døbte ham. Da det skete, lød der en røst fra himlen, idet Guds Ånd kom over ham: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”
Men Guds velbehag førte ikke Jesus til behagelige omgivelser. Fra den frugtbare jordanegn førtes Jesus straks ud i den golde og tørre ørken ”for at fristes af Djævelen”, som det hedder.
Og han fastede i mange dage og led sult. Og Djævelen fristede ham for første gang og sagde: ”Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød”. Og hvilken uskyldig fristelse var det ikke. Hvilken skade skulle det dog gøre, at lave nogle sten om til brød? Der var jo sten nok i ørkenen.
Og der var sult nok i verden. Ikke bare for Jesus selv kunne det være ganske nyttigt at lave stene om til brød – også for alle dem, som sultede både dengang og i dag. I dag sulter 800 millioner mennesker rundt omkring i verden. Og vi, som kan gøre noget ved det – sulten er nemlig ikke en naturgiven nødvendighed i vores rige verden – vi fristes måske til at spørge i stedet for at handle, vi spørger eller tænker: ”Gud, hvorfor griber du ikke ind og standser sulten? Du må da kunne forvandle stene til brød!”
Men brødet er der allerede! Kun fordi vi fik først og tog først og fik mest og beholdt mest, er der ikke nok til alle. Så hvis Gud skal handle og gribe ind overfor sulten, så skal der ikke noget større mirakel til end at røre vore hjerter!
Tilbage til Jesus. Hvor må han dog have været fristet til – ikke for sin egen skyld, men for menneskets skyld – at lave stene til brød, at hjælpe her og nu og afskaffe nød og elendighed. Godt at han ikke gjorde det! Se bare her i vores del af verden, her i Danmark. Her er der ingen, som sulter, her lider ingen materiel nød, men alligevel er menneskelig nød ikke forsvundet. Behovet for nåde, tilgivelse og frelse er ikke blevet mindre i takt med, at den materielle velstand er vokset.
Mere vil have mere: parabol, digital og billedbeskeder. Altid online for den teknisk interesserede. Og for den mere æstetisk mindede er der jo samtalekøkkenerne. Og flotte ser de jo ud, men er samtalen blevet bedre? Og har vi tid til at spise sammen, når der skal skaffes til huse for at betale for det sidste nye ”behov”? Behovet for nåde, tilgivelse og frelse er dog det mest grundlæggende, for mennesket lever ikke af brød alene.
Nej, det er rigtig: Mennesket lever ikke af brød alene, men problemet er, at mennesket ikke ved det! Den tro, som mennesket også skal leve af, synes alt for svag. Enten forekommer evangeliet ikke spiseligt, eller også er mennesker ikke sultne efter det!
Og da bliver fristelsen let at sætte noget i værk, som skaber interesse. Lad os gøre forkyndelsen mere letfordøjelig, siger nogle, og hensigten er god nok, men resultat kan jo ende med ikke at være særligt nærende. Og hvad et menneske er sultent efter, er heller ikke altid det, som det trænger til. Når det drejer sig om børn, ved vi godt, at det forholder sig sådan, men når det drejer sig om voksne, især om os selv, kniber det mere med den samme erkendelse.
Men hvad kan da få mennesker til at tro? Hvad andet en et mirakel? Noget virkelig spektakulært, noget, som tvinger troen frem? Vi kan være fristede af de lette løsninger – for menneskers skyld. Djævelen fristede Jesus med den lette løsning, da han foreslog ham at kaste sig ud fra tempelets tinde og blive grebet af engle. Det skulle nok omvende til tro. Det var i øvrigt en fristelse, som Djævelen senere forsøgte sig med: Til sidst, da Jesus hang på korset, lød det nemlig: ”frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!”
Men Jesus havde ikke bevist noget som helst ved at kaste sig ud fra tempelets tinde og blive grebet eller stige ned fra korset og blive reddet. Det ville jo ikke bevise andet, end at han redde sit eget skind. Ja, det er endog sådan stadig i dag, at vi kan finde på at sige, når nogen går ram forbi: ”Fanden hytter sine egne”.
Men underet, troens under er ikke, at Jesus blev reddet, men at han tværtimod gav afkald på redning og fulgte Guds vilje. At han døde i fortvivlelsen, for at vi skulle leve i håbet. Underet er, at Gud på den måde viste sin kærlighed for alle mennesker, og at enhver må tro på det.
Og at kræve troen bevist er lige så lidt muligt som at måle kærlighed eller veje håb. At kræve troen bevist er at være utilfreds med den gave, som Gud har skænket, og afvise håbet og kærligheden. Det er at vælge det forgængelige frem for det evige.
Til sidst spiller Djævelen sin største trumf. ”Du får det hele med det samme, hvis du vil tilbede mig!”, siger han. Det lyder vel nok godt. Jesus kan få alverdens riger og lande i al deres herlighed her og nu uden at skulle gå den ubehagelige omvej ad Jerusalem. Det er da et tilbud, der er til at føle på. Det er en genvej til den perfekte verden; nu kan han skabe den med det samme. Og hvorfor skulle det ikke blive en god verden? – selv det vil Djævelen gå med til bare for at holde mennesker borte fra Gud.
Fristelsen til magt er stor, også fordi magten kan gøre meget godt. Men troen lærer os, at det godes magt udfolder sig stærkest i den afmægtige. Gud er stærkest i de svage. Kristi kamp, ligesom senere kristenmenneskets kamp handler i høj grad om at give afkald på magt og kontrol, at give afkald på at måtte herske, at give afkald på at være bedre end alle de andre. Og selv det svageste menneske kan bidrage til fremtiden, til det godes sejr netop ved at give afkald.
Kun sådan kan døden overvindes. Guds søn fødtes som det svageste af alt: et lille barn. Netop ved at give afkald på magt og herlighed bliver han menneskehedens frelser. Så trods alle Djævelens ambitioner, var hans projekt dømt til at mislykkes. Fristelsen i ørkenen blev Djævelens nederlag. Nok kan han lægge livet øde for os; men skabe liv - det kan han ikke. Nok kan han bagtale livet og bilde os ind, at det ikke er værd at leve - men kærlighed og nåde, det kan han ikke give.
Det kan kun vores Skaber. Os har Fanden ikke skabt. Det har Gud. Vort værn i al vor fare. Amen.
