Broager kirke, søndag d. 1. januar kl. 16.00 - Hør prædiken...
712 Vær velkommen, Herrens år – 716 Guds godhed vil vi prise // 586 Stol du kun på dit Fadervor! – 266 Mægtigste Kriste, menighedens Herre
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde:
»Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«
Et år skrev digteren Poul Borum følgende:
Et år mere, Herre!
Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke.
Et år af sorger og glæder,
nærheder og ligegyldigheder,
opfyldthed og nød.
Et år nærmere min død.
Et år mere
af forsvindende drømme
og knopper der blev til løv.
Et år mere
lagt oven i bunken af år
der synker længere ned
og bliver støv.
Et år mere
at samle grunde til at ville
et år mere, Herre!
(Nytår 1995/96, s. 56 i Digte til musik, 1996)
Et år mere har vi fået. Og – jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det – i dette nytår fik vi også et ekstra sekund. Det var et skud-sekund, som blev indsat til sidst i årets første time.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på den videnskabelige forklaring på dette skud-sekund, selv om den kan være interessant nok; eller opregne, hvor mange sekunder der er i et døgn endsige i et år; eller se på forholdet mellem tro og videnskab; eller gøre betragtninger over, hvordan tiden synes at løbe alt for hurtig i et moderne samfund, og hvor let man fristes til at sige med på omkvædet: Stands verden, jeg vil af!
Derimod vil jeg betragte sekundet, øjeblikket, som noget, der bliver os givet – både det gode øjeblik og det dårlige; både det, som vi griber, og det, som vederfares os; både det, som vi lægger mærke til, og det, som glider ubemærket forbi.
Det øjeblik er ikke en tidsenhed. Det lader sig ikke nærmere definere. Og på en eller anden måde forstår vi alligevel øjeblikke som noget særligt i tiden, der bærer glimt af betydning gennem tiden…
I 1832 blev en lille pige født, hende, som vi kender som Lina Sandell, den kendte svenske salmedigter. Egentlig hed hun ikke Lina, men Karolina Wilhelmina.
Det var skæbnebestemte navne. Karolina Wilhelmina var nemlig blevet opkaldt efter sin bror Karl Wilhelm, der var død kun 5 år gammel nogle få år i forvejen. Det må have været mærkeligt at skulle være sin afdøde brors minde ved at bære hans navn i sit, men sådan havde forældrene sikkert besluttet i sorgens og savnets øjeblik.
Lina voksede op og blev sin fars øjesten, og hun var sig selv og blev allerede fra ung af en meget selvstændig kvinde.
Da Lina var 25 år gammel, var hun og hendes far på skibsrejse på den store svenske sø Vätteren. Det var blæst op, og søen var urolig, men direkte truende syntes vejret ikke at være; man kunne godt bevæge sig rundt på den lille færge og få alle rejsens oplevelser med.
Mens Lina stod på et udsigtsdæk og nød den friske blæst, kom faren op ad en trappe til hende, og netop i det øjeblik, hun ville give ham en hånd og hjælpe ham det sidste stykke, gled han, faldt overbord og druknede.
Det frygtelige øjeblik kom til at følge Lina hele livet, men det tog ikke troen fra hende. Hun havde en fast tillid til, at alting alligevel var i Guds hånd. Også når sygdom plagede hende, hvad ofte hændte, så bar hun det med mod og tro, og hun fik et meget produktivt liv.
I dag ser vi ikke på samme måde Guds vilje og formål i ulykker, sygdom og modgang, men vi kan stadig godt lade os ramme af Lina Sandells ord og dele hendes tanker, som fx findes i salmen: Kun en dag, et øjeblik ad gangen!, hvor der tales om at lægge enhver bekymring i Guds faderhånd, hvor det gælder om at leve dagen og øjeblikket med Gud…
Kristentroen drejer sig dog ikke blot om det inderlige, og indadvendte. Kristentroen handler ikke kun om det, som vederfares os, det, som sker os, uden at vi egentlig kan gøre noget ved det, og det, vi kun kan se tilbage på. Der findes nemlig også andre øjeblikke.
”Man skal gribe øjeblikket og leve i nuet”, hedder det, og det er da også rigtig nok. Men det er ikke den stadige strøm af almindelige øjeblikke, som hele tiden bliver til enhver tids nu, som jeg vil fremhæve. Derimod vil jeg pege på de særlige øjeblikke: mulighedernes øjeblikke, ansvarets øjeblikke.
Det handler kristentroen nemlig også om: ansvar. Der har været diskussion om præsternes juleprædikener i år. En række præster har skrevet under på en skrivelse, og har i deres juleprædikener talt om, hvordan vi i Danmark behandler flygtninge. De mener, at de ikke bliver behandlet godt nok, og regeringens politik på det område er vist også blevet kritiseret direkte i enkelte prædikener.
Om den kritik, som har været fremme, er rimelig, ved jeg ikke, og jeg tvivler på, at det er hensigtsmæssigt eller passende at gå sammen i flok og udtrykke kritikken fra prædikestolen. Men på den anden side må der aldrig være tvivl om, at der i de rigtige situationer både kan og skal prædikes politisk – også konkret politisk, og skulle jeg overse sådanne situationer, så er man velkommen til at gøre mig opmærksom på dem.
Og så må der heller ikke være tvivl om den enkelte kristnes ansvar. Det hedder jo i epistelteksten i dag: ”Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.”
Det er det forunderlige ved at være kristen: Man får syndernes forladelse, men der følger mere med. For at få tilgivelse, for at få sine synders forladelse, må man jo først forstå sig selv som synder. Meget af det, som man ellers måske kunne lægge fra sig som tilfældigheder, uheldigheder, uuhensigtsmæssigheder, uafværgelige konsekvenser af ens opvækst og nuværende sociale situation osv. osv. må man selv tage ansvaret for. Ikke at man ikke havde ansvar i forvejen, men nu bliver man sig det bevidst.
Og ikke bare det. Jo mere vi lærer Gud at kende, jo mere vokser ansvaret. Vi kommer jo sandheden nærmere og ved mere og mere, hvad der er det rette.
Guds sandhed og det særlige kristne ansvar er noget, som den enkelte må gøre sig klart og leve med og under (og det kan være frygteligt at falde i den levende Guds hænder!). Men Guds sandhed er ikke en, som man kan holde frem som argument eller som sandhedsbevis for sine holdninger og slå andre i hovedet med, men en sandhed, der bør sætte sig igennem i vores liv. Den bør få betydning for de mulighedernes øjeblikke, som vi alle får både i de små og de store situationer, både offentlig og privat:
Og vi skal ikke nødvendigvis følge flokken eller råbe op hele tiden. Men når dette eller hint øjeblik kommer, det øjeblik, som du får givet, så bliv ikke siddende i din mageligheds mentale sofa, men rejs dig og sæt personligt kryds, og lad øjeblikket få den betydning, som det var skabt til!...
Der skal nok komme øjeblikke i det kommende år. Øjeblikke af alle slags med sorg og glæde, øjeblikke med fortvivlelse og trøst. Øjeblikke til eftertænksomhed eller handling. Og skulle vi forpasse et øjeblik, så må vi dog vide, at Gud altid er os nær og på talefod med os. Vi kan trygt henvende os, og skulle vi mangle ord, så kan vi jo altid sige Fadervor. Det tager kun et øjeblik. Amen.