Broager kirke, søndag d. 18. februar kl. 10.30
736 Den mørke nat forgangen er – 302 Gud Helligånd! o kom – 192 Hil dig, Frelser og Forsoner // 69 Du fødtes på jord – 440 O Guds Lam uskyldig – 477 Som korn fra mange marker – 675 Gud, vi er i gode hænder
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
Hver uge plejede han at køre ud i sit rige for at se til, at alt gik, som det skulle. Men en dag, da han var på vej hjem til slottet, kom han forbi torvet. Der så han en pige, som sad og solgte blomster ved en bod. Hun var så smuk, at han ikke kunne få hende ud af sine tanker.
Dagen efter syntes han, at han ville køre ud igen, i stedet for, som han plejede, at vente en [hel] uge. Han begyndte nu at køre ud hver eneste dag, og naturligvis kørte han til torvet for at få et glimt af pigen, som solgte blomster.
Da en måned var gået, var han klar over, at han elskede pigen, og at han ville gifte sig med hende. Han kaldte sine rådgivere sammen og kundgjorde den glade nyhed for dem. Der skulle være kongebryllup.
Alle var glade og syntes, [at] det ville være vidunderligt med et stort bryllup. Den unge konge var også glad selv, men da han kom op i sit kammer, blev han pludselig dybt bekymret. Han tænkte på, hvad der mon ville ske, hvis han befalede pigen at gifte sig med ham, og hun så senere ikke elskede ham.
Det var en foruroligende tanke for kongen, thi han ønskede ikke blot en dronning, men først og fremmest en hustru, som elskede ham. Ville hun nogen sinde kunne glemme, at han var konge og hun bare en simpel blomsterpige?
Kongen prøvede at finde en løsning på problemet. Han hverken spiste eller sov, så urolig var han. Men da et par dage var gået, fandt han på råd.
Han ville komme til hende på torvet i en gylden vogn, trukket af hans seks fineste heste. Foran ham skulle et orkester spille, og bag ham skulle det flotteste regiment i hans hær komme i skønne uniformer og vel disciplinerede. Vognen skulle standse ved blomsterpigens bod, og den røde løber skulle rulles ud. Han ville gå frem imod hende, klædt i sine allerfineste klæder, med krone på og de kongelige smykker. Hun ville med garanti blive imponeret.
Men lidt efter ombestemte kongen sig. For dette var forkert. Hun ville med garanti blive imponeret, men at være imponeret og at elske, at have kær, er ikke det samme.
Så fik kongen en anden idé. Han ville skænke hende den gyldne vogn med de seks heste. Han ville give hende et regiment soldater, et marchorkester, smykker, penge, verdens smukkeste klæder. Hun ville med garanti blive taknemmelig.
Men dagen efter havde kongen også opgivet den idé. Dette var faktisk også forkert. At være taknemmelig, at være evigt taknemmelig, og så at elske, at have kær, er ikke det samme.
Til sidst indså kongen, at der i virkeligheden kun var én løsning. Han skulle ikke komme til pigen som konge, men klædt som tigger eller bonde, og forsøge at vinde hende som en af hendes egne.
Tidligt om morgenen den næste dag, mens det endnu var mørkt, gik den unge konge ud af slottets bagindgang og vandrede til torvet. Hvor var han nervøs og usikker! Han, som havde magt over hele riget, magt over alle landets penge og soldater, var pludselig ganske magtesløs. Der var noget, som han ingen magt havde over: pigens hjerte.
Her måtte friheden råde. Frihed til at elske eller lade være, friheden til at sige ja eller nej.
Fik kongen held med sin plan?
Det ved vi ikke. Det afhænger helt og holdent af pigen.«…
Det var ”Eventyret om kongen og blomsterpigen”*. Og så kan man spørge, hvad det har med fastelavn at gøre. Og jo, det har en hel del med fastelavn at gøre. Både fastelavn, som vi fejrer det, når vi slår katten af tønden, og fastelavn som vi tænker på det her i kirken.
Fastelavn, når vi slår katten af tønden, det foregår jo også med udklædning. Der er børn udklædt som alt muligt: robotter og køretøjer, hunde og katte, soldater og jægere, cowboyer og indianere, tegneseriefigurer, prinser og prinsesser, klovner, blomsterbørn og meget meget mere.
Ingen møder frem, som den han eller hun er. Alle børnene er noget andet. Og så får de heldigste lov til at blive kattekonge og kattedronning. Men i grunden er alle børn, som møder udklædte op til tøndeslagning sammen med deres forældre, prinser og prinsesser for en dag, forkælede med slikposer og opmærksomhed, deres forældres øjesten.
Og det er ikke sådan, at børnene ikke er sig selv, bare fordi de er klædt ud: nej, de er sig selv, så det er en hel fornøjelse.
Og så har eventyret også med den kirkelige fastelavn at gøre, for når vi i dag hører om Jesus, der kommer til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes, så svarer det fuldstændigt til en konge eller kongesøn, der ikke blot iklæder sig folkets tøj, men ligefrem tager folkets vilkår på sig.
Johannes døbte nemlig syndere, mennesker, som på en eller måde havde brug for omvendelse og tilgivelse, fordi de havde været på vildveje bort fra Gud. Men Jesus kom netop fra Gud, han var ikke på vildvej, han var ikke nogen synder. Jesus havde ikke behov for at blive døbt med synders dåb, han havde ikke brug for syndernes forladelse. Han skulle jo selv bringe den. Det kunne Johannes godt se, hvorfor han da også først forsøgte at tale Jesus fra sit forehavende. Men Jesus overbevidste ham om, at sådan skulle det være: ”Lad det nu ske … således bør vi opfylde…”.
Og sådan tog Jesus på sig at være under synden. Og hele Guddommen bifaldt Sønnens handling: Helligånden steg ned over ham som en due, og Faderens røst forkyndte velbehag deri. Det var altså en enig beslutning, Treenighedens klokkeklare bestemmelse: Jesus skulle tage menneskelivets tungeste åg, synden, på sig. Og Jesu dåb blev det første skridt på den vej, som endte med kors og død. Det blev indledningen til fastetidens vej mod påske, som synes så tung at gå, hvorfor man i mere fromme tider fastede for dog på den måde i det små at følge Jesu vej.
Og Jesus er Guds søn, kongesønnen, der ikke kommer med tvang og kommando. Allerede Johannes bliver ikke befalet at døbe. Han kunne have sagt nej til Jesu ord: ”Lad det nu ske … således bør vi opfylde…”. Men han bøjer sig for appellen, for mennesket, der står overfor ham…
Jesus blev menneske, som kongesønnen, der kom til sin elskede med kærlighed uden tvang. Han tilbyder alt, men han tvinger ingen.
Sådan er det med kristentroen: Der er ingen tvang! Nu er der måske nogle af konfirmanderne, der tænker, at der er tvang. Og jo, der er tvang, hvis man vil konfirmeres: så skal man deltage i undervisningen og gå i kirke så og så mange gange. Men der er ingen, der tvinger en til at tro. Ikke engang Gud.
På samme måde med dåben. Godt nok bærer de voksne deres børn til dåben og lader dem døbe, men det hedder: ”Vil du døbes på denne tro”, netop fordi troen er et tilbud, noget, man kan tage imod eller lade være. Man kan leve i troen eller falde ud af den.
Og for at vi ikke skal falde ud af den eller falde af på den, har vi – udover dåben som troens starthjælp – også fået nadveren til at nære troen undervejs i livet. Vi bliver ikke befalet ved nadveren, men der lyder en opfordring, en bøn fra Jesus, når det lyder: ”Tag dette og spis det. Drik alle heraf. Gør dette til ihukommelse af mig.
Jesus kommer til os! Og jeg tror, han stadig er nervøs og usikker, han, som har magt over hele riget. For han har givet afkald på at tvinge vore hjerter, og overfor vores nej er han magtesløs. Han, som elsker os, har givet os frihed til at elske ham eller lade være, frihed til at sige ja eller nej.
Men hans eget stærke ja, står altid ved magt. Amen.
* Kongen og blomsterpigen er skrevet af David F. Olsen og findes i K-materialets Livserfaringer s.176. Historien stammer oprindeligt fra Søren Kierkegaards Philosofiske Smuler.
