Broager kirke, søndag d. 12. februar kl. 10.30
496 Af dybsens nød, o Gud, til dig – 289 Nu bede vi den Helligånd – 672 Jeg ved, på hvem jeg bygger // 518 På Guds nåde i al våde – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 4 Giv mig, Gud, en salmetunge
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Religioner er forskellige. Det vidste apostlen Paulus ganske udmærket. Han havde jo selv været jøde, men havde fået øjnene op for kristus-troen. Og nu rejste han verden rundt med det glædelige budskab, at Gud i Jesus Kristus var kommet mennesker nær.
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«
Da Paulus så kom til Athen, så han, at man dér havde opstillet et alter med indskriften: ”For en ukendt gud”. Og det blev udgangspunktet for hans tale. Paulus respekterede, at de mennesker, som han talte til, var religiøse mennesker, som søgte Gud efter bedste evne. Og derfra bevægede han sig videre i sin forkyndelse af den almægtige, evige Gud, som havde åbenbaret sig i verden i menneskeskikkelse i sin Søn Jesus Kristus. Ikke som profet, men som menneske og Gud ved at leve, lide, dø og opstå igen.
Det med opstandelsen fra de døde kaldte til afgørelse, og det endte da også med, at nogle afviste og spottede Paulus, andre sagde, at de godt ville høre mere om det her en anden gang, og atter andre tilsluttede sig troen.
Apostlen Paulus var et stolt, temperamentsfuldt og sikkert også hidsigt menneske, men når det gjaldt om at forkynde evangeliet, gjorde han alt, hvad han kunne for at besinde sig og møde mennesker der, hvor de befandt sig: Han satte sig ind i deres situation, han delte deres vilkår, han forsøgte at forstå folks tanker og handlinger, og han respekterede deres stræben efter at finde vejen, at finde sandheden, at finde Gud. Men han lod det ikke blive ved forståelsen og respekten, for han havde mødt evangeliets sandhed, som var blevet en befrielse og glæde for ham selv og noget, som han slet ikke kunne holde tilbage, men måtte dele med andre mennesker.
Vi ved ikke, hvem Alexamenos var. Vi ved heller ikke, hvordan han opfattede billedet, hvis han overhovedet så det. Måske tog han det blot som godmodigt drilleri fra en bekendts side – en bekendt, som han havde fortalt om sin tro til, men som altså havde afvist troen og formodentlig også misforstået den. Måske blev han ked af det og såret. Eller måske blev han bange, for på den tid blev kristne i perioder ramt af hårde forfølgelser, idet myndighederne brugte de kristne som syndebukke for at vende folkets utilfredshed væk fra dem selv og hen mod nogle andre.
Men Alexamenos og andre kristne som ham mistede ikke modet. De blev ved med at tro, og de lod sig ikke true til tavshed. De forkyndte stadig evangeliet med mod og venlighed og korrekt optræden, og stadig flere lod sig overbevise og omvende…
Religioner er forskellige, og ingen religiøse mennesker bryder sig om at se deres religion nedgjort eller hånet. Derfor er det da også ulovligt at gøre det. Billeder som det med Alexamenos og Kristus med æselhoved ville faktisk i dag være ulovlige at trykke i avisen, hvis de blev trykt med det ene formål at håne kristne.
Og nu er jeg endelig fremme ved det dagsaktuelle: Hvordan forholder det sig så med de omdiskuterede muhammed-tegninger i Jyllands-Posten? Nedgør de anderledes religiøst tænkende? Hvorfor er de ikke ulovlige? Ja, nogle af disse tegninger ville formodentlig være ulovlige, hvis de havde været et led i en systematisk og generel nedgørelse af Islam og muslimers tro. Men i den form og sammenhæng, som de optræder i, er de ikke ulovlige; det har vi allerede statsadvokatens ord for.
Det er nemlig ikke religionen som sådan, der nedgøres. Og tegningerne er heller ikke fremkommet uden grund.
I tegningerne ligger der en kritik af og en satire imod de af religionens tilhængere, som i Muhammeds navn skræmmer sine kritikere til tavshed, undertrykker kvinder og anvender vold og terror for at opnå deres mål.
Denne kritik retter sig fortrinsvis mod religionens tilhængere, ikke mod religionsstifteren eller religionen selv. Men det er klart, at når man kritiserer en religion målt på dens frugter, og man finder mange af frugterne dårlige, så bliver også stammens kvalitet sat til debat.
Men jeg vil gerne gøre det helt klar, at selvom det er oplagt, at islam har dårlige frugter og dårlige grene, så har islam også gode grene og gode frugter. I en lang periode i det, som man kalder den mørke middelalder, gik store kulturskatte tabt i den kristne verden, mens de blev bevaret i den islamiske; her overvintrede fx en stor del af den græske filosofi, som datidens kirke enten ikke passede på eller ligefrem censurerede bort. Videnskab blomstrede engang i den islamiske verden og man var tolerante overfor anderledes troende…
Og hvad med os i dag? Står vi i en situation, hvor vi skal vælge mellem tolerance og kritik, som om det ene udelukker det andet? Det kunne næsten se sådan ud, men det er falske og i hvert fald dårlige alternativer.
Og det bringer mig frem til evangelieteksten med de betroede talenter. Se vi har i kristendommen fået nogle talenter betroet. Disse talenter er vel først og fremmest evangeliet, som skal forkyndes, men de kan i dag også være billeder på, hvad vi skal gøre: Vi skal både være tolerante og kritiske, og vi skal ikke give afkald på nogen af delene.
Tolerance og forståelse og dialog er en indgroet, en integreret del af kristendommens væsen, og den bør også være en væsentlig del af det at være dansker og menneske i det hele taget. Ægte tolerance indbefatter villighed til at følge en anden meget langt i forsøget på at forstå ham eller hende bedre. Og i forsøget på at opnå forståelse og dialog, er det måske en gang i mellem nødvendigt i første omgang selv at bøje sig mere, end den anden er villig til, for dog at få noget til at nå sammen. Som kristne har vi gode dialogsøgende forbilleder i Pauluses missionsstrategi, i tanken om, at vi alle er mennesker skabt i Guds billede, i ordet om, at evangeliet er for alle folkeslag. Vores talenter for tolerance må vi udfolde, uanset at investeringen alt for ofte synes at gå til spilde.
Og kritikken må vi heller ikke opgive. Ingen religion, politik eller ideologi – hvad enten den er lille og svag eller stor og truende eller begge dele på en gang – ingen kan unddrage sig at blive målt med sandhedens målestok. Og man kan kun måle ved at lægge frem og gøre rede for sine observationer med beskrivelser og tegninger. Og ingen kan gøre krav på kun at blive målt med sin egen alen. Vores talenter for sandhed og kritik, åbenhed og oplysning må vi udfolde både for vores egen skyld, men også for at andre med tiden kan opnå at få del i det samme gode. Og vi må udfolde disse talenter, selvom der er risiko for omkostninger.
Der er risiko for omkostninger både ved at vise tolerance og ved at lade sin kritiske sans komme til udtryk. Begge dele skal jo udfoldes fuldt ud, uden at man falder i grøften til den ene eller den anden side.
Der er risiko, og mange farer lurer, men tager vi ikke risikoen, risikerer vi at miste alt. Gud give os at bruge vores talenter rigtigt! Amen.
